Forarbejder til Betalingsloven § 101
Det følger af § 65, at en betaler har ret til tilbagebetaling fra sin udbyder af det fulde beløb for en
gennemført betalingstransaktion, som er iværksat af eller via betalingsmodtager, hvis betaler ikke har godkendt det præcise beløb for betalingstransaktionen, og betalingstransaktionen oversteg det beløb, som betaleren med rimelighed kunne forvente bl.a. under hensyn til betalers tidligere udgiftsmønster og betingelserne i rammeaftalen.
Den foreslåede bestemmelse i § 101 viderefører med visse ændringer § 65, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Bestemmelsen gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv artikel 76.
Det foreslås i stk. 1, at en betaler har ret til tilbagebetaling fra sin udbyder af det fulde beløb for en gennemført betalingstransaktion, som er iværksat af eller via betalingsmodtager, såfremt 1) betaler ikke har godkendt det præcise beløb for betalingstransaktionen og 2) betalingstransaktionen oversteg det beløb, som betaleren med rimelighed kunne forvente blandt andet under hensyn til dennes tidligere udgiftsmønster og betingelserne i rammeaftalen.
Hvis betaler ikke bestrider det fulde beløb, som er omfattet af betalingstransaktionen, er forslaget til stk. 1, ikke til hinder for, at betalingsmodtagers udbyder efterfølgende trækker det beløb fra, som der er enighed om, at betaler skylder betalingsmodtager.
Bestemmelsen finder anvendelse på betalingstransaktioner, som er iværksat af eller via en betalingsmodtager. Bestemmelsen omfatter således direkte debitering samt transaktioner foretaget på baggrund af betalingskort.
Direkte debitering finder sted i Danmark bl.a. gennem Betalingsservice. Som eksempel på en transaktion på baggrund af et betalingskort omfattet af bestemmelsen kan nævnes den situation, hvor et hotel eller en biludlejer af kortholder får bemyndigelse til at trække på betalingskortet for ikke afregnede beløb for brug af hotellets minibar eller for ikke at have fyldt benzintanken på en udlejningsbil.
Det er en betingelse for, at betaleren i disse situationer er berettiget til tilbagebetaling fra sin udbyder, at betalingstransaktionen oversteg det beløb, som betaleren med rimelighed kunne forvente bl.a. under hensyn til den pågældendes tidligere udgiftsmønster og betingelserne i rammeaftalen.
Hvis en leverandør af en avis har adgang til via direkte debitering at opkræve betaling for avisabonnementet hos en betaler, vil betaleren kunne få tilbageført betalingen efter denne bestemmelse, hvis der er tale om en betaling, som overstiger det beløb, som betaleren med rimelighed kan forvente, bl.a. fordi den afviger fra det hidtidige udgiftsmønter.
Det bemærkes, at for Betalingsservice, vil det på aftalebaseret grundlag være muligt at få tilbageført penge frem til den 7. i betalingsmåneden. Dette medfører, at betalinger, der er gennemført inden denne dato, uanset forslaget § 102, kan kræves tilbageført. Denne adgang kan opretholdes efter forslaget til § 102, jf. nærmere herom nedenfor.
Ved betalinger med et betalingskort er det ikke altid muligt at fastslå betalers tidligere udgiftsmønster. I dette tilfælde må der derfor foretages en vurdering af, om betalingstransaktionen oversteg det beløb, som betaleren med rimelighed kunne forvente i forhold til det retsforhold, som kravet på det overførte beløb udspringer af. Såfremt et hotel gennemfører en betalingstransaktion til dækning af forbrug i en minibar, der afviger fra hvad det i praksis er muligt at konsumere fra en minibar, vil betingelserne for en tilbageførsel efter forslagets § 101, være til stede. Tilsvarende vil kunne være tilfældet, hvor en biludlejer gennemfører en betalingstransaktion til dækning af en omlakering af en udlejningsbil på grund af omfattende lakskader, men hvor betaler har afleveret bilen til udlejer uden, at dette gav anledning til anmærkninger.
I tvivlstilfælde bør tvivlen komme betaleren til gode, fordi betalingsmodtager bør bære risikoen for ikke at modtage betalinger på baggrund af en betalingstransaktion, hvor betaler ikke har godkendt transaktionens præcise beløb.
I henhold til § 151, stk. 2, i lovforslaget foreslås det, at overtrædelse af § 101, stk. 1, straffes med bøde.
