I bekendtgørelse nr. 254 af 14. marts 2012 om tildeling af boliger og godtgørelse for boligudgifter m.v. til medlemmer af Folketinget, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1082 af 6. oktober 2014, foretages følgende ændringer:
1. Indledningen affattes således:
»I medfør af § 109 a, stk. 14 og 15, i lov om valg til Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 8. januar 2024, som ændret ved lov nr. 653 af 11. juni 2024, fastsættes:«.
2. I § 2 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse ved benyttelse af en vederlagsfri bolig stillet til rådighed for en minister, der ikke er medlem af Folketinget, efter § 109 a, stk. 13, i lov om valg til Folketinget. Det er endvidere en betingelse for benyttelse af en vederlagsfri bolig stillet til rådighed for en minister, der ikke er medlem af Folketinget, efter § 109 a, stk. 13, i lov om valg til Folketinget, at den pågældende bolig anvendes som ministerens almindelige overnatningssted i Københavnsområdet i forbindelse med varetagelsen af hvervet som minister.«
3. I § 8 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. En minister, der ikke er medlem af Folketinget, og som får stillet en bolig vederlagsfrit til rådighed efter § 109 a, stk. 13, i lov om valg til Folketinget, skal en gang om året ved kalenderårets begyndelse over for Folketingets Administration afgive en erklæring om, at den pågældende bolig anvendes som ministerens almindelige overnatningssted i Københavnsområdet i forbindelse med varetagelsen af hvervet som minister, at andres eventuelle anvendelse af boligen har været af underordnet betydning, og at ministeren ikke, mens ministeren har haft boligen stillet til rådighed, samtidig har fået dækket udgifter til hotelovernatninger i Københavnsområdet eller modtaget godtgørelse for en fast supplerende bolig i Københavnsområdet i henhold til lov om vederlag og pension m.v. for ministre. Ministeren er forpligtet til straks at underrette Folketingets Administration om ændrede forhold, der kan have betydning for retten til at få stillet en bolig til rådighed af Folketinget.«
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2024.
/ Jens Teilberg Søndergaard