I medfør af § 22, stk. 1, og § 27 i lov om erhvervsakademiuddannelser og professisonsbacheloruddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1343 af 10. december 2019, som ændret ved lov nr. 363 af 9. marts 2021 og lov nr. 2622 af 28. december 2021, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 3, nr. 9 og 18, i bekendtgørelse nr. 979 af 24. juni 2022 om delegation af uddannelses- og forskningsministerens beføjelser til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen:
Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i medieproduktion og ledelse er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at varetage projektledelse af medieproduktioner, markedsføring og kommunikationsopgaver. Uddannelsen retter sig mod beskæftigelse både i de forskellige mediebrancher og i andre brancher, hvor medieproduktion og markedsføring indgår som en del af virksomhedernes kommunikationsopgaver.
Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.
Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 180 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.
Stk. 2. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i medieproduktion og ledelse. Den engelske titel er Bachelor of Media Production and Management.
Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Media Production and Management.
Uddannelsen består af:
Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 105 ECTS-point.
Praktik med et samlet omfang på 30 ECTS-point.
Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 30 ECTS-point.
Bachelorprojekt på 15 ECTS-point.
Stk. 2. Uddannelsens obligatoriske elementer tilrettelægges inden for følgende kerneområder:
Medieproduktion og medieteknologier.
Projektledelse og projektstyring.
Markedsføring og kommunikation.
Forretningsforståelse.
Anvendt samfundsvidenskabelig metode og databehandling.
For uddannelsen gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2023.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 510 af 24. maj 2013 om uddannelsen til professionsbachelor i medieproduktion og ledelse ophæves.
Stk. 3. Studerende, der er begyndt på uddannelsen efter de tidligere regler, jf. stk. 2, fortsætter uddannelsen efter reglerne i denne bekendtgørelse.
/ Emma Holm
Bilag 1
Viden
Den uddannede professionsbachelor i medieproduktion og ledelse har viden om
medieproduktion og medieteknologier,
teori, metoder og anvendt praksis inden for lineær, iterativ og dynamisk projektledelse,
grundlæggende begreber, teorier og modeller inden for markedsføring og kommunikation, og kendskab til det retslige og etiske grundlag for disse fag og erhverv,
teori om organisationers struktur, kultur og ledelsesformer samt teori om forretningsmodeller,
anvendt samfundsvidenskabelig metode og
teori, metoder og anvendt praksis inden for professionen, og kan forstå og reflektere over disse.
Færdigheder
Den uddannede professionsbachelor i medieproduktion og ledelse kan
analysere og vurdere produktionen af medieindhold og tage stilling til teknologiske valg i forhold til produktion og distribution,
praktisk styre og lede medieproduktioner og projekter, ved hjælp af værktøjer til tidsstyring, budgettering og teamsamarbejde,
selvstændigt arbejde med markedsføringsfaglige metoder og modeller, og professionelt kommunikere i erhvervssammenhænge, og formidle praksisnære og faglige problemstillinger til samarbejdspartnere og interessenter,
analysere og vurdere organisationsstrukturer og forretningsmodeller og
arbejde systematisk og analytisk med indsamling af empiri, og praktisk anvende videnskabelig metode inden for både kvantitative og kvalitative undersøgelser.
Kompetencer
Den uddannede i professionsbachelor i medieproduktion og ledelse kan
udføre produktionsledelse af medieproduktioner og assistere med indholdsmæssige og tekniske aspekter af produktionerne,
planlægge, økonomistyre og lede både simple og komplekse og uforudsigelige projekter inden for medieproduktion, markedsføring og kommunikation, samt reflektere over faglige valg inden for projektledelse,
planlægge, vurdere og analysere markedsførings- og kommunikationsindsatser,
analysere og reflektere over egen rolle som projektleder i en organisatorisk eller forretningsmæssig kontekst,
lede og udføre indsamling og behandling af data til at belyse praktiske problemstillinger ud fra en systematisk samfundsvidenskabelig metode, både i studie- og arbejdssammenhæng,
deltage i fagligt og tværfagligt samarbejde, med en professionsorienteret tilgang inden for rammerne af en professionel etik og
identificere egne læringsbehov for at kontinuerlig udvikle sine kompetencer i forskellige læringsmiljøer.