I medfør af § 29, stk. 2 og 3, § 29 a, stk. 1-4, § 46, stk. 3, § 57, stk. 1, § 59, § 61, stk. 2, og § 65, stk. 3, i lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 315 af 28. marts 2019, fastsættes efter bemyndigelse:
Bekendtgørelsen finder anvendelse for tilsagn om tilskud til ikke-produktive investeringer i projekter og aktiviteter, der fremmer eller bevarer biodiversiteten og sikrer og fremmer levesteder for truede skovtilknyttede arter, på privatejede arealer med skov, der overvejende er bevokset med hjemmehørende træarter omfattet af bilag 4.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse for tilsagn om tilskud til projekter og aktiviteter, der fremmer eller bevarer biodiversiteten og sikrer og fremmer levesteder for truede skovtilknyttede arter, på kommunalt ejede arealer med registrerede Natura 2000-skovnaturtyper.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
Tast Selv: Tast Selv som tilgås via Landbrugsstyrelsens hjemmeside.
MiljøGIS: Data over natur og miljø på webkort, der tilgås via Landbrugsstyrelsens hjemmeside.
Habitatdirektivet: Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.
Fuglebeskyttelsesdirektivet: Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle.
Den danske Rødliste: Den danske Rødliste 2019. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi: www.redlist.au.dk.
Natura 2000 skovnaturtyper: Skovnaturtyper, jf. bilag 6, som kortlagt under Natura 2000 planer og omfattet af habitatdirektivet. Placeringen af Natura 2000 skovnaturtyper fremgår af MiljøGIS.
HNV-skov: Skov med Høj NaturVærdi som kortlagt af Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Kort, der viser placering af HNV-skov kan tilgås via MiljøGIS.
Tilskudsår: Det kalenderår, som en udbetaling vedrører.
Stammediameter: Diameteren i brysthøjde, som måles 1,30 meter over jorden.
Tilstandsklasse: Naturkvaliteten af den enkelte kortlagte naturtype, som fremgår af MiljøGIS.
Projektareal: Et geografisk sammenhængende areal med skov med samme ejer.
Naturmæssigt værdifuld skov: Skov hvor der er registreret særlige værdier ved nøglebiotopsregistrering, registrering efter skovlovens § 15, natur-kvalitetskortlægning, registrering af tilstedeværelse af særlige arter og deres habitater. Dette omfatter Natura 2000 skovnaturtyper, HNV-skov og skov med biotopregistreringer.
Biotopregistering: Registrering af biotoper foretaget af naturvidenskabeligt kvalificerede fagfolk.
Skov: Et areal anses for at være skov, hvis det er bevokset med træer, som danner eller indenfor et rimeligt tidsrum ville danne sluttet skov af højstammede træer, og hvis det som hovedregel er større end ½ ha og mere end 20 m bredt. Vurderingen baseres på et skovbrugsfagligt skøn over bevoksningsgrad og -type.
Landbrugsstyrelsen kan give tilsagn om tilskud til investeringer til følgende projekttyper, jf. dog §§ 6 og 7:
Forberedelse til skovgræsning, såfremt Landbrugsstyrelsen samtidig giver tilsagn om 5-årigt tilskud til skovgræsning, jf. § 4.
Etablering af naturlige vandstandsforhold, inklusiv teknisk forundersøgelse.
Rydning af uønsket opvækst som nævnt på bilag 5. Der kan gives tilsagn om tilskud til rydning af samme areal igen 5 år efter, at der sidst blev ydet tilskud til rydning.
Indsats i skove i form af forbedrende tiltag for arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV, fuglebeskyttelsesdirektivet, eller arter optaget på den danske rødliste.
Landbrugsstyrelsen kan give tilsagn om 5-årigt tilskud til aktiviteten skovgræsning, jf. dog §§ 6 og 7.
Stk. 2. Skoven på skovgræsningsarealet skal drives som ved ekstensiv skovdrift, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, dog uden foryngelse.
Landbrugsstyrelsen kan give tilsagn om 20-årigt tilskud til følgende aktiviteter, jf. dog §§ 6 og 7:
Ekstensiv drift af skov.
Fastholdelse af etablerede naturlige vandstandsforhold, såfremt Landbrugsstyrelsen samtidig giver tilsagn om tilskud til etablering af naturlige vandstandsforhold, jf. § 3, nr. 2.
Bevaring af træer til naturligt henfald.
Stk. 2. Tilsagn om tilskud til ekstensiv skovdrift efter stk.1, nr. 1, kan ikke kombineres med tilsagn om tilskud til skovgræsning efter § 4.
Stk. 3. Landbrugsstyrelsen kan i forbindelse med tilsagn om tilskud til ekstensiv skovdrift fastsætte vilkår om anvendelse af mindre afdrifter, bevaring af træer til naturligt henfald og gentilplantning, hvis det ikke er muligt at forynge en konkret bevoksning i en naturlig foryngelse på projektarealet.
