I bekendtgørelse nr. 1622 af 15. december 2016 om uddannelsen til skibskok, som ændret ved bekendtgørelse nr. 909 af 27. juni 2019, foretages følgende ændringer:
1. Indledningen affattes således:
»I medfør af § 9 j, stk. 2, § 12, stk. 1, nr. 1-4, stk. 3 og 4, § 13, stk. 1, § 15, § 23, stk. 1, og § 24, 2. pkt., i lov om maritime uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 8. august 2019, som ændret ved lov nr. 492 af 15. maj 2023, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, nr. 31, 43, 46, 47, 49, 54, 55 og 73 i bekendtgørelse nr. 979 af 24. juni 2022 om delegation af uddannelses- og forskningsministerens beføjelser til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen:«
2. § 9 affattes således:
»§ 9. Praktikken udføres som lønnet praktik i et skib. Praktikken kan være ulønnet, hvis den gennemføres på et skib, som er registeret i udlandet, og hvis rederiet erklærer, at lønnede praktikophold ikke er sædvane i det pågældende land.
Stk. 2. Eleven må under ulønnet praktik i en offentlig eller privat virksomhed ikke indgå som arbejdskraft, herunder være underlagt virksomhedens instruktionsbeføjelse.
Stk. 3. Eleven kan under ulønnet praktik modtage en erkendtlighed i form af en mindre økonomisk påskønnelse fra en virksomhed mv. Beløbet må svare til højst 3.375 kr. om måneden (2023-niveau) og må ikke ydes som en på forhånd fastsat indkomst i lighed med en lønindkomst.
Stk. 4. Beløbsgrænsen for en erkendtlighed, jf. stk. 3, reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.«
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023.
/ Charlotte Løchte