LOV nr 700 af 24/05/2022
Erhvervsministeriet
Bogføringsloven § 17
Virksomheder, der udfører bogføring for andre virksomheder, skal ved bogføringen for disse virksomheder ligeledes iagttage kravene efter § 16, stk. 1 og 2.
Forarbejder til Bogføringsloven § 17
RetsinformationDer findes ikke i den gældende bogføringslov bestemmelser om, at bogføringslovens bestemmelser også gælder for bogholdere eller revisorer, som udfører alle eller nogle af bogføringspligterne efter loven for andre virksomheder.
Efter § 17 skal virksomheder, der udfører bogføring for andre virksomheder, ved bogføringen for disse virksomheder ligeledes iagttage kravene efter § 16, stk. 1 og 2.
Nogle mindre virksomheder foretrækker at overlade bogføring, regnskab og tilknyttede administrative funktioner til en revisor, som de giver adgang til oplysningerne i virksomhedens digitale bogføringssystem, så revisor kan foretage lovpligtige indberetninger på virksomhedens vegne. I andre tilfælde anvender virksomheden en ekstern bogholder eller revisor til at udføre f.eks. registrering af virksomhedens transaktioner i løbet af regnskabsåret, eventuelt også til at opbevare registreringer og bilag for virksomheden.
Virksomheder der har overladt deres bogføring til en ekstern bogholder eller revisor, har ikke pligt til selv at anvende et digitalt bogføringssystem efter forslagets § 16, stk. 1 og 2. Sådanne virksomheder kan som hidtil overlade det til deres revisor eller bogholder at registrere virksomhedens transaktioner og opbevare dokumentationen herfor. Den pågældende bogholder eller revisor vil efter den foreslåede bestemmelse ved bogføringen for disse virksomheder skulle registrere og opbevare registreringer og bilag i overensstemmelse med kravene i forslagets § 16, stk. 1 og 2.
Om baggrunden for forslaget henvises til afsnit 3.2.2 i de almindelige bemærkninger.