Stk. 4. Landbrugsstyrelsen kan i forbindelse med tilsagn om tilskud til ekstensiv skovdrift fastsætte vilkår om foryngelse via stævning, hvis en bevoksning er egnet til stævning og vil have naturmæssig gavn af den.
Landbrugsstyrelsen kan ikke give tilsagn om tilskud, såfremt de tilskudsberettigede projektudgifter eller aktiviteter angår et beløb, som er mindre end 10.000 kr.
Stk. 2. Tilsagn om tilskud til skovgræsning, jf. § 4, og ekstensiv skovdrift, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, kan ikke kombineres.
Landbrugsstyrelsen kan ikke give tilsagn om tilskud til investeringer på arealer, hvor ejeren har indgået driftsoverenskomst med en offentlig myndighed eller modtager driftstilskud fra en offentlig myndighed, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Der kan dog gives tilsagn om tilskud til projekter efter § 3 og skovgræsning efter § 4, på arealer, hvor der allerede er givet tilsagn om tilskud til urørt skov efter bekendtgørelse om tilskud til privat urørt skov. Ligeledes kan der gives tilsagn om tilskud til indsatser på arealer med fredskovspligtigt egekrat efter lovens § 72 efter reglerne i lovens §§ 9, 26 og 27.
Stk. 3. Landbrugsstyrelsen kan ikke give tilsagn om tilskud til projekter om rydning af uønsket opvækst, jf. § 3, nr. 3, til at bekæmpe arter, som ejer i forvejen er forpligtet til at bekæmpe, eller til arealer, hvor ejer i forvejen har pligt til at rydde opvækst.
Stk. 4. Landbrugsstyrelsen kan ikke give tilsagn om tilskud til projekter eller aktiviteter, der ikke fremmer eller bevarer biodiversiteten og sikrer og fremmer levesteder for truede skovtilknyttede arter, jf. § 1.
Det ansøgte projekt eller den ansøgte aktivitet må ikke påbegyndes, inden Landbrugsstyrelsen har givet tilsagn om tilskud til projektet eller aktiviteten.
Stk. 2. Endvidere må projekter om etablering af naturlige vandstandsforhold efter § 3, nr. 2, og projekter om bevaring af træer til naturligt henfald efter § 5, stk. 1, nr. 3, ikke påbegyndes, før Miljøstyrelsen har truffet afgørelse om fredskovspligt for projektarealet efter lovens § 4.
Alle ansøgninger skal overholde kravene til projekt eller aktivitet i bilag 2, punkt A.
Stk. 2. Forberedelse af skovgræsning, jf. § 3, nr. 1, skal opfylde kravene til projektet, jf. bilag 2, punkt B.
Stk. 3. Etablering af naturlige vandstandsforhold, jf. § 3, nr. 2, skal opfylde kravene til projektet, jf. bilag 2, punkt C.
Stk. 4. Rydning af uønsket opvækst som nævnt i bilag 5, jf. § 3, nr. 3, skal opfylde kravene til projektet, jf. bilag 2, punkt D.
Stk. 5. Indsats i skove i form af forbedrende tiltag for arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV, fuglebeskyttelsesdirektivet, eller arter optaget på den danske rødliste, jf. § 3, nr. 4, skal opfylde kravene til projektet, jf. bilag 2, punkt E.
Stk. 6. Bevaring af træer til naturligt henfald, jf. § 5, stk. 1, nr. 3, skal opfylde kravene nævnt på bilag 2, punkt F.
Landbrugsstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravene i § 9, såfremt det er nødvendigt i forhold til sikkerhed eller sundhed for mennesker, husdyr eller bebyggelse, og ved bekæmpelse af invasive arter.
Tilsagn om tilskud kan gives til private ejere af arealer med skov, der overvejende er bevokset med hjemmehørende træarter omfattet af bilag 4, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Tilsagn om tilskud kan endvidere også gives til kommunalt ejerede arealer med registrerede Natura 2000-skovnaturtyper.
Ansøgning om tilsagn om tilskud til skov med biodiversitetsformål skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen i perioden fra den 16. marts til den 31. august 2021.
Stk. 2. Der skal indgives en ansøgning for hvert projektareal.
Ansøgning om tilsagn om tilskud til forberedelse til skovgræsning og tilsagn om 5-årigt tilskud til skovgræsning med husdyr, jf. § 3, nr.1, og § 4, skal vedlægges dokumentationen nævnt i bilag 1, punkt a og b.
Stk. 2. Ansøgning om tilsagn om tilskud til etablering af naturlige vandstandsforhold, jf. § 3, nr. 2, skal vedlægges dokumentationen nævnt i bilag 1, punkt a og c.
Stk. 3. Ansøgning om tilsagn om tilskud til rydning af uønsket opvækst som nævnt på bilag 5, jf. § 3, nr. 3, skal vedlægges dokumentationen nævnt i bilag 1, punkt a og d.
