LOV nr 700 af 24/05/2022
Erhvervsministeriet
Bogføringsloven § 26
Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med en kontrol med overholdelse af regler efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf
-
påtale en overtrædelse,
-
påbyde, at en fejl rettes, eller
-
påbyde, at en overtrædelse bringes til ophør, og at virksomheden bekræfter dette ved en erklæring afgivet af en godkendt revisor.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen fastsætter en frist for efterlevelsen af et påbud efter stk. 1, nr. 2 og 3.
Forarbejder til Bogføringsloven § 26
RetsinformationDa den gældende bogføringslov ikke indeholder bestemmelser om bogføringskontrol, indeholder loven ligeledes ikke bestemmelser om reaktioner, som kan anvendes i forbindelse med kontrollen.
Efter det foreslåede § 26, stk. 1, nr. 1, kan Erhvervsstyrelsen i forbindelse med en kontrol med overholdelse af regler efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf påtale en overtrædelse.
En påtale vil være bagudrettet, idet det påtalte forhold er bragt til ophør og ikke længere vil kunne forekomme, men var en overtrædelse af lovgivningen på det tidspunkt, hvor forholdet var aktuelt.
Efter forslagets stk. 1, nr. 2, kan Erhvervsstyrelsen påbyde, at en fejl rettes.
Et sådant påbud vil f.eks. kunne indebære, at virksomheden skal registrere manglende transaktioner, rette i foretagne, fejlagtige registreringer eller foretage en manglende afstemning efter forslagets § 11. Erhvervsstyrelsen vil kun anvende bestemmelsen, hvis der er tale om væsentlige fejl. Et eksempel kunne være, at en virksomhed har fejlposteret en meget stor transaktion, eller at en virksomhed systematisk bogfører forkert, og at fejlene må anses for væsentlige. Ved vurderingen af væsentlighed kan styrelsen blandt andet hense til, om fejlen i bogføringen kan føre til væsentlige mangler i virksomhedens årsregnskab. Erhvervsstyrelsen kan følge op på, om et meddelt påbud er efterlevet enten ved, at styrelsen indleder en kontrol heraf eller ved at forlange, at virksomheden indsender en erklæring fra en godkendt revisor, hvoraf det fremgår, at fejlen er rettet og eventuelt, at der ikke kan konstateres nye overtrædelser af bogføringsloven.
Efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, kan Erhvervsstyrelsen påbyde, at en overtrædelse bringes til ophør, og at virksomheden bekræfter dette ved en erklæring afgivet af en godkendt revisor.
Et sådant påbud kan f.eks. indebære, at overtrædelser af bogføringslovens §§ 7 og 11 om registreringer og afstemninger skal bringes til ophør.
Et påbud efter stk. 1, nr. 3, vil typisk blive anvendt, hvor en virksomhed overtræder grundlæggende krav i bogføringsloven, f.eks. kravet om at bruge et digitalt bogføringssystem, mens et påbud efter stk. 1, nr. 2, i højere grad vil blive anvendt ved enkelte, men væsentlige fejl i bogføringen, f.eks. at visse transaktioner ikke registreres på den korrekte konto.
Erhvervsstyrelsen kan følge op på, om et meddelt påbud er efterlevet enten ved, at styrelsen indleder en kontrol heraf eller ved at forlange, at virksomheden indsender en erklæring fra en godkendt revisor, hvoraf det fremgår, at fejlen er rettet og eventuelt, at der ikke kan konstateres nye overtrædelser af bogføringsloven. Udgiften hertil afholdes af virksomheden.
Det foreslås i stk. 2, at Erhvervsstyrelsen fastsætter en frist for efterlevelsen af et påbud efter stk. 1, nr. 2 og 3.
Fristen skal fastsættes ud fra et hensyn til proportionalitet, hvorved der både tages hensyn til overtrædelsens omfang og grovhed.
Den foreslåede § 26 indeholder reaktionsmuligheder, som Erhvervsstyrelsen kan anvende i forbindelse med en kontrol med overholdelse af loven eller regler fastsat i medfør heraf.
Bestemmelsen finder anvendelse både ved bogføringskontrol efter forslagets § 23, kontrol med virksomheder der benytter digitale bogføringssystemer efter § 24 og kontrol med udbydere af digitale bogføringssystemer efter § 25.
Om baggrunden for forslaget henvises der til afsnit 3.3.2 i de almindelige bemærkninger.