I bekendtgørelse nr. 1558 af 2. juli 2021 om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og godkendelse af videregående uddannelser, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1772 af 5. september 2021, foretages følgende ændringer:
1. Indledningen affattes således:
»I medfør af § 8, stk. 2, § 9, stk. 5, § 12, stk. 2, § 14, stk. 2, § 18, stk. 5 og 6, § 20, stk. 2, § 21, stk. 4 og § 22, stk. 2, i lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner, jf. lovbekendtgørelse nr. 1667 af 12. august 2021, som ændret ved lov nr. 492 af 15. maj 2023, fastsættes efter bemyndigelse og efter bemyndigelse i henhold til § 10, nr. 1-4, 6 og 8-10, i bekendtgørelse nr. 979 af 24. juni 2022 om delegation af uddannelses- og forskningsministerens beføjelser til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen:«
2. Efter § 25 indsættes i kapitel 5:
§ 25 a. Uddannelses- og Forskningsministeren kan godkende, at en godkendt uddannelse eller et godkendt uddannelsesudbud overdrages uden prækvalifikation fra den udbydende videregående uddannelsesinstitution til en anden videregående uddannelsesinstitution, jf. stk. 2-4.
Stk. 2. Overdragelse uden prækvalifikation forudsætter, at den modtagende uddannelsesinstitution viderefører uddannelsen eller uddannelsesudbuddet inden for samme geografiske område, efter de regler, der gælder for uddannelsen eller uddannelsesudbuddet på den afgivende institution. Ved samme geografiske område forstås den nuværende udbudsby eller en placering i det nærliggende område, hvor der i den oprindelige godkendelse er vurderet at være et behov for uddannelsen eller uddannelsesudbuddet. Den afgivende uddannelsesinstitution, den konkrete uddannelse eller det konkrete uddannelsesudbud skal være positivt akkrediteret. Endvidere skal den modtagende uddannelsesinstitution være positivt institutionsakkrediteret på overdragelsestidspunktet.
Stk. 3. Uddannelsen eller uddannelsesudbuddets fagområde skal ligge inden for de videnskabelige områder eller fagområder, som den modtagende institution udbød uddannelser inden for, da institutionsakkrediteringen blev påbegyndt, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Ligger uddannelsen eller uddannelsesudbuddet uden for de videnskabelige områder eller fagområder, som den modtagende institution udbød uddannelser inden for, da institutionsakkrediteringen blev påbegyndt, kan uddannelses- og forskningsministeren betinge overdragelsen af, at uddannelsen eller uddannelsesudbuddet opnår en positiv afgørelse i forhold til kriterier for uddannelsens videngrundlag og fysiske faciliteter, jf. § 12 og § 13. Overdragelsen kan også godkendes, hvis uddannelses- og forskningsministeren vurderer, at den modtagende uddannelsesinstitution har godtgjort, at institutionen har sikret et tilstrækkeligt videngrundlag, herunder et bæredygtigt fagligt miljø til at understøtte uddannelsen eller uddannelsesudbuddet.«
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2023.
/ Charlotte Løchte