Stk. 4. Ansøgning om tilsagn om tilskud til indsats i skove i form af forbedrende tiltag for arter omfattet af habitatdirektivet, bilag IV, jf. § 3, nr. 4, skal vedlægges dokumentationen nævnt i bilag 1, punkt a og e.
Stk. 5. Ansøgning om tilsagn om 5-årigt tilskud til skovgræsning med husdyr, jf. § 4, skal vedlægges dokumentationen nævnt i bilag 1, punkt a.
Stk. 6. Ansøgning om tilsagn om 20-årigt tilskud til ekstensiv drift af skov, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, skal vedlægges dokumentationen nævnt i bilag 1, punkt a.
Stk. 7. Ansøgning om tilsagn om 20-årigt tilskud til fastholdelse af etablerede naturlige vandstandsforhold, jf. § 5, stk. 1, nr. 2, skal vedlægges dokumentationen nævnt i bilag 1, punkt a.
Stk. 8. Ansøgning om tilsagn om 20-årigt tilskud til bevaring af træer til naturligt henfald, jf. § 5, stk. 1, nr. 3, skal vedlægges dokumentationen nævnt i bilag 1, punkt a og f.
Stk. 9. Ved ansøgning efter stk. 1-4 skal der indsendes to direkte sammenlignelige tilbud for udgifter over 50.000 kr. Tilbud er direkte sammenlignelige, når de enkelte poster fremgår af tilbuddene, og disse er afgivet af uafhængige leverandører med forskellige CVR-numre. Tilbuddene skal omfatte sammenlignelige varer eller tjenesteydelser. Landbrugsstyrelsen kan dispensere fra kravet om direkte sammenlignelige tilbud i 1. pkt., hvis der alene findes én leverandør af den konkrete vare eller tjenesteydelse. Ansøgers begrundelse for kun at vedlægge et tilbud skal fremgå af ansøgningen.
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om helt eller delvist afslag på en ansøgning, hvis
de påkrævede oplysninger i ansøgningen, jf. § 13, ikke er afgivet,
ansøgningen ikke er tilstrækkeligt oplyst,
projektet eller aktiviteten ikke opfylder kravene til et sådant, jf. § 9,
de bevillingsmæssige rammer er opbrugt, eller
ansøger har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. Ved ansøgning om tilsagn om tilskud efter § 3 træffer Landbrugsstyrelsen afgørelse om afslag, hvis de ansøgte udgifter ikke er tilskudsberettigede, jf. § 20. Der træffes ligeledes afgørelse om afslag på ansøgning om tilsagn om tilskud efter § 3, hvis de anslåede tilskudsberettigede udgifter ikke svarer til markedsprisen for den pågældende vare eller tjenesteydelse sammenholdt med projektbeskrivelsen og omfanget og arten af varen eller tjenesteydelsen.
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om tilsagn eller afslag på ansøgning om tilskud på grundlag af prioritering inden for de bevillingsmæssige rammer.
Stk. 2. Ansøgninger om tilskud til skov med biodiversitetsformål prioriteres efter pointsystemet i bilag 7 således, at projekter og aktiviteter med højere pointscore går forud for projekter og aktiviteter med lavere pointscore.
Stk. 3. Ved pointlighed mellem to eller flere ansøgninger prioriteres projekter og aktiviteter på fredskovsarealer forud for projekter og aktiviteter på ikke-fredskovsarealer. I tilfælde af fortsat lighed prioriteres projekter og aktiviteter med størst andel naturmæssigt værdifuld skov på projektarealet forud for projekter og aktiviteter med mindre andel naturmæssigt værdifuld skov på projektarealet. I tilfælde af fortsat lighed prioriteres projekter og aktiviteter således, at større projektarealer går forud for mindre projektarealer.
Stk. 4. Hvis der efter den foretagne prioritering i henhold til stk. 2 og 3 fortsat er lighed mellem ansøgninger, bliver de resterende ansøgninger udvalgt på baggrund af en lodtrækning.
Landbrugsstyrelsen tinglyser en servitut om naturlige vandstandsforhold, jf. § 3, nr. 2, og om bevaring af træer til naturligt henfald, jf. § 5, stk. 1, nr. 3, på ejendomme indenfor projektarealet. Landbrugsstyrelsen afholder udgifter til tinglysning.
Stk. 2. Servitutter om naturlige vandstandsforhold skal indeholde følgende:
Projektarealet skal permanent henligge som område med naturlige vandstandsforhold i overensstemmelse med tilsagnet.
Tilsagnet tinglyses med servitutten.
Stk. 3. Servitutter om bevaring af træer til naturligt henfald skal indeholde følgende:
Tilsagn tinglyses med servitutten. Servitut kan aflyses, når alle træerne er helt nedbrudte og ikke længere kan erkendes.
GPS-positionerne for de udpegede træer til naturligt henfald skal medtages i tinglysningen.
