I bekendtgørelse nr. 51 af 16. januar 2021 om kompensation for tab ved aflysning af større kultur- og idrætsarrangementer fra september 2020 til og med december 2020 som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger, som ændret ved bekendtgørelse nr. 736 af 24. april 2021, foretages følgende ændringer:
1. I titlen ændres »februar« til: »april«.
2. Indledningen affattes således:
»I medfør af akt nr. 189 af 4. juni 2020, akt. nr. 319 af 24. september 2020, akt nr. 35 af 12. november 2020, akt nr. 138 af 12. januar 2021, akt nr. 167 af 25. februar 2021, akt nr. 179 af 18. marts 2021 og akt. nr. 215 af 22. april 2021, fastsættes:«
3. I § 1, stk. 3, og § 5, stk. 8, ændres »28. februar« til: »30. april«.
4. I § 3 a, indsættes efter »kriseramte pr. 31. december 2019«: », forudsat institutionen på tidspunktet for afgørelse om kompensation ikke er under konkursbehandling, og institutionen ikke har modtaget redningsstøtte eller omstruktureringsstøtte.«
5. I § 8, stk. 1, nr. 1, ændres »31. december 2020« til: »30. april 2021«.
6. I § 13 indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6. Opstår der flere krav om tilbagebetaling af kompensation efter dette kapitel for samme modtager, kan disse lægges sammen og kræves tilbagebetalt som ét samlet tilbagebetalingskrav. Stiftelses- og forfaldstidspunkt for det samlede tilbagebetalingskrav er sammenfaldende med datoen for Slots- og Kulturstyrelsens seneste udbetaling til NemKonto af kompensation for den kompensationsperiode, tilbagebetalingskravet dækker over.
Stk. 7. Slots- og Kulturstyrelsen træffer ikke afgørelse om tilbagebetaling af kompensation efter stk. 4 eller 5, hvis arrangøren skal tilbagebetale mindre end 200 kr. af den allerede udbetalte kompensation.«
7. Efter § 13 indsættes i kapitel 5:
»§ 13 a. Afgørelse om tilbagebetaling efter dette kapitel på mere end 10.000 kr. ledsages af et tilbud om en afdragsordning.
Stk. 2. Afdragsordningen løber i op til et år, og afdrag betales i fire lige store rater, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Ansøger har til enhver tid ret til helt at indfri sine forpligtelser til tilbagebetaling.
Stk. 4. Slots- og Kulturstyrelsen skal forud for indgåelse af en aftale om afdragsordning efter stk. 1, oplyse ansøger om vilkår for aftalen, herunder det samlede beløb der skal betales, konsekvenser ved misligholdelse og mulighed for hel eller delvis indfrielse.«
Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. juli 2021.
Kulturministeriet, den 29. juni 2021
Joy Mogensen
/ Sune Thvilum-Kannegaard