I bekendtgørelse nr. 1426 af 31. oktober 2022 om tilskud til små varmeforsyningsvirksomheders implementeringsomkostninger ved indefrysning af høje energiregninger for husstande, virksomheder mv. foretages følgende ændringer:
1. § 8 affattes således:
»§ 8. Erhvervsstyrelsen kan af egen drift udtage ansøgninger om tilskud til udvidet kontrol og sagsbehandling, herunder hvor der ansøges om et højt tilskud set i forhold til den lille varmeforsyningsvirksomheds størrelse og omsætning.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen fører løbende stikprøvekontrol og risikobaseret kontrol med de udbetalte tilskud efter denne bekendtgørelse, herunder om de omkostninger, der er søgt om tilskud til, er blevet afholdt. Hvis varmeforsyningsvirksomheden ikke har gjort brug af det fulde tilskud, skal Erhvervsstyrelsen orienteres herom.
Stk. 3. Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen efter stk. 1 og 2 pålægge enhver, der udtages til kontrol, at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug herfor. Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen pålægge den lille varmeforsyningsvirksomhed revisorbistand fra en godkendt revisor.
Stk. 4. Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed indhente oplysninger fra relevante offentlige registre, herunder Skatteforvaltningen, til brug for kontrollen efter stk. 1 og 2, jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data.
Stk. 5. Erhvervsstyrelsen fastsætter i forbindelse med indhentelse af oplysninger efter denne bestemmelse en frist for indsendelse af oplysningerne.«
2. I § 9 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Hvis varmeforsyningsvirksomheden ikke har gjort brug af det fulde tilskud, jf. § 8, stk. 2, 2. pkt., kan Erhvervsstyrelsen kræve forskellen mellem det forbrugte og det udbetalte beløb tilbagebetalt.«
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023.
/ Katrine Winding