Tilsagn om tilskud til projekter, jf. § 3, og aktiviteter, jf. §§ 4 og 5, er betinget af, at
projektet eller aktiviteten ikke påbegyndes, før tilsagnshaver har opnået tilsagn om tilskud,
tilsagnshaver er ansvarlig for, at projektet eller aktiviteten gennemføres,
tilsagnshaver ejer investeringerne i projektet eller aktiviteten,
tilsagnshaver sikrer, at kontrolmyndigheden har adgang til projektet og det fysiske projektmateriale i forbindelse med kontrol, og
tilsagnshaver opnår de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder, inden udbetaling kan finde sted.
Stk. 2. Tilsagn om tilskud til aktiviteter efter §§ 4 og 5 er betinget af, at tilsagnshaver indsender første udbetalingsanmodning senest 3 år efter tilsagnet er givet. For tilsagn, hvori der også indgår projekter efter § 3, skal første udbetalingsanmodning indsendes senest året efter afslutning af projektet.
Stk. 3. Tilsagn om tilskud til etablering til naturlige vandstandsforhold, jf. § 3, nr. 2, og tilsagn om tilskud til bevaring af træer til naturligt henfald, jf. § 5, stk. 1, nr. 3, er betinget af, at tilsagnshaver underskriver servitut, jf. § 16. Tilsagnshaver skal underskrive servitutten senest ved indsendelse af udbetalingsanmodning.
Stk. 4. Tilsagn om tilskud til bevaring af træer til naturligt henfald, jf. § 5, stk. 1, nr. 3, er betinget af, at tilsagnshaver ved anmodning om første udbetaling, indsender de registrerede GPS-positioner for de udpegede træer. Af registreringen skal det fremgå, hvilke træerne der forventes at blive skadet forsætligt.
Tilsagnshaver med tilsagn efter § 3 er forpligtet til, at
gennemføre projektet i overensstemmelse med tilsagnet,
informere om den offentlige medfinansiering af projektet, herunder skilte, jf. bilag III i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 808/2014 af 17. juli 2014,
afslutte projektet senest den dato, der er anført i tilsagnet, jf. dog § 25,
etablere projektet på tilsagnshavers eget areal,
sende udbetalingsanmodning rettidigt til Landbrugsstyrelsen, jf. § 28, stk. 3,
holde udbetalingsanmodning med tilhørende regnskabsbilag tilgængelig i mindst 5 år og seks måneder regnet fra datoen for slutudbetaling af tilskud, og
sørge for, at projekter omfattet af § 3, nr. 1, 3 og 4, ikke udsættes for væsentlig ændring, der berører dets art, mål eller gennemførelsesvilkår i 5 år fra datoen for slutudbetaling.
Tilsagnshaver med tilsagn efter §§ 4-5 er forpligtet til, at
gennemføre aktiviteten i overensstemmelse med tilsagnet,
informere om den offentlige medfinansiering af projektet, herunder skilte, jf. bilag III i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 808/2014 af 17. juli 2014,
etablere aktiviteten på tilsagnshavers eget areal,
opfylde forpligtelserne til aktiviteter, jf. bilag 3, og
indsende udbetalingsanmodning rettidigt, jf. §§ 17 og 29.
Der kan opnås tilskud til projektudgifter, som er nødvendige og direkte relaterede til projekter efter § 3. Det kan være udgifter til følgende:
Anlægsudgifter.
Udgifter til køb af materialer.
Udgifter til eksterne konsulenter, dog højest 10 pct. af de øvrige tilskudsberettigede udgifter og til en timepris på maksimalt 1.200 kr. Konsulentens udgifter til rejser, kørsel, fortæring og repræsentation skal være indeholdt i timeprisen.
Løn til tilsagnshavers personale, der er beskæftiget med projektet, tillagt 15 pct. overhead, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Udgifter til løn til tilsagnshavers personale, der er beskæftiget med projektet, er kun tilskudsberettigede, hvis udgifterne ikke normalt finansieres af offentlige institutioner, offentlige virksomheder eller kommunale fællesskaber, og hvis udgifterne kan dokumenteres.
Stk. 3. Landbrugsstyrelsen kan godkende andre projektudgifter end de udgifter, der er nævnt i stk. 1, forudsat at Landbrugsstyrelsen vurderer, at de er af væsentlig betydning for gennemførelse af projektet.
Stk. 4. For udgifter over 50.000 kr. beregnes tilskuddet alene ud fra det billigste tilbud på baggrund af to direkte sammenlignelige tilbud, jf. § 13, stk. 9.
Der kan ikke opnås tilsagn om tilskud til følgende udgifter til projekter efter § 3:
Udgifter, hvortil der gives andre EU-tilskud.
Udgifter, hvortil der er modtaget tilskud fra anden offentlig myndighed.
Udgifter til køb af brugt udstyr og materiel.
Udgifter til leje og leasing af udstyr og materiel.
