I medfør af § 9, stk. 1, 3. pkt., og § 9 a, stk. 2, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1142 af 11. oktober 2024, fastsættes:
Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension har for medlemmer, der bliver pensioneret i 2025, jf. § 9, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, fastsat følgende grænse for, om pensionen udbetales som en løbende månedlig pension eller som et kapitaliseret engangsbeløb:
Hvis den årlige pension med tillæg af bonuspension er beregnet til 3.450 kr. eller derunder, udbetales der et engangsbeløb beregnet som kapitalværdien af alle de fremtidige egenpensionsrettigheder.
Hvis den årlige pension med tillæg af bonuspension er beregnet til over 3.450 kr., udbetales den i månedlige rater.
Pensioner, der ved opnået folkepensionsalder vil give anledning til et kapitaliseret engangsbeløb, jf. § 9, stk. 1, 3. pkt., i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, udbetales den 1. i måneden efter opnåelse af folkepensionsalder uden mulighed for udskydelse, jf. § 9 a, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 790 af 19. juni 2024 om udbetaling af en kapitaliseret ATP-pension ophæves.
/ Martin Præstegaard