I bekendtgørelse nr. 1045 af 24. juni 2022 om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. foretages følgende ændringer:
1. I § 24, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »voksne«: »eller have gennemført masteruddannelsen i dansk som andetsprog«
2. I § 24, stk. 1, nr. 2, ændres »være optaget på den i nr. 1, nævnte uddannelse« til: »være optaget på en af de i nr. 1, nævnte uddannelser«
3. § 24, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Lærere, der er ansat som lærer i dansk for voksne udlændinge, skal senest et år efter første ansættelse som lærer i dansk for voksne udlændinge være optaget på enten uddannelsen til underviser i dansk som andetsprog eller masteruddannelsen i dansk som andetsprog, jf. stk. 1, nr. 2. Uddannelsen skal være gennemført senest 4 år efter første ansættelse som lærer i dansk for voksne udlændinge. Styrelsen for International Rekruttering og Integration kan i særlige tilfælde dispensere fra fireårsfristen.«
Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. februar 2023.
Udlændinge- og Integrationsministeriet, den 27. januar 2023
Kaare Dybvad Bek
/ Katrine Bang Nielsen