Udgifter til reparation af udstyr.
Udgifter til moms, medmindre denne endeligt bæres af tilsagnshaver, jf. artikel 69, stk. 3, litra c, i forordning nr. 1303/2013.
Finansierings- og pengeinstitutomkostninger, jf. artikel 69, stk. 3, litra a, i forordning nr. 1303/2013.
Advokat- og revisionsomkostninger.
Udgifter i form af naturalydelser, som omhandlet i artikel 69, i forordning nr. 1303/2013.
Udgifter vedrørende projekter, som tilsagnshaver eller en ejer af arealer i projektet er forpligtet til at gennemføre i medfør af anden lovgivning.
Udgifter, som tilsagnshaver har afholdt, inden Landbrugsstyrelsen har givet tilsagn om tilskud, jf. § 8.
Udgifter til simple genanskaffelser.
Ordinære driftsomkostninger.
Udgifter, der ikke er specificerede i budgettet.
Udgifter til at varetage sædvanlige myndighedsopgaver.
Udgifter til eget arbejde.
Udgifter til forskning og teknologisk udvikling.
Udgifter til køb af dyr.
Udgifter til køb af maskiner.
Udgifter til markedsføring.
Udgifter til køb af køretøjer.
Udgifter til vedligeholdelse af tilsagnsareal.
Landbrugsstyrelsen kan yde tilskud til 100 pct. af de tilskudsberettigede projektudgifter, jf. § 20, til projekter omfattet af § 3, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Der kan dog maksimalt ydes tilskud på 30 kr. pr. meter ved opsætning af hegn inklusiv hegnspassager, drikkevandsforsyning, rydning af opvækst, knusning af stød og eventuelle spændingsforstærkere til forberedelse til skovgræsning jf. § 3, nr. 1.
Landbrugsstyrelsen kan yde tilskud efter følgende tilskudssatser:
Til skovgræsning, jf. § 4, ydes et 5-årigt tilskud på 1.480 kr. pr. ha pr. år.
Til ekstensiv skovdrift, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, ydes et 20-årigt tilskud for:
a) 800 kr. pr. ha pr. år for bøg og eg over 100 år.
b) 450 kr. pr. ha pr. år for bøg og eg under 100 år samt øvrig skov.
a) 35 kr. pr. træ pr. år ved en stammediameter på 25-50 cm.
b) 65 kr. pr. træ pr. år ved en stammediameter på 51-75 cm.
c) 95 kr. pr. træ pr. år ved en stammediameter på over 75 cm, undtagen egetræer.
d) 125 kr. pr. træ pr. år for egetræer med en stammediameter på over 75 cm.
Stk. 2. Der kan ikke opnås tilsagn om tilskud til udgifter, hvortil der gives andre EU-tilskud eller hvortil der er modtaget tilskud fra anden offentlig myndighed.
Landbrugsstyrelsen kan efter ansøgning godkende ændringer af et projekt, jf. § 3, såfremt ændringen er i overensstemmelse med kravene til projektet, jf. § 9, og projektet ville være blevet prioriteret på ansøgningstidspunktet, jf. § 15.
Stk. 2. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af Landbrugsstyrelsen, inden ændringen må sættes i gang.
Ansøgning om ændring af et projekt, jf. § 3, skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest to måneder før den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet.
Stk. 2. Ansøgning om forlængelse af projektperioden skal dog være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest 10 dage før den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet.
Stk. 3. Ændring af projektets slutdato kan godkendes af Landbrugsstyrelsen, dog ikke ud over den 31.
december 2024.
Stk. 4. Tilsagnsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændring af et projekt.
Stk. 5. Ansøgning om ændringer af projektet skal vedlægges opdateret kortgrundlag og præcise oplysninger om den påtænkte ændring.
Landbrugsstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde godkende ændringer af en aktivitet efter §§ 4 og 5, såfremt ændringen er i overensstemmelse med kravene til aktiviteten i bilag 2.
Stk. 2. Ansøgning om ændring af en aktivitet skal godkendes af Landbrugsstyrelsen, inden ændringen må sættes i gang.
Stk. 3. Tilsagnsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændring af aktiviteten.
Landbrugsstyrelsen, kan efter ansøgning, tillade, at tilsagn om tilskud i forbindelse med ejerskifte overdrages til en anden, der ifølge § 11 kan være tilsagnshaver. Ansøgning om overdragelse af et tilsagn skal godkendes af Landbrugsstyrelsen, inden overdragelse af projektet kan finde sted.
Stk. 2. Den, der får overdraget tilsagnet, overtager alle rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet.
Stk. 3. Ansøgning efter stk. 1 skal indgives på et særligt skema, der kan findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.
Udbetaling af tilskud til projekter efter § 3 sker på baggrund af tilsagnshavers opgørelse over betalte og dokumenterede tilskudsberettigede udgifter. Tilskuddet udbetales i én samlet udbetaling.
