I bekendtgørelse nr. 1820 af 3. december 2020 om kompensation for tab ved aflysning af større arrangementer fra september 2020 til og med december 2020 som følge af COVID-19-afværgeforanstaltninger, som bl.a. ændret ved bekendtgørelse nr. 854 af 4. maj 2021 og senest ændret ved bekendtgørelse nr. 73 af 17. januar 2022, foretages følgende ændringer:
1. § 13, stk. 9 og 10, affattes således:
»Stk. 9. Opstår der flere krav om tilbagebetaling af kompensation til samme modtager, kan disse lægges sammen og kræves tilbagebetalt som ét samlet tilbagebetalingskrav. Stiftelsestidspunkt for det samlede tilbagebetalingskrav er sammenfaldende med datoen for Erhvervsstyrelsens seneste udbetaling til NemKonto af kompensation for den kompensationsperiode, tilbagebetalingskravet dækker over. Forældelsestidspunktet beregnes på baggrund af forældelseslovens almindelige regler.
Stk. 10. Erhvervsstyrelsen træffer ikke afgørelse om tilbagebetaling af kompensation efter dette kapitel, hvis arrangøren skal tilbagebetale mindre end 200 kr. af den allerede udbetalte kompensation.«
Bekendtgørelsen træder i kraft den 30. september 2022.
Erhvervsministeriet, den 22. september 2022
Simon Kollerup
/ Katrine Winding