I bekendtgørelse nr. 1572 af 30. november 2016 om anvendelse af elektronisk kommunikation i udbud og om annoncering af offentlige indkøb under tærskelværdierne med klar grænseoverskridende interesse foretages følgende ændringer:
1. Indledningen affattes således:
»I medfør af § 149, § 191, stk. 2, og § 194, stk. 1, i udbudsloven, lov nr. 1564 af 15. december 2015, som ændret ved lov nr. 884 af 21. juni 2022, fastsættes:«
2. I § 1, stk. 1, indsættes efter »lov nr. 1564 af 15. december 2015 (udbudsloven)«: »med senere ændringer«
3. § 1, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ligeledes anvendelse på al kommunikationsudveksling ved indgåelse af kontrakter omfattet af bekendtgørelse om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester, medmindre andet følger af reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 2014/25/EU af 26. februar om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (forsyningsvirksomhedsdirektivet).«
4. I § 1 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ligeledes anvendelse på al kommunikationsudveksling ved indgåelse af kontrakter omfattet af bekendtgørelse om tildeling af koncessionskontrakter, medmindre andet følger af reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 om tildeling af koncessionskontrakter (koncessionsdirektivet).«
5. I § 2 indsættes efter »udbudsprocedure«: »eller indkøbsmetode«
6. § 8, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Ved indkøb omfattet af forsyningsvirksomhedsdirektivet, jf. § 12 i bekendtgørelse om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester, bortset fra ved projektkonkurrencer, jf. forsyningsvirksomhedsdirektivets artikel 95 – 98, skal Europa-Kommissionens elektroniske fælles europæiske udbudsdokument anvendes.«
7. § 8, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Ved indgåelse af koncessionskontrakter, jf. § 5 i bekendtgørelse om tildeling af koncessionskontrakter, skal Europa-Kommissionens elektroniske fælles europæiske udbudsdokument anvendes.«
8. I § 9 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Når ordregiver anvender elektronisk kommunikation, jf. §§ 2-4 og § 6 kan fristen forkortes med 5 dage, jf. koncessionsdirektivets artikel 39, stk. 5.«
9. I § 10, stk. 1, indsættes efter »afsnit IV«: », som har en anslået værdi på mindst 100.000 kr. eksklusive moms,«
10. § 10, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.
11. Efter § 10 indsættes før overskriften før § 11:
»§ 10 a. Forud for indgåelsen af vare- og tjenesteydelseskontrakter med klar grænseoverskridende interesse i henhold til udbudslovens afsnit IV, som har en anslået værdi under 100.000 kr. eksklusive moms, skal ordregivere annoncere kontrakten på en sådan måde, at der sikres en passende grad af offentlighed.«
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2022.
Erhvervsministeriet, den 29. juni 2022
Simon Kollerup
/ Jakob Hald