I medfør af § 5, stk. 1-3, § 64 a, stk. 1 og 2, § 65 b, stk. 5, og § 84, stk. 2, i lov om vandforsyning, m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 602 af 10. maj 2022, som ændret ved lov nr. 412 af 23. april 2024, og efter forhandling med erhvervsministeren, fastsættes:
Bekendtgørelsen gælder for visse søgående passagerskibe, jf. § 3, nr. 3, der sejler i EU-farvande under dansk flag, jf. sølovens regler herom, afsalter havvand, befordrer passagerer og fungerer som vandforsyning.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder for afsaltet havvand, der anvendes som drikkevand til passagerer.
Bekendtgørelsen fastsætter regler om følgende:
Kontrol af drikkevandskvaliteten, herunder om egenkontrol, underretning og kontrolprogrammer, som finder sted på visse søgående skibe, der afsalter havvand, befordrer passagerer og fungerer som vandforsyning.
Hvilket tilsyn der skal føres med drikkevandet på skibet.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
Drikkevand: Afsaltet havvand, der anvendes til drikkebrug, madlavning, husholdningsbrug, fødevaretilberedning eller lignende formål ombord til de søgående skibes passagerer.
Fare: En biologisk, kemisk, fysisk eller radiologisk agens i vand eller et andet aspekt af vandtilstanden, som potentielt kan skade menneskers sundhed.
Søgående passagerskibe: Passagerskibe, som defineret i regel nr. 2 i FN’s Internationale Maritime Organisations (IMO) konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen (SOLAS) 1974, der sejler på havet, og befordrer flere end 12 passagerer, hvis drikkevandsforsyning til passagererne er baseret på afsaltning af havvand.
Kvalitetskravene for drikkevand på søgående skibe, der afsalter havvand, befordrer passagerer og fungerer som vandforsyning følger bilag 1 a-e, 4, 5, 6 og 7 til den enhver tid gældende bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg (drikkevandsbekendtgørelsen).
Skibsføreren eller den, skibsføreren har overdraget dette hverv skal sikre, at drikkevandet er sundt og rent. Drikkevandet anses for sundt og rent, hvis det er frit for mikroorganismer og parasitter og for ethvert stof, der, i mængder eller koncentrationer, udgør en potentiel fare for menneskers sundhed, og drikkevandet overholder de kvalitetskrav, som er fastsat i kontrolprogrammet, jf. § 6.
Skibsføreren eller den, skibsføreren har overdraget dette hverv skal kontrollere vandet ved regelmæssig kontrol. Den regelmæssige kontrol fastlægges i et kontrolprogram af Miljøstyrelsen på baggrund af oplysninger fra det søgående skib, jf. stk. 2 og gennemføres af det søgående skib.
Stk. 2. Skibsføreren eller den, skibsføreren har overdraget dette hverv skal til brug for kontrolprogrammet indsende oplysninger til Miljøstyrelsen om:
Mængde produceret drikkevand pr. dag.
Resultater af tidligere kontrolmålinger.
Information om konstruktion og virkning af produktionsanlægget.
Information om distributionssystemets konstruktion, herunder anvendte materialer.
Information om evt. anvendte vandbehandlingskemikalier.
Stk. 3. Oplysningerne efter stk. 2 skal være indsendt senest 1. november 2024.
Stk. 4. Oplysninger efter stk. 2 for søgående skibe, som på et senere tidspunkt omfattes af bekendtgørelsens anvendelsesområde, skal være indsendt til Miljøstyrelsen på et senere tidspunkt, som fastsættes af Miljøstyrelsen.
Stk. 5. Miljøstyrelsen kan kræve yderligere oplysninger udleveret fra skibsføreren eller den, skibsføreren har overdraget dette hverv, hvis det er nødvendigt af hensyn til udarbejdelsen af kontrolprogrammet.
Stk. 6. Miljøstyrelsens kontrolprogram til de søgående skibe skal indeholde følgende elementer til kontrol af opfyldelse af drikkevandskvaliteten for det afsaltede havvand:
Generelle mål og kontrolprogrammer for drikkevand, jf. drikkevandsbekendtgørelsens bilag 4.
Kontrolparametre og hyppigheder, jf. drikkevandsbekendtgørelsens bilag 5.
Prøveudtagningssteder, jf. drikkevandsbekendtgørelsens bilag 7.
Prøveudtagningsmetoder, jf. § 9 i bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger.
Stk. 7. Kontrolprogrammet skal for at bekræfte effekten af alle kontrolforanstaltninger i relation til indvinding, distribution og oplagring, omfatte et specifikt operationelt kontrolprogram for hver enkelt forsyningskæde og omfatte parametre og kontrolhyppighed, jf. drikkevandsbekendtgørelsens bilag 4, punkt 3.
Skibsføreren eller den, skibsføreren har overdraget dette hverv skal foranledige, at kontrolprøverne omfattet af kontrolprogrammet, jf. § 6, udtages af og analyseres på et laboratorium, der er akkrediteret hertil, jf. bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger.
Stk. 2. Udgifterne til kontrolprøver omfattet af kontrolprogrammet afholdes af skibet selv.
