I medfør af § 22 i lov nr. 207 af 31. marts 2008 om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser fastsættes:
Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i kommunikation er at kvalificere den uddannede til selvstændigt at varetage kommunikationsopgaver fra identifikation og analyse af kommunikationsbehov til udvikling af løsninger samt produktion og formidling af disse på relevante medieplatforme inden for det offentlige og private arbejdsmarked samt ved nonprofit virksomhed.
Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.
Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 210 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.
Stk. 2. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i kommunikation. Den engelske titel er Bachelor of Communication.
Stk. 3. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Communication.
Uddannelsen består af:
Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 120 ECTS-point.
Praktik med et samlet omfang på 60 ECTS-point.
Valgfri uddannelseselementer, der for den enkelte studerende har et samlet omfang på 10 ECTS-point.
Bachelorprojekt på 20 ECTS-point.
Stk. 2. Uddannelsens obligatoriske elementer tilrettelægges inden for følgende kerneområder:
Kommunikationsteori og -modeller.
Organisationsteori.
Journalistiske arbejdsmetoder til research, analyse og formidling.
Samfundsfaglige forhold, økonomi og forretningsforståelse.
Kommunikationsplanlægning og -udførelse.
Stk. 3. Praktikken tilrettelægges som 2 forløb, der hver omfatter 30 ECTS-point. Uddannelsens sidste praktikforløb er lønnet, men kan være ulønnet, når den gennemføres i udlandet, og det udenlandske praktiksted erklærer, at lønnede praktikophold ikke er sædvane i det pågældende land.
For uddannelsen gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, herunder regler om formål, niveau, videngrundlag, praktik, indhold og tilrettelæggelse, varighed og struktur, adgang, lærerkvalifikationer, prøver og eksamen, studieordning og merit.
Undervisningsministeriet kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.
Stk. 2. Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i særlige forhold.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2011.
Søren Hansen
Afdelingschef
/ Sara Thomsen
Bilag 1
Mål for læringsudbyttet omfatter den viden, de færdigheder og kompetencer, som en professionsbachelor i kommunikation skal opnå i uddannelsen.
Viden
Den uddannede professionsbachelor i kommunikation har viden om
kommunikationsteorier og -modeller og deres anvendelse i strategisk planlægning af konkrete kommunikationsopgaver til specifikke målgrupper,
kulturanalyse og organisationsteoretiske forhold i relation til kommunikation
kommunikation som led i strategisk ledelse,
journalistiske arbejdsmetoder til research, analyse og formidling samt forståelse af såvel professions praksis som anvendte teorier og metoder,
fagets juridiske og etiske rammer,
samfundsfaglige problemstillinger, herunder centrale elementer i makroøkonomi og forretningsforståelse,
videnskabsteori og paradigmer i relation til kommunikation,
innovationsprocesser og entrepreneurship,
anvendte faglige begreber og kan reflektere over professionens praksis og anvendelsen af kommunikationsfagets teori og metode samt egen arbejdsproces.
Færdigheder
Den uddannede professionsbachelor i kommunikation kan
identificere og analysere enkle og komplekse kommunikationsbehov i private og offentlige virksomheder og organisationer samt udforme løsninger på disse fra idéudvikling over færdigt produkt til måling af effekt,
identificere og analysere afsender- og modtagerroller, herunder definere målgrupper,
identificere, researche og vinkle budskaber og historier via relevante kommunikationskanaler,
vurdere et bredt spekter af kommunikationskanaler og prioritere og begrunde valg af kanal ved konkrete kommunikationsopgaver,
formidle praksisnære og faglige problemstillinger og løsninger til samarbejdspartnere og brugere,
analysere budgetter, regnskaber og forretningsplaner samt inddrage forretningsforståelse i kommunikationsløsninger,
forestå projektstyring, herunder overføre teoretiske indsigter til praktisk handling i forbindelse med innovativt projektarbejde.
Kompetencer
Den uddannede professionsbachelor i kommunikation kan
arbejde strategisk med forskellige typer af interessenter og håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer,
indgå i et professionelt samarbejde af faglig og tværfaglig karakter internt såvel som eksternt, herunder bidrage med professionel coaching og feedback,
udvikle egen og organisationers praksis, herunder i forhold til nye kommunikationsplatforme,
bidrage til organisationers kommunikative samspil med det omgivende samfund,
identificere egne læringsbehov og udvikle egen viden, færdigheder og kompetencer i relation til den kommunikationsfaglige praksis og den teknologiske og samfundsmæssige udvikling.