I bekendtgørelse nr. 1248 af 5. september 2022 om sundhedsklynger, sundhedssamarbejdsudvalg, sundhedsaftaler og patientinddragelsesudvalg foretages følgende ændringer:
1. Bekendtgørelsens titel affattes således:
»Bekendtgørelse om sundhedsklynger, sundhedssamarbejdsudvalg, sundhedsaftaler, patientinddragelsesudvalg og praksisplan for almen praksis«.
2. Indledningen affattes således:
»I medfør af § 204, stk. 5, § 205, stk. 2, og 4, og § 206 a, stk. 4, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 248 af 8. marts 2023, som ændret ved lov nr. 739 af 13. juni 2023, fastsættes:«
3. Efter § 30 indsættes før overskiften før § 31:
§ 30 a. Regionsrådet med inddragelse af kommunerne og almen praksis, herunder PLO, udarbejder en praksisplan for almen praksis med afsæt i bl.a. Sundhedsstyrelsens vejledning på området, jf. sundhedslovens § 206 a. Der skal tilstræbes enighed om praksisplanens indhold, men hvor der til trods for vedvarende bestræbelser ikke kan opnås enighed om indholdet, tilfalder beslutningen om praksisplanens endelige udformning regionsrådet.
Stk. 2. Der skal udarbejdes en praksisplan i hver kommunal og regional valgperiode.
Stk. 3. Praksisplanen skal revideres i valgperioden, hvis der sker væsentlige ændringer forudsætningerne for planen.
§ 30 b. Praksisplanen for almen praksis kan indeholde beskrivelser om lægedækning, udvikling i almen praksis, tilgængelighed, kapacitet og almen praksis’ rolle i det samlede sundhedsvæsen mv.
Stk. 2. Almen praksis’ rolle i samarbejdet mellem regioner, kommuner og almen praksis drøftes i bl.a. sundhedssamarbejdsudvalget i relation til udformning af sundhedsaftaler.
Stk. 3. Regionsrådet inddrager den nødvendige fagkundskab i forbindelse med udarbejdelsen af praksisplanen. Dette kan bl.a. ske ved at inddrage sundhedsklyngerne, rådgivning fra fagpersoner, der repræsenterer almen praksis (Dansk Selskab for Almen Medicin og Praktiserende Lægers Organisation), relevante lægefaglige specialer og kommuner.
§ 30 c. Inden praksisplanen udarbejdes, jf. § 30 a, stk. 1 og 2, eller revideres, jf. § 30, stk. 3, skal regionsrådet tilrettelægge og gennemføre en høring af de praksis, der yder vederlagsfri behandling til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, jf. sundhedslovens § 60, stk. 1. De enkelte praksis skal i forbindelse med høringen have mulighed for at give udtryk for deres planer for den kommende periode, herunder i relation til det øvrige sundhedsvæsen. Regionsrådet kan tilrettelægge høringen fx via den regionale Praktiserende Lægers Organisation.
Stk. 2. Regionsrådet skal tilrettelægge og gennemføre en høring af praksisplanen blandt kommunerne i regionen og patientinddragelsesudvalget ved udarbejdelse eller revision af praksisplanen.
§ 30 d. Praksisplanen, der er en del af regionens sundhedsplan, skal inden den endelige vedtagelse i regionsrådet forelægges sundhedssamarbejdsudvalget i regionen samt Sundhedsstyrelsen for rådgivning.
Stk. 2. Regionsrådet fremsender udkast til praksisplanen til Sundhedsstyrelsen, som senest 4 uger efter modtagelsen af praksisplanen yder rådgivning.
§ 30 e. Sundhedsstyrelsen udsteder en vejledning om praksisplanen, herunder om lægedækning, udvikling af almen praksis samt rammer og procedurer for indsendelse af praksisplan til rådgivning i Sundhedsstyrelsen.«
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023.
/ Gro Kari Holen