Stk. 2. Anmodning om udbetaling af tilskud skal vedlægges:
Udbetalingsskemaet, hvor de påkrævede oplysninger er afgivet.
Eventuelle nødvendige tilladelser og dispensationer til projektet fra offentlige myndigheder.
Alle udgiftsbilag.
Eventuelle opdaterede kortbilag over projektarealet.
Stk. 3. Anmodning om udbetaling skal være modtaget i Landbrugsstyrelsen senest tre måneder efter den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet.
Stk. 4. Alle udgifter skal være afholdt og betalt af tilsagnshaver senest på tidspunktet, hvor udbetalingsanmodningen indsendes.
Stk. 5. Tilskuddet udbetales i én samlet udbetaling.
Anmodning om udbetaling af tilskud til aktiviteter efter §§ 4 og 5 skal indgives på et særligt skema, Fællesskema, der indgives efter bestemmelserne i den til enhver tid gældende bekendtgørelse om markblok, elektronisk fællesskema og elektroniske tilsagnsskemaer.
Stk. 2. Tilskud efter §§ 4 og 5 for et tilskudsår udbetales efter udløb af tilskudsåret i én samlet udbetaling.
Landbrugsstyrelsen overfører tilskud til tilsagnshaverens NemKonto.
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud, hvis
tilsagnshaver har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,
tilsagnshaver tilsidesætter sine pligter efter lovens § 50, § 56, stk. 2, eller § 59,
hele projektet eller væsentlige dele af projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med tilsagnet, jf. dog §§ 32 og 36, eller
et eller flere kriterier for støtteberettigelse i § 17 ikke er opfyldt.
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om en forholdsmæssig nedsættelse af tilskuddet ved manglende opfyldelse af en forpligtelse, jf. § 18, jf. dog §§ 33-35.
Stk. 2. Stk. 1 finder kun anvendelse for overtrædelser, hvor projektet efter Landbrugsstyrelsens vurdering forsat lever op til kravene til projektet, jf. § 9. Hvis projektet efter Landbrugsstyrelsens vurdering ikke lever op til kravene til projektet, jf. § 9, træffer Landbrugsstyrelsen afgørelse om, at tilsagnet bortfalder.
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om nedsættelse af tilskuddet som følger, hvis projektet, jf. § 3, afsluttes senere end datoen angivet i tilsagnet:
1-30 kalenderdage for sen afslutning af projektet medfører 5 pct. nedsættelse.
31-60 kalenderdage for sen afslutning af projektet medfører 10 pct. nedsættelse.
61-90 kalenderdage for sen afslutning af projektet medfører 15 pct. nedsættelse.
Mere end 90 kalenderdage for sen afslutning af projektet medfører bortfald af tilsagn.
Stk. 2. Landbrugsstyrelsen træffer afgørelsen om nedsættelse af udbetalingen med 1 pct. pr. kalenderdag ved for sent modtaget anmodning om udbetaling, jf. § 28, stk. 3, til og med den 20. kalenderdag.
Stk. 3. Ved en forsinkelse på mere end 20 kalenderdage træffer Landbrugsstyrelsen afgørelsen om 100 pct. nedsættelse af udbetalingen og bortfald af tilsagn, herunder også tilsagn efter § 4 og § 5, stk. 1, nr. 2.
Stk. 4. Finder både stk. 1, nr. 4, og stk. 2 eller 3, anvendelse, sanktioneres i henhold til stk. 1, nr. 4.
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om en proportionel nedsættelse af den samlede værdi af de tilskudsberettigede udgifter, der skulle have været i udbud, såfremt hele projektet eller dele af projektet er omfattet af lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren, og denne ikke er overholdt.
Landbrugsstyrelsen kræver tilskuddet delvist tilbagebetalt, hvis projektet ikke opretholdes i 5 år fra datoen for slutudbetaling. jf. § 18, nr. 6. Der anvendes følgende procentsatser:
Hvis projektet kun er opretholdt i 0-18 måneder kræves 80 pct. af tilskuddet tilbagebetalt.
Hvis projektet kun er opretholdt i 19-36 måneder kræves 40 pct. af tilskuddet tilbagebetalt.
Hvis projektet kun er opretholdt i 37-60 måneder kræves 20 pct. af tilskuddet tilbagebetalt.
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om nedsættelse af tilskuddet eller bortfald af tilsagn ved manglende opfyldelse af en forpligtelse, jf. § 19. Træffer Landbrugsstyrelsen afgørelse om bortfald af tilsagn, kan der ligeledes træffes afgørelse om tilbagebetaling af tilskud.
Ved for sen indsendelse af anmodning om udbetaling, jf. §§ 19 og 29, bortfalder tilskuddet for det pågældende tilskudsår. Ved gentagne forsinkelser kan Landbrugsstyrelsen træffe afgørelse om bortfald af tilsagn.