Overtrædelse af forslagets § 101, stk. 1 vil omfatte den situation, hvor en udbyder undlader at tilbagebetale betaler det fulde beløb for en gennemført betalingstransaktion, som er iværksat af eller via betalingsmodtager, såfremt 1) betaler ikke har godkendt det præcise beløb for betalingstransaktionen og 2) betalingstransaktionen oversteg det beløb, som betaleren med rimelighed kunne forvente blandt andet under hensyn til dennes tidligere udgiftsmønster og betingelserne i rammeaftalen. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er den virksomhed, som undlader at tilbagebetale beløbet i strid med forslagets § 101, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at ændringer i valutakursen, når denne beregnes på baggrund af en referencekurs, ikke kan påberåbes ved anvendelse af stk. 1, nr. 2.
Betaleren skal stille faktuelle oplysninger til rådighed for betalers udbyders vurdering af, om betaler har krav på tilbagebetaling efter denne bestemmelse. Det følger af forslaget til stk. 2, at ændringer i en valutakurs, der beregnes på baggrund af en referencekurs, ikke kan påberåbes, når det skal vurderes om en betalingstransaktion oversteg det beløb, som betaleren med rimelighed kunne forvente, jf. § stk. 1, nr. 2. Anvendelse af valutakurser fastsat efter en referencekurs skal fremgå af de informationer, der skal gives før en enkeltstående betalingstransaktion, jf. § 70, stk. 1, nr. 4, og i en rammeaftale, jf. § 72, stk. 1, nr. 3, litra b.
Det foreslås i stk. 3, at det kan aftales i rammeaftalen mellem betaler og betalers udbyder, at betaler ikke har ret til tilbagebetaling efter stk. 1, hvis et samtykke til at gennemføre betalingstransaktioner omfattet af stk. 1 er givet direkte til betalers udbyder, og oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion af udbyderen eller betalingsmodtager blev givet eller stillet til rådighed for betaleren mindst 4 uger inden forfaldsdagen.
Forslaget til stk. 3, gør det dermed muligt for betaleren at give afkald på retten til tilbagebetaling efter stk. 1, på visse betingelser. Betaleren skal for det første give samtykke til at gennemføre den direkte debitering direkte til sin udbyder, ligesom adgangen til at fravige stk. 1, skal være aftalt i rammeaftalen. Hvor det er relevant skal betaleren endvidere adviseres mindst 4 uger inden forfaldsdagen af enten udbyderen eller betalingsmodtageren.
Herved får betaleren mulighed for at tilbagekalde betalingsordren senest arbejdsdagen før den aftalte dato for debitering. Kravet om advisering gælder kun, hvor det er relevant. Såfremt der er tale om en tilbagevendende betaling, vil det typisk ikke være relevant med en forudgående advisering 4 uger før forfaldsdagen. I disse tilfælde vil en kortere adviseringsfrist på for eksempel 1 uge kunne være tilstrækkelig. Dette gælder også den første betaling i en række af tilbagevendende betalinger.
Det foreslås i stk. 4, at for direkte debiteringer kan det af rammeaftalen mellem betaler og betalers udbyder fremgå, at betaler har ret til tilbagebetaling fra sin udbyder, selv om kravene efter stk. 1 ikke er opfyldt.
Bestemmelsen gennemfører artikel 76, stk. 4, i 2. betalingstjenestedirektiv, der indeholder en adgang til at fravige kravene i stk. 1, når der sker direkte debitering i andre valutaer end euro. I disse situationer kan Finanstilsynet kræve, at udbydere tilbyder gunstigere tilbagebetalingsrettigheder, forudsat at de stiller betaleren bedre.
Et praktisk eksempel på tjenester omfattet af stk. 4, er Betalingsservice.
Det foreslås i stk. 5, at uanset stk. 1 og 2 har betaleren ret til ubetinget tilbagebetaling ved direkte debiteringer omfattet af artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro fastsætter en række specifikke krav til udbuddet af direkte debiteringer i euro, herunder regler om ubetinget tilbagebetalingsret. Direkte debiteringsløsninger, der er omfattet af denne forordning, de såkaldte SEPA direct debit, er således også omfattet af forordningens særlige tilbagebetalingsregler. De fleste danske pengeinstitutter udbyder sådanne SEPA direct debit produkter, mens traditionelle danske direkte debiteringsløsninger, som eksempelvis Betalingsservice er ikke omfattet af forordningen.
