Bekendtgørelse om vederlag m.v. til medlemmer af
kommunale selvstyrehavnes bestyrelser
I medfør af § 9, stk. 9, i lov nr. 326 af 28. maj 1999 om havne (havneloven) fastsættes:
For deltagelse i møder i en kommunal selvstyrehavns havnebestyrelse ydes der medlemmerne, bortset fra formanden, diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a, stk. 2 og 3, i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 2. Hvis havnens årlige godsomsætning overstiger 0,1 mio. t, eller hvis havnen har landinger af fisk til en årlig landingsværdi på over 100 mio. kr., kan kommunalbestyrelsen beslutte, at der i stedet for diæter og erstatninger for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ydes hver af medlemmerne et fast vederlag udgørende indtil 18.000 kr. årligt.
Stk. 3. Hvis havnens årlige godsomsætning overstiger 0,5 mio. t, eller hvis havnen har landinger af fisk til en årlig landingsværdi på over 200 mio. kr., kan kommunalbestyrelsen beslutte, at vederlaget kan udgøre indtil 35.000 kr. årligt, jf. stk. 2.
Stk. 4. De i stk. 2 og 3 anførte maksimale vederlag reguleres efter de for tjenestemænd i staten gældende reguleringssatser. Ved reguleringen anses de anførte beløb som grundbeløb pr. 1. oktober 1997.
Stk. 5. En beslutning efter stk. 2 og 3 skal omfatte samtlige havnebestyrelsens medlemmer bortset fra formanden.
Stk. 6. Til stedfortrædere for medlemmer af havnebestyrelsen ydes diæter og tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 1.
Til havnebestyrelsens formand ydes et fast vederlag, som fastsættes af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Hvis havnens årlige godsomsætning overstiger 0,1 mio. t., eller hvis havnen har landinger af fisk til en årlig landingsværdi på over 100 mio. kr., kan vederlaget udgøre indtil 25 pct. af vederlaget til den pågældende kommunes borgmester.
Stk. 3. I andre tilfælde, end de i stk. 2 omtalte, kan vederlaget udgøre indtil 15 pct. af borgmestervederlaget.
Stk. 4. Et bestyrelsesmedlem, der på grund af formandens fravær er konstitueret som formand i en periode på mindst 2 uger, modtager i funktionsperioden vederlag svarende til formandens vederlag forholdsmæssigt for den pågældende periode. Funktionsvederlag kan højst ydes i en uafbrudt periode på 9 måneder.
Til havnebestyrelsens formand og øvrige medlemmer samt til stedfortrædere ydes udgiftsgodtgørelse i forbindelse med deltagelse i havnebestyrelsens møder efter reglerne i § 16 a, stk. 6, jf. § 16, stk. 10, i lov om kommunernes styrelse.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der ydes udgiftsgodtgørelse efter § 3 i forbindelse med deltagelse i kurser m.v., der af kommunalbestyrelsen anses for at have betydning for varetagelsen af hvervet.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan i tilknytning til en beslutning i henhold til stk. 1 yderligere beslutte, at der til bestyrelsesmedlemmer, som vederlægges efter § 1, stk. 1, samt til stedfortrædere, ydes diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med deltagelse i de nævnte kurser m.v.
I tilfælde, hvor en kommunal selvstyrehavn drives som et kommunalt fællesskab, kan fastsættelse af vederlag til formanden for havnebestyrelsen ske på grundlag af de højeste af de vederlag, som ydes til de deltagende kommuners borgmestre, dog ikke amtsborgmestre.
Fast vederlag udbetales månedsvis forud og ydes for hver påbegyndt kalendermåned. Vederlæggelsen ophører med udgangen af den måned, hvor den pågældende fratræder hvervet eller i en uafbrudt periode på tre måneder ikke har varetaget dette.
Stk. 2. Funktionsvederlag efter § 2, stk. 4, udbetales månedsvis bagud.
Kommunalbestyrelsen afgør hvert år, på grundlag af det forgangne kalenderårs omsætningstal, hvorledes havnebestyrelsen skal vederlægges, jf. §§ 1 og 2.
Stk. 2. Såfremt der alene er udbetalt diæter mv. i henhold til § 1, stk. 1, og omsætningen ved slutningen af kalenderåret berettiger til udbetaling af fast vederlag, kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning om efterregulering til bestyrelsens medlemmer.
Stk. 3. Såfremt der er udbetalt fast vederlag og den forventede omsætning ikke nås, og der derfor burde have været udbetalt diæter mv., kan kommunalbestyrelsen ikke forlange tilbagebetaling.
Alle ydelser efter denne bekendtgørelse afholdes af havnekassen, jf. havnelovens § 9, stk. 9.
Kommunalbestyrelsens beføjelser efter denne bekendtgørelse kan ikke henlægges til andre.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 2003. Samtidig ophæves Bekendtgørelse nr. 1050 af 16. december 1999, om vederlag m.v. til medlemmer af havnebestyrelser.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at udbetaling af vederlag m.v. for kalenderåret 2003 sker i henhold til de hidtil gældende regler.
/Lene B. Rasmussen