Landbrugsstyrelsen træffer afgørelse om nedsættelse af den samlede værdi af de tilskudsberettigede udgifter, hvis der konstateres manglende overholdelse af skiltning, jf. § 18, nr. 2, og § 19, nr. 2, og som beskrevet i bilag III i Kommissionens Gennemførelsesforordning (EU) nr. 808/2014 af 17. juli 2014. Beløbet, der nedsættes med, udgør 1. pct., men kan dog maksimalt udgøre 50.000 kr.
Ansøgninger om tilsagn om tilskud skal indgives til Landbrugsstyrelsen via et særligt skema på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.
Stk. 2. Anmodning om udbetaling af tilskud til projekter, jf. § 3, skal indsendes via e-mail.
Stk. 3. Anmodning om udbetaling af tilskud til aktiviteter, jf. §§ 4 og 5, skal indgives via Tast Selv, jf. § 29.
Stk. 4. Ansøgninger om projektændringer og om overdragelser skal indsendes via e-mail.
Stk. 5. Al øvrig skriftlig kommunikation skal ske via e-mail.
Stk. 6. Ansøgere, der er bosat uden for Danmark, er undtaget fra kravet om digital ansøgning.
Landbrugsstyrelsen forestår den fysiske og administrative kontrol af projekter og aktiviteter, der modtager tilskud.
Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet efter reglerne i lovens § 62 og § 63. Klagen skal indgives skriftligt til Landbrugsstyrelsen og skal være indgivet senest 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. marts 2021.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for tilsagn, der er givet i medfør af bekendtgørelse nr. 542 af 28. april 2020, og for ansøgninger om tilsagn, som er indgivet i medfør heraf og som ikke er færdigbehandlede.
/ Kardo Filip Georgiev
Bilag 1
a: Alle ansøgninger skal vedlægges:
Ansøgningsskemaet, hvor de påkrævede oplysninger er afgivet.
Indtegning af projektarealet i MiljøGIS.
Oversigtskort, der viser skovens beliggenhed og arealets beliggenhed i skoven.
Detailkort, der viser arealet i hele sin udstrækning (pdf). Som baggrundskort skal der anvendes et forårsluftfoto uden blade på træerne. Målestoksforholdet skal ligge indenfor intervallet 1:2.000 til 1:5.000. Eventuelle arealer i projektet med kortlagte Natura 2000 skovnaturtyper, HNV og grøn driftplan skal fremgå af kortet.
Skovkort og bevoksningsliste.
Grøn driftsplan for ejendomme med en skovbevoksning på over 100 ha, og for ejendomme med en skovbevoksning på over 200 ha, hvis der indgår kortlagte Natura 2000 skovnaturtyper.
Kopi af indsendte ansøgninger om eventuelle nødvendige tilladelser og dispensationer fra offentlige myndigheder samt kvittering for modtagelse.
Eventuel fuldmagt til en konsulent.
Såfremt projektarealet ikke indeholder arealer beliggende i en skov inden for Natura 2000 skovnaturtyper eller skovnaturtyper med kortlagt HNV, skal der i muligt omfang vedlægges dokumentation for biotopregistrering. Dokumentation skal være i form af nøglebiotopsregistrering, registrering efter skovlovens § 15, natur-kvalitetskortlægning, eller registrering af tilstedeværelse af særlige arter og deres habitater.
b: Ansøgninger om tilskud til forberedelse til skovgræsning og skovgræsning skal desuden vedlægges:
Kort med angivelse af placering af hegn og angivelse af den samlede hegnslængde, samt oplysninger om elforsyning, antal drikkekopper, drikkevandsforsyning og fangfold. Anvendes færiste, klaplåger eller anden sikring, skal ansøgningen vedlægges oplysninger om dette.
To direkte sammenlignelige tilbud for udgifter over 50.000 kr.
Specificeret budget.
Kort over område, der skal afgræsses.
For Natura 2000 områder skal vedlægges en plejeplan, hvoraf græsningsform og intensitet skal fremgå, hvis det forefindes.
c: Ansøgninger om tilskud til etablering af naturlige vandstandsforhold skal desuden vedlægges:
To direkte sammenlignelige tilbud for udgifter over 50.000 kr.
pecificeret budget.
Fredskovsrids i form af et kort, som viser indtegning af det areal, der ønskes pålagt fredskovspligt, hvis arealet ikke allerede er fredskovspligtigt.
d: Ansøgninger om tilskud til rydning af uønsket opvækst skal desuden vedlægges:
To direkte sammenlignelige tilbud for udgifter over 50.000 kr.
Specificeret budget.
Oplysning om, hvorvidt det ventes, at rydningen kan generere nettoindtægter fra salg af det ryddede plantemateriale.
e: Ansøgninger om tilskud til indsats i skove til fastholdelse og forbedring af levesteder for truede arter, herunder arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV, fuglebeskyttelsesdirektivet, og den danske rødliste skal desuden vedlægges:
To direkte sammenlignelige tilbud for udgifter over 50.000 kr.
