Biobrændstofloven § 3a

§ 3 i lovforslaget indeholder forslagets centrale bestemmelser. Det er både fastlæggelse af virksomhedernes forpligtelse, regler om dobbelttælling af 2. generation af biobrændstoffer, virksomhedernes ret til at indgå aftaler om at opfylde forpligtelser for hinanden og ministerens bemyndigelse til at fastsætte en mindre forpligtelse. Reglerne i § 3 skal ses i sammenhæng med, at der i lyset af vanskelighederne ved at indføre en forpligtelsesprocent på 5,75 fra 1. januar 2010 er fastlagt en overgangsbestemmelse i § 11, som vil sikre en gradvis indfasning af forpligtelsesprocenten i 2010 og 2011, jf. bemærkningerne til § 11. Bestemmelserne i § 3 tjener som instrument til at sikre delvis implementering af målsætningen om 10 pct. vedvarende energi i landtransportsektoren i 2020, fastlagt i VE-direktivets artikel 3, stk. 3. Det følger af forslaget, at enhver virksomhed, som producerer eller importerer benzin eller dieselolie, er forpligtet til at sikre, at mindst 5,75 pct. af det samlede salg af brændstoffer til landtransport, er biobrændstoffer. I lovforslaget forstås ved ”salg af brændstoffer” den mængde benzin, dieselolie og biobrændstoffer, som den af lovforslaget omfattede virksomhed samlet set sælger. Begreberne ”benzin” og ”dieselolie” er defineret i EU-retten og nærmere fastlagt i brændstofkvalitetsdirektivet. Brændstofforbrug, der anvendes i eksempelvis traktorer og ikke vejgående maskiner, er ikke omfattet af virksomhedernes forpligtelse til at sælge 5,75 pct. biobrændstof. Et eventuelt forbrug af biobrændstof i disse maskiner tæller således ikke med i opgørelsen af forpligtelsen, idet der ikke er tale om ”landtransport” i denne lovs forstand, ligesom forbruget af brændstof i disse maskiner ikke indgår i det brændstofforbrug, som forpligtelsen skal opgøres i forhold til. Opgørelsen af forpligtelsesprocenten i energiindhold skal ses i forhold til en opgørelse efter volumen. Således opereres der i biobrændstofdirektivet med, at det vejledende mål på 5,75 pct. opgøres efter energiindhold, mens brændstofkvalitetsdirektivet opererer med volumenopgørelser, når det angives, hvor meget biobrændstof der kan blandes i benzin og diesel.

Virksomhederne kan alene medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af § 4, jf. bemærkningerne til § 4.

Virksomhederne gives i øvrigt fleksibilitet med hensyn til, hvor og hvordan de vil opfylde forpligtelsen. Herunder kan virksomhederne selv vælge, på hvilket trin i forsyningskæden fra import eller raffinaderi til slutkunden biobrændstofferne skal iblandes, i hvilket omfang, der skal blandes biobrændstof i al benzin og dieselolie, som sælges, eller om der skal satses målrettet på særlige markedssegmenter eller lignende.

Bestemmelsen i stk. 2 tjener til at implementere dele af VE-direktivets art. 21, stk. 2, ved at fastslå, at bidraget fra biobrændstoffer fremstillet på basis af affald, restprodukter m.v., såkaldte 2. generation af biobrændstoffer, anses for at være dobbelt så stort som bidraget fra andre biobrændstoffer, når en virksomhed opgør sin forpligtelse til at sælge 5,75 pct. biobrændstoffer ud af virksomhedens samlede brændstofsalg. Bestemmelsen tjener således til at implementere første led i VE-direktivets art. 21, stk. 2, idet det forhold at virksomheder omfattet af lovforslaget skal sælge en vis mængde biobrændstof, når de sælger benzin og dieselolie, anses for at være ”VE-forpligtelser, der nationalt pålægges operatører” i direktivets forstand. Såfremt virksomheder omfattet af loven anvender biobrændstoffer nævnt i stk. 2 til at opfylde biobrændstofforpligtelsen, vil dette skulle dokumenteres efter regler fastsat i medfør af § 3, stk. 6, og § 5.

Dobbelttællingsbestemmelsen i stk. 2 betyder rent praktisk, at en virksomhed kun behøver at sælge halvt så meget biobrændstof af 2. generation, i forhold til hvis hele forpligtelsen skulle opfyldes med 1. generation af biobrændstof. Sælges f.eks. 94,25 liter benzin og diesel, vil der uden anvendelse af dobbelttællingsbestemmelsen skulle sælges 5,75 liter biobrændstof af 1. generation, således at det samlede salg bliver 100 liter. Sælges i eksemplet i stedet alene 2. generation af biobrændstof sammen med de 94,25 liter benzin og diesel, skal der alene sælges den halve mængde biobrændstof, nemlig 2,875 liter. Dette giver et samlet salg på 97,125 liter brændstof i alt. Det er ikke en forudsætning for anvendelse af dobbelttællingsbestemmelsen, at hele den pågældende virksomheds salg af biobrændstof er biobrændstof af 2. generation. En virksomhed vil således kunne anvende en blanding af både 1. og 2. generation af biobrændstoffer til at opfylde sin forpligtelse. Hvilket blandingsforhold der er anvendt til at opfylde forpligtelsen vil skulle fremgå af virksomhedernes årlige rapport i medfør af § 5.

