Forarbejder til Betalingsloven § 103
Det følger af § 67, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, at en betalingsordre, der gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som er angivet i betalingsordren, skal betragtes som korrekt gennemført.
Den foreslåede bestemmelse i § 103 viderefører § 67, stk. 1 og 4, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Stk. 2-3 og 5-6 er nye. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 88.
Det foreslås i stk. 1, at en betalingsordre, der gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som er angivet i betalingsordren, betragtes som korrekt gennemført.
En entydig identifikationskode skal i overensstemmelse med definitionen i § 7, stk. 1, nr. 38 forstås som en kombination af bogstaver, tal eller symboler, som udbyderen oplyser til oplyser til brugeren, og som brugeren skal angive for utvetydigt at identificere en anden bruger af betalingstjenester og/eller dennes betalingskonto med henblik på en betalingstransaktion.
Eksempelvis kan nævnes oplysninger om kontonummer og registreringsnummer i forbindelse med en konto til konto overførsel.
Det foreslås i stk. 2, at hvis den entydige identifikationskode, som brugeren har angivet er ukorrekt, er udbyderen ikke ansvarlig i henhold til § 104 for manglende gennemførelse eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen.
Bestemmelsen placerer ansvaret for angivelsen af en ukorrekt identifikationskode hos brugeren.
Det foreslås i stk. 3, at hvis brugeren angiver flere oplysninger end dem, der er anført i § 70, stk. 1, nr. 1, eller § 72, stk. 2, litra b, er udbyderen stadig kun ansvarlig for gennemførelsen af betalingstransaktionen i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som brugeren har angivet.
Bestemmelsen understreger, at udbyderen ikke er ansvarlig for at tage højde for eventuelle kommentarer, som brugeren måtte tilføje sin betalingsordre i forbindelse med den entydige identifikationskode. Udbyderen er berettiget til kun at agere i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som brugeren har afgivet.
I de tilfælde, hvor betaleren giver en ukorrekt entydig identifikationskode, men samtidig har givet andre oplysninger, for eksempel det korrekte navn på modtageren, er udbyderen alligevel ansvarsfri. Dette gælder, selvom udbyder således gennemfører betalingstransaktionen i henhold til den ukorrekte entydige identifikationskode. Udbyderen af betalingstjenester er ikke forpligtet til kontrollere, om den af betaleren angivne entydige identifikationskode er korrekt.
Det foreslås i stk. 4, at betalerens udbyder skal træffe rimelige foranstaltninger for at tilbageføre midler, som har været involveret i en betalingstransaktion, hvor brugeren har oplyst en forkert entydig identifikationskode. Betalingsmodtagers udbyder skal i denne forbindelse samarbejde, herunder ved at meddele betalerens udbyder alle relevante oplysninger med henblik på inddrivelse af midlerne.
Bestemmelsen understreger, at trods betalers udbyders ansvarsfrihed, så påhviler der stadig udbyderen en forpligtelse til loyalt at medvirke til at tilbageføre de midler, som har været involveret i en betalingstransaktion, hvor brugeren har oplyst en ukorrekt entydig identifikationskode.
Det foreslås i stk. 5, at hvis det ikke er muligt at tilbageføre midlerne, jf. stk. 4, skal betalers udbyder give betaleren alle oplysninger, som betalerens udbyder har adgang til, og som er relevante for betaleren, således at denne kan fremsætte et retskrav med henblik på inddrivelse af midlerne.
Bestemmelsen fastsætter, at selvom betalers udbyder er ansvarsfri og har forsøgt at tilbageføre midlerne, jf. stk. 4, så påhviler der stadig betalers udbyder at give betalerne de oplysninger, som betalers udbyder har adgang til med henblik på at betaler privatretligt kan inddrive midlerne. Sådanne oplysninger kunne eksempelvis omfattet navn og kontaktoplysninger på den bruger eller udbyder, der har modtaget midlerne som følge af den forkert angivne entydige identifikationskode.
Det bemærkes at forslaget til stk. 5 er lex specialis i forhold til videregivelsesbestemmelserne i § 117 a i lov om finansiel virksomhed.
Det foreslås i stk. 6, at det kan fremgå af rammeaftalen, at udbyderen kan kræve betaling for at tilbageføre midlerne. Et gebyr i medfør af en af de i 1. pkt. nævnte bestemmelser, skal aftales mellem brugeren og udbyderen og skal stå i rimeligt forhold til udbyderens faktiske omkostninger.
Selvom betalerens udbyder i disse situationer ikke har ansvar for et eventuelt tab, som betaleren har lidt ved for eksempel at opgive et ukorrekt kontonummer, så følger det af forslaget til stk. 4, at betalerens udbyder skal træffe rimelige foranstaltninger for at tilbageføre midler, som var involveret i en betalingstransaktion, hvor brugeren har oplyst en forkert entydig identifikationskode. Det kan aftales i rammeaftalen, at udbyderen af betalingstjenester kan kræve betaling herfor, som står i rimeligt forhold til udbyderens faktiske omkostninger.
En udbyder skal på tilsynsmyndighedens anmodning være i stand til at redegøre for de faktiske omkostninger, som denne har i forbindelse med tilbagebetalingen. Begrebet omkostninger omfatter både direkte og indirekte omkostninger.
