LOV nr 604 af 31/05/2023
Skatteministeriet
Betalingsfristudskydelses- og dagplejerfradragsloven § 4
For indkomståret 2023 forhøjes procentsatsen efter ligningslovens § 9 H, stk. 3, 9. pkt., med 8 procentpoint.
Forarbejder til Betalingsfristudskydelses- og dagplejerfradragsloven § 4
RetsinformationEfter ligningslovens § 9 H, stk. 1, kan dagplejere, der udfører kommunal eller privat dagpleje efter § 21, stk. 2 eller 3, i dagtilbudsloven eller privat pasning i eget hjem efter kapitel 14 i dagtilbudsloven, vælge at tage et standardfradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Standardfradraget beregnes af den skattepligtige del af det vederlag, der modtages for dagplejen, jf. ligningslovens § 9 H, stk. 2, 1. pkt. I beregningsgrundlaget medregnes arbejdsgivers og arbejdstagers bidrag til pensionsordningen. Bidraget medregnes dog ikke, hvis der er tale om en arbejdsgiverordning, hvor der er bortseelsesret for præmien til pensionen.
Standardfradraget for dagplejere beregnes på baggrund af en procentsats, der er fastsat i ligningslovens § 9 H, stk. 3. Fra og med indkomståret 2019 udgør standardfradraget 60 pct. af den skattepligtige del af dagplejevederlaget, jf. ligningslovens § 9 H, stk. 3, 9. pkt. Dagplejeren kan selv vælge, om denne vil anvende standardfradraget på 60 pct. af dagplejevederlaget eller i stedet fratrække de dokumenterede faktiske udgifter, der er forbundet med erhvervelsen af indkomsten. Valget om anvendelse af standardfradraget skal tages for et helt indkomstår ad gangen.
Standardfradraget for dagplejere gives ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Der er tale om et ligningsmæssigt fradrag. Skatteværdien af et ligningsmæssigt fradrag udgør ca. 25,0 pct. i 2023 i en kommune med en skatteprocent svarende til landsgennemsnittet.
Bestemmelsen i ligningslovens § 9 H om standardfradrag gælder for dagplejere med op til fem børn, når der er tale om én person, og op til ti børn, når dagplejen varetages af flere personer.
Som udgangspunkt kan selvstændigt erhvervsdrivende ikke anvende standardfradraget for dagplejere, da selvstændige dagplejere kan fratrække udgifterne ved opgørelsen af den personlige indkomst og har mulighed for at anvende virksomhedsskattelovens regler. Selvstændige dagplejere kan dog anvende standardfradraget, hvis dagplejeren oplyser sin indkomst, som almindelige lønmodtagere gør det. Derigennem kan de selvstændige dagplejere anvende standardfradraget som et ligningsmæssigt fradrag på samme vis som almindelige lønmodtagere.
Det foreslås i § 4, at for indkomståret 2023 forhøjes procentsatsen efter ligningslovens § 9 H, stk. 3, 9. pkt., med 8 procentpoint.
Forslaget vil medføre, at standardfradraget for dagplejere efter ligningslovens § 9 H, stk. 3, 9. pkt., midlertidigt forhøjes med 8 procentpoint for indkomståret 2023. Dermed vil standardfradraget for dagplejere for indkomståret 2023 stige fra 60 pct. til 68 pct. Det betyder, at dagplejere, hvis de efter ligningslovens § 9 H, stk. 1 og 2, vil være berettigede til at anvende standardfradraget for dagplejere for indkomståret 2023, vil kunne vælge at tage et standardfradrag på 68 pct. af den skattepligtige del af dagplejevederlaget for indkomståret 2023. Der vil som hidtil være tale om et ligningsmæssigt fradrag.
Det vil som hidtil ikke være muligt både at vælge at fratrække de dokumenterede faktiske udgifter, der er forbundet med erhvervelsen af indkomsten, og tage standardfradraget for dagplejere på 68 pct. Ligeledes vil dagplejeren skulle vælge at anvende standardfradraget for hele indkomståret.
Derudover vil det som hidtil gælde for selvstændigt erhvervsdrivende, at de som udgangspunkt ikke kan anvende standardfradraget for dagplejere, medmindre den selvstændige dagplejer vælger at oplyse sin indkomst, som lønmodtagere gør det. Derigennem vil den selvstændige dagplejer kunne anvende standardfradraget som et ligningsmæssigt fradrag på samme vis som almindelige lønmodtagere.
Da forhøjelsen af standardfradraget vil være midlertidigt, vil det medføre, at forhøjelsen kun vil være gældende for indkomståret 2023. Det betyder, at der ikke vil være ændringer i procentsatsen for standardfradraget i ligningslovens § 9 H, stk. 3, for tidligere og efterfølgende indkomstår. Dermed vil procentsatsen for standardfradraget for dagplejere ikke blive ændret i forhold til de gældende regler for efterfølgende indkomstår. Det betyder, at som hidtil vil standardfradraget for dagplejere for indkomståret 2024 og efterfølgende indkomstår være 60 pct.
Forslaget vil ikke medføre ændringer i betingelserne for dagplejerens berettigelse til standardfradraget efter ligningslovens § 9 H.