Klima- og energiministeren kan i medfør af stk. 6 udstede regler om definition af de biobrændstoffer, som tæller dobbelt. Er der tvivl om, hvorvidt et bestemt biobrændstof falder ind under kategorien af 2. generation af biobrændstoffer nævnt i lovforslagets § 3, stk. 4, og dermed også VE-direktivets art. 21, stk. 2, kan enhver EU-medlemsstat i medfør af VE-direktivets art. 18, stk. 8, bede Kommissionen undersøge og træffer afgørelse om, hvorvidt det givne biobrændstof kan komme i betragtning med henblik på måling af overholdelse af VE-forpligtelse efter direktivet. Da en måling af VE-forpligtelse efter direktivet, som er det samme som biobrændstofforpligtelse efter lovforslaget, indebærer afgørelser af, hvorvidt et givent biobrændstof kan tælle dobbelt i medfør af dobbelttællingsbestemmelsen, vil vurderingen af, hvorvidt et givent biobrændstof tilhører kategorien af 2. generation af biobrændstoffer, kunne forelægges Kommissionen af EU’s medlemsstater. Ministeren kan i øvrigt fastsætte regler herom, jf. bemærkningerne til stk. 6 nedenfor.

Det følger endvidere af forslaget til stk. 3, at salg til eksport ikke indgår i det samlede salg af benzin og dieselolie, idet biobrændstofforpligtelsen på 5,75 pct. målt efter energiindhold alene skal opgøres i forhold til det årlige salg, der finder sted i Danmark. Salg til Grønland og Færøerne anses i denne sammenhæng som eksport. Desuden fradrages salget af benzin og dieselolie til andre af de af loven omfattede virksomheder i grundlaget for forpligtelsen. Benzin og dieselolie indgår således først i den samlede salgsmængde, når virksomheden foretager et salg af disse til private forbrugere eller til en virksomhed, som ikke selv producerer eller importerer benzin eller dieselolie og typisk ikke er lagringspligtig. Derved opnås, at forpligtelsen til også at sælge biobrændstoffer udløses meget sent i distributionsleddet og tæt på det faktiske salg af benzin og dieselolie til forbrug, hvilket minimerer problemer knyttet til biobrændstoffernes kortere holdbarhed.

Det fremgår af stk. 4, at en virksomhed kan opfylde sin forpligtelse efter stk. 1 eller regler fastsat i medfør af stk. 5 ved at indgå aftale med en eller flere virksomheder om, at de helt eller delvist opfylder forpligtelsen. Bestemmelsen har til formål at skabe fleksibilitet for virksomhederne og at medvirke til en omkostningseffektiv opfyldelse af forpligtelsen til afsætning af biobrændstof. En virksomhed kan indgå aftale med en anden virksomhed om, at den helt eller delvist opfylder den første virksomheds forpligtelse til at afsætte biobrændstoffer. En virksomhed kan også indgå aftale med flere virksomheder, som hver især vil bidrage til, at den første virksomheds forpligtelse opfyldes helt eller delvist. En virksomhed, som indgår en eller flere aftaler, som samlet opfylder dele af virksomhedens forpligtelse, skal selv opfylde den resterende del af forpligtelsen.

Bestemmelsen i stk. 4 har sammenhæng med bestemmelsen i § 5, hvorefter virksomhederne skal sende en årlig rapport til ministeren til dokumentation for virksomhedens opfyldelse af forpligtelsen til at sælge biobrændstoffer. Såfremt virksomheder har indgået aftale efter stk. 4 om at opfylde forpligtelsen til at sælge biobrændstoffer for hinanden, vil omfanget skulle dokumenteres efter regler fastsat i medfør af § 5.

Bestemmelsen i stk. 5 giver ministeren bemyndigelse til, såfremt særlige hensyn gør sig gældende, at fastsætte regler om, at forpligtelsen til at afsætte 5,75 pct. biobrændstof fastsættes med en anden andel, dog højst 5,75 pct., for et eller flere år. Ministeren kan med bemyndigelsen både fastsætte forpligtelsen til en andel under 5,75 pct. og senere fastsætte regler om en højere andel, end det, andelen var nedsat til. Forpligtelsen kan ikke fastsættes med en andel over 5,75. Ministeren kan ved fastsættelse af en andel lavere end 5,75 bl.a. lægge vægt på de hensyn, der er opregnet i stk. 5.

