I medfør af § 4 a, § 7 a, § 8, stk. 1, § 30, § 45, og § 59, stk. 4, i lov om kemikalier, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 24. juni 2014, og efter forhandling med skatteministeren, fastsættes efter bemyndigelse:
Den til enhver tid gældende EF forordning om stoffer, der nedbryder ozonlaget/NREF/SN502/2)/, fastlægger minimumsniveauet for reguleringen af kontrollerede stoffer.
Denne bekendtgørelse regulerer de kontrollerede stoffer, der er nævnt i stk. 2, og varer, herunder anlæg, der indeholder kontrollerede stoffer, eller hvis funktion er afhængig af disse stoffer.
Stk. 2. De kontrollerede stoffer er følgende kemiske stoffer og disses isomere, både alene og i blanding med andre stoffer, såfremt indholdet udgør mere end 1 vægtprocent:
Alle CFC-er (fuldt halogenerede chlorfluorcarboner).
Tetrachlormethan.
Trichlorethan.
Alle haloner (fuldt halogenerede bromfluorcarboner, bromchlorcarboner og bromchlorfluorcarboner).
Alle HBFC-er (hydrobromfluorcarboner).
Alle HCFC-er (hydrochlorfluorcarboner).
Methylbromid.
Bekendtgørelsen omfatter ikke
kontrollerede stoffer, der anvendes som råmateriale til fremstilling af kemiske stoffer, der ikke er omfattet af denne bekendtgørelse, og
dosisinhalatorer og lægemiddelpumper med indhold af kontrollerede stoffer.
Erhvervsmæssig anvendelse af kontrollerede stoffer, der ikke er genvundne, er forbudt, jf. dog stk. 2, 2. pkt.
Stk. 2. Erhvervsmæssig anvendelse af alle haloner, nye og genvundne, er forbudt. Det er dog tilladt at anvende haloner i fly.
Det er forbudt erhvervsmæssigt at påfylde eller at lade påfylde kontrollerede stoffer, der ikke er genvundne, på varer, herunder anlæg.
Stk. 2. Påfyldning med alle haloner, nye og genvundne, er forbudt. Det er dog tilladt at fylde genvundne haloner
på anlæg i fly, og
på håndholdte brandslukkere til fly.
Stk. 3. Virksomheder, der fylder halon på anlæg i fly, jf. stk. 2, nr. 1, eller på håndholdte brandslukkere til fly, jf. stk. 2, nr. 2, skal senest den 20. januar i det efterfølgende år orientere Miljøstyrelsen om påfyldte mængder af anvendte typer af halon.
Erhvervsmæssig eksport af varer, herunder anlæg, der ikke er kemiske produkter, og som indeholder kontrollerede stoffer, er forbudt. Forbudet omfatter ikke eksport af fly og skibe.
Stk. 2. Erhvervsmæssig salg af varer, herunder anlæg, der ikke er kemiske produkter, og som indeholder ikke genvundne kontrollerede stoffer, er forbudt, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Det er dog tilladt at videresælge varer i Danmark, der
ved førstegangssalg opfyldte danske krav, eller
ved førstegangssalg i EU opfyldte krav, der sikrer et tilsvarende beskyttelsesniveau med hensyn til ozonlagsnedbrydende stoffer.
Varer, herunder anlæg, som indeholder kontrollerede stoffer, og som er anskaffet lovligt, kan fortsat anvendes, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Det er forbudt at være i besiddelse af mobile og stationære brandslukningsanlæg med indhold af haloner, medmindre anlægget er fast installeret i et fly eller i et udenlandsk registreret køretøj eller skib.
Servicering, vedligeholdelse eller demontering af
køle-, luftkonditionerings- og varmepumpeanlæg,
udstyr, der indeholder kontrollerede stoffer som opløsningsmidler, og
brandsikringssystemer og brandslukkere
skal udføres så det sikres, at kontrollerede stoffer genvindes med henblik på genanvendelse eller regenerering eller genvindes med henblik på destruktion.
Stk. 2. Den, der servicerer, vedligeholder eller demonterer køle-, luftkonditionerings- eller varmepumpeanlæg, jf. stk. 1, nr. 1, skal opfylde Arbejdstilsynets til enhver tid gældende regler om uddannelse og kvalifikationer vedrørende anvendelse af trykbærende udstyr.
Stk. 3. Den, der servicerer, vedligeholder eller demonterer anlæg eller udstyr, der er omfattet af stk. 1, skal have kendskab til kravene i denne bekendtgørelse og til foranstaltninger, der kan hindre eller begrænse udslip af kontrollerede stoffer.
Stk. 4. Virksomheder, som udfører arbejde med kontrollerede stoffer omfattet af stk.1, skal sikre, at arbejdet udføres af personer, der opfylder kravene i stk. 2 og 3.
Stk. 5. Den, som lader arbejde omfattet af stk. 1 udføre, skal sikre, at arbejdet udføres af personer eller virksomheder, der opfylder kravene i stk. 2 og 3.
Tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i denne bekendtgørelse og med overholdelse af forordningen om ozonlagsnedbrydende stoffer udøves af Miljøstyrelsen, jf. kapitel 10 i lov om kemiske stoffer og produkter. De statslige told- og skattemyndigheder bistår Miljøstyrelsen med kontrollen. Søfartsstyrelsen fører kontrol med overholdelse af § 7, stk. 2, og indberetter overtrædelser til Miljøstyrelsen.
Stk. 2. Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde tillade, at reglerne i bekendtgørelsen fraviges, herunder tillade
at haloner anvendes til kritisk anvendelse, jf. forordningen om ozonlagsnedbrydende stoffer, artikel 4, stk. 4, nr. iv,
at kontrollerede stoffer anvendes til formål, hvor mindre miljø- eller sundhedsmæssige belastende alternativer ikke er til rådighed, og hvor anvendelsen vurderes at være at væsentlig betydning,
at HCFC anvendes til laboratorieformål, herunder til forskning og udvikling, eller
at kontrollerede stoffer anvendes til formål, som indebærer, at den samlede udledning af ozonlagsnedbrydende stoffer fra det pågældende anvendelsesområde reduceres væsentligt.
Stk. 3. Miljøstyrelsens afgørelser efter stk. 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes den, der overtræder § 4, § 5, § 6, stk. 1-2, § 7, stk. 2, § 8 eller overtræder vilkår fastsat i tilladelser i medfør af § 9, stk. 2, med bøde.
Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
voldt skade på menneskers liv eller sundhed eller fremkaldt fare derfor,
voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor, eller
opnået en tilsigtet økonomisk fordel, herunder besparelser for den pågældende selv eller andre.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. december 2015.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 243 af 19. april 2002 om af visse ozonlagsnedbrydende stoffer ophæves.
Stk. 3. Dispensationer, der er meddelt i henhold til de tidligere gældende regler, vedbliver at være gældende, indtil de ophører i overensstemmelse med deres indhold, eller indtil der træffes ny bestemmelse i henhold til denne bekendtgørelse. Overtrædelser af dispensationernes vilkår straffes efter de hidtil gældende regler.
/ Peter Østergård Have
Officielle noter