Stk. 3. Miljøstyrelsen kan i forbindelse med fastlæggelse af kontrolprogrammet helt eller delvist fravige kravet efter stk. 1, for så vidt angår udtagning og analyse af kontrolprøver, i forureningssituationer, hvor udtagning af prøve ikke kan afvente, at der sker akkreditering, eller hvor online overvågning eller lignende er hensigtsmæssig.
Der kan foretages andre kontrolmålinger ud over den kontrol, der er fastlagt i kontrolprogrammet, hvis Miljøstyrelsen foranstalter det og foretages i det omfang, Miljøstyrelsen finder det nødvendigt. Prøverne skal udtages af og analyseres på et laboratorium, jf. §7, stk. 1. Miljøstyrelsen betaler for kontrolmålingerne.
Skibsføreren eller den, skibsføreren har overdraget dette hverv skal underrette Miljøstyrelsen, hvis der udføres kontrolmålinger af drikkevandet omfattet af kvalitetskravene eller indikatorparametrene i kontrolprogrammet, og resultaterne af disse ikke er i overensstemmelse med de fastsatte krav. Skibsføreren eller den, skibsføreren har overdraget dette hverv skal foranledige, at laboratoriet, der har analyseret kontrolmålingen, straks underretter Miljøstyrelsen, hvis resultaterne af en kontrolmåling viser, at vandets kvalitet ikke er i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i kontrolprogrammet. Skibsføreren eller den, skibsføreren har overdraget dette hverv skal ligeledes straks underrette Miljøstyrelsen, hvis der konstateres andre kemiske eller mikrobiologiske forureninger i vandet. Skibsføreren eller den, skibsføreren har overdraget dette hverv skal underrette Miljøstyrelsen, hvis skibet bedømmer, at drikkevandet er sundhedsfarligt, eller der er nærliggende fare for, at vandet bliver sundhedsfarligt.
Opfylder vandet på de søgående skibe ikke de kvalitetskrav der er fastsat i kontrolprogrammet, kan Miljøstyrelsen give påbud om, at anlægget skal ophøre midlertidigt eller for bestandigt, eller om andre foranstaltninger, herunder at passagererne skal træffe sikkerhedsforanstaltninger. Endvidere kan Miljøstyrelsen påbyde, at der skal gives information eller underretning til passagererne.
Stk. 2. Opfylder vandet på de søgående skibe ikke de kvalitetskrav eller indikatorparametre, der er fastsat i kontrolprogrammet, skal Miljøstyrelsen give påbud om, at der straks på skibet skal iværksættes en undersøgelse med henblik på, at årsagen hertil påvises, og ved manglende opfyldelse af kvalitetskrav give påbud om, at skibet hurtigst muligt træffer udbedrende foranstaltninger til genoprettelse af drikkevandets kvalitet.
Stk. 3. Opfylder vandet på de søgående skibe ikke de kvalitetskrav og indikatorparametre, der er fastsat i kontrolprogrammet, skal Miljøstyrelsen give påbud om, at de søgående skibes passagerer informeres om overskridelsen, herunder om eventuelle foranstaltninger, den enkelte passager bør træffe, medmindre Miljøstyrelsen finder, at overskridelsen af kvalitetskravene eller indikatorparametrene er ubetydelig.
Stk. 4. Bedømmes vandet på de søgående skibe at være sundhedsfarligt, eller er der efter Miljøstyrelsens skøn nærliggende fare for, at vandet kan blive sundhedsfarligt, skal Miljøstyrelsen uden unødigt ophold give påbud om, hvilke foranstaltninger efter stk. 1, der skal træffes til imødegåelse heraf.
Stk. 5. Stk. 4 gælder, uanset om kvalitetskrav eller indikatorparametre, der er fastsat i kontrolprogrammet, er overholdt.
Stk. 6. Miljøstyrelsens afgørelse af, om vandet er sundhedsfarligt, eller om der er nærliggende fare for, at vandet kan blive sundhedsfarligt efter stk. 4, skal ske efter drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed.
Stk. 7. Miljøstyrelsen kan give påbud om, at det søgående skib skal sikre, passagerernes hurtigst muligt underrettes om forhold omfattet af stk. 4, at de får nødvendig og ajourført vejledning om betingelse for forbrug og brug af vandet, og at de informeres, når det er fastslået, at vandet ikke længere er sundhedsfarligt, eller der ikke længere er fare herfor og om, at den almindelige drift er genoprettet.
Miljøstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af reglerne i denne bekendtgørelse, jf. vandforsyningslovens regler herom, herunder at påbud udstedt efter § 10 overholdes.
Miljøstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages til miljøministeren i henhold til vandforsyningslovens regler herom.
Med bøde straffes den, der:
undlader helt eller delvist at gennemføre kontrol af vand i medfør af §§ 5 og 6,
undlader at foranledige, at kontrolprøver omfattet af § 6 udtages af og analyseres på et laboratorium, der er akkrediteret hertil, jf. § 7, stk. 1,
undlader at underrette Miljøstyrelsen efter § 9, eller
undlader at følge afgørelser efter § 10.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2024.
/ Lea Frimann Hansen
Officielle noter
Stk. 8. Miljøstyrelsen udvider listen over kontrolparametre i kontrolprogrammet, hvis hensyn til passagerernes sundhed gør det nødvendigt. Prøveudtagningshyppigheder for parametre fastsættes efter forholdene.