Bogføringsloven § 18

Der findes ikke i den gældende bogføringslov bestemmelser om, at e-faktura skal anvendes som bilag, der dokumenterer registreringer.

Det foreslås i § 18, at Erhvervsministeren efter høring af skatteministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, der er omfattet af § 16, stk. 1, og § 17, skal registrere virksomhedens transaktioner vedrørende køb og salg med e-fakturaer som dokumentation for transaktionerne.

Det er hensigten, at bemyndigelsen først skal udnyttes, når hovedparten af erhvervslivet er overgået til brug af e-faktura, og det må først forventes at være tilfældet om nogle år. Endvidere vil kravet om brug af e-faktura alene gælde for virksomheder, der er regnskabspligtige efter årsregnskabsloven, eller virksomheder med en årlig nettoomsætning over 300.000 kr. Anvendelsesområdet vil dermed svare til kravet om brug af et digitalt bogføringssystem i forslagets § 16, stk. 1.

Efter det gældende momsdirektivs artikel 232 (Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006) forudsætter anvendelse af en elektronisk faktura, at modtageren er indforstået hermed. Der er dog mulighed for efter momsdirektivets artikel 395 at dispensere fra artikel 232 og gøre brug af e-faktura obligatorisk for at forenkle afgiftsopkrævningen eller for at forhindre visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse. På nuværende tidspunkt har Italien og Frankrig opnået dispensation. Flere andre lande har tilkendegivet, at de ønsker at opnå dispensation i de kommende år til at kunne gøre brug af e-faktura obligatorisk for at sikre en effektiv skatteligning og modvirke sort økonomi.

Samtidig ændres momsdirektivet løbende og EU udbygger løbende sin digitale strategi, ikke mindst på skatteområdet, med fokus på øget digitalisering. Det er derfor muligt, at bestemmelsen i momsdirektivets artikel 232 vil blive ændret, så det i videre omfang vil blive tilladt medlemslandene at gøre brug af e-faktura obligatorisk.

Ved udnyttelse af bemyndigelsen i forslagets § 18 skal det sikres, at dette sker i overensstemmelse med EU-retten på det pågældende tidspunkt.

Om baggrunden for forslaget henvises til afsnit 3.2.2. i de almindelige bemærkninger.