I tilfælde af at der opstår en krisesituation, hvor der er behov for træk på beredskabslagrene, kan der være behov for at nedsætte forpligtelsesprocenten midlertidigt, hvis lagringsforpligtelsen ikke udvides til også at omfatte biobrændstoffer. Det kan ikke udelukkes, at krisesituationen også begrænser adgangen til biobrændstoffer, hvorfor der ikke kan skaffes biobrændstoffer nok til opretholdelse af forpligtelsesprocenten på 5,75 pct., hvis der ikke samtidigt er sket en udvidelse af lagringsforpligtelsen til at omfatte biobrændstoffer. Derfor er en krisesituation også et hensyn, som kan begrunde udstedelse af regler om nedsættelse af forpligtelsesprocenten efter stk. 5, nr. 1.

Det kan ikke helt udelukkes, at der f.eks. i forbindelse med en hurtig stigning i efterspørgslen efter biobrændstoffer, der opfylder bæredygtighedskriterierne, opstår en midlertidig mangel på biobrændstoffer på markedet. I disse situationer kan ministeren vælge at nedsætte forpligtelsesprocenten i et enkelt år. Det vurderes dog, at sandsynligheden for, at denne situation opstår, er meget lille. En mangelsituation er derfor også et hensyn ministeren kan lægge vægt på ved udstedelse af regler om nedsættelse af forpligtelsesprocenten efter stk. 5, nr. 2.

Endelig fremgår det af energiaftalen fra februar 2008, at målsætningen om biobrændstoffer m.v. skal udgøre 5,75 pct. af brændstofforbruget til landtransport, og at andre brændstoffer end biobrændstoffer kan medregnes i denne forbindelse. Ifølge VE-direktivet, som fastlægger målsætningen om 10 pct. vedvarende energi til landtransport i 2020, kan også indregnes andre brændstoffer og energiformer til opfyldelse af målsætningen end biobrændstoffer. Det forventes således i regeringens transportplan, som blev udsendt i december 2008, at elbiler vil kunne spille en rolle fra 2013. Derudover kan også hybridbiler, brintdrevne biler, en udvidelse af elektrificeringen af jernbaner m.v. tænkes at kunne spille en større rolle over en årrække. Behovet for at benytte biobrændstoffer kan derfor blive mindre i takt med at andre teknologier indfases i transportsektoren. Ministeren vil løbende vurdere balancen mellem biobrændstoffer og andre teknologier for at opnå en større omkostningseffektivitet til opfyldelse af VE-målet på transportområdet. Introduktion af andre vedvarende energiteknologier i transportsektoren er derfor et hensyn, som kan tillægges vægt ved udfærdigelse af regler om at reducere biobrændstofandelen på 5,75 pct. i medfør af stk. 5, nr. 3.

De tre hensyn opregnet i stk. 5, nr. 1-3, er eksempler på hensyn, som kan begrunde udstedelse af regler om nedsættelse af forpligtelsesprocenten. Øvrige særlige hensyn vil også kunne begrunde en nedsættelse af forpligtelsesprocenten, såfremt de hviler på lignende overvejelser, som de hensyn der allerede er eksemplificeret i stk. 3, nr. 1-3. For at øvrige særlige hensyn kan begrunde en nedsættelse af forpligtelsesprocenten, skal der dog være tale om ekstraordinære situationer.

Bestemmelsen i stk. 6 bemyndiger klima- og energiministeren til at fastsætte regler om definition og dokumentation for de biobrændstoffer, som ifølge stk. 2 tæller dobbelt i forhold til virksomhedernes biobrændstofforpligtelse. Der vil efter den foreslåede bestemmelse både kunne fastsættes regler om hvilke biobrændstoffer, som opfylder kravet til at være 2. generation af biobrændstoffer i stk. 2. Og der vil kunne fastsættes regler om, at virksomhederne skal dokumentere, at der er tale om 2. generation af biobrændstoffer i stk. 2’s forstand. Dokumentationen vil skulle indgå i den årlige rapport, virksomhederne sender til klima- og energiministeren i medfør af § 5, stk. 1.

Regler udstedt i medfør af bemyndigelsen i stk. 6 vil blive udstedt således, at de tager højde for EU’s regler om varernes fri bevægelighed. Som anført ovenfor, kan Kommissionen på eget eller en medlemsstats initiativ afgøre, hvorvidt en kilde til biobrændstof kan tages i betragtning til det ønskede formål. Ved udstedelse af regler i medfør af stk. 6, vil der derfor tillige blive taget hensyn til Kommissionens praksis på dette område. Det er således ikke hensigten, at stk. 6 skal kunne anvendes til at fastsætte særlige danske krav til definitionen af, hvad der kan henregnes til kategorien af 2. generation af biobrændstoffer i stk. 2. Det er heller ikke hensigten, at der kan udstedes særlige danske dokumentationskrav, som hindrer anerkendelsen af biobrændstoffer, som i øvrigt er anerkendt i EU.