Specificeret budget.
Dokumentation for arternes tilstedeværelse f.eks. i form af Natura 2000 udpegningsgrundlag, eller udtalelse fra kommune eller organisation, eller fra andre med kvalificeret kendskab til arternes levesteder.
f: Ansøgninger om tilskud til bevarelse af træer til naturligt henfald skal desuden vedlægges:
En liste med angivelse af antal træer, træart og diameterklasse. Der kan ikke udbetales tilskud til flere eller større træer end ansøgt.
Fredskovsrids i form af et kort, som viser indtegning af det areal, der ønskes pålagt fredskovspligt, hvis arealet ikke allerede er fredskovspligtigt.
Bilag 2
Punkt A
Grundkrav til projekter og aktiviteter
– Projektarealet er minimum 0,50 ha.
– Projektarealet må ikke indeholde huse, have eller veje.
– Hovedtræarten på det enkelte delareal skal være mindst 50 år gammel.
Punkt B
Krav til forberedelse til skovgræsning, jf. § 3, nr. 1:
– Hegn skal opsættes på arealet.
– Hegnstypen skal passe til de husdyrstyper, der skal græsse arealet.
– Hegnet skal vedligeholdes på en sådan måde, at det opfylder kravet om at holde græssende husdyr inde i skovgræsningen i hele opretholdelsesperioden.
Punkt C
Krav til etablering af naturlige vandstandsforhold, jf. § 3, nr. 2:
– Arealet skal have naturmæssigt gavn af hævede vandstande.
Krav til forundersøgelsen:
– Den tekniske forundersøgelse skal omfatte undersøgelser, der i tilstrækkeligt omfang beskriver tekniske og biologiske forhold af betydning for etablering af naturlige vandstandsforhold, hævet vandstand, herunder størrelse af det påvirkede areal, påvirkning af jordbundsforhold, topografi, flora og fauna, og eventuel påvirkning af tilgrænsende områder.
– Den tekniske forundersøgelse skal resultere i et kort, der viser de foranstaltninger, der laves, herunder grøfter og dræn før og efter etablering af de ændrede vandstandsforhold.
Krav til etableringen:
– Projektet skal helt eller delvist genskabe områdets naturlige vandstandsforhold gennem at hæve vandstanden.
Punkt D
Krav til rydning af uønsket opvækst, jf. § 3, nr. 3:
– Arealet skal have naturmæssigt gavn af rydningen, herunder at rydningen ikke negativt må påvirke skovtilknyttede arter, der er beskyttede efter Habitatdirektivet (Bilag IV-arter), Fuglebeskyttelsesdirektivet eller arter på den danske rødliste.
– Rydning skal være af invasive arter, jf. bilag 5, der udgør en trussel mod Natura 2000-skovnaturtyper eller bevaringsværdige egekrat.
Punkt E
Krav til særlig indsats for beskyttede arter, jf. § 3, nr. 4:
– Arterne skal have naturmæssigt gavn af indsatsen.
– Indsatsen skal være rettet mod skovtilknyttede arter, der er beskyttede efter Habitatdirektivets bilag IV, Fuglebeskyttelsesdirektivet, eller arter optaget på den danske rødliste.
– Indsatsen skal bidrage til forbedring af levestederne for de konkrete arter.
Punkt F
Krav til bevaring af træer til naturligt henfald, jf. 5, stk. 1, nr. 3:
– Der skal bevares 5-20 træer pr. ha til naturligt henfald. De træer, der udpeges, må ikke kunne udgøre en risiko for færdslen på stærkt befærdede veje og stier.
– Træerne skal markeres fysisk, så de kan genfindes i skoven.
– Højst 50 % af træerne på et ansøgt areal må stå i de yderste 20 m af skoven (ydre skovbryn).
– Træerne skal have en stammediameter på mindst 25 cm og skal udgøre en del af kronetaget i bevoksningen.
– Træerne skal være hjemmehørende, jf. bilag 4.
– For Natura 2000-arealer skal træerne være hovedtræer for skovnaturtypen, jf. bilag 6.
Bilag 3
Forpligtelser ved skovgræsning, jf. § 4:
– Arealet skal have naturmæssigt gavn af græsningsdrift.
– Græsningen skal ske med husdyr i form af kvæg, bison, får eller heste. Svin og geder kan kun undtagelsesvis anvendes efter godkendelse af Landbrugsstyrelsen.
– Der må ikke tilskudsfordres på arealet, og dyrene må ikke kunne tilgå tilskudsfoder uden for tilsagnsarealet.
– Arealet skal afgræsses i tilsagnsperioden.
– Græsningen skal foretages på helårsbasis. Landbrugsstyrelsen kan dog give dispensation til at græsningen for en periode kan afbrydes af dyreværnsmæssige årsager, herunder i perioder hvor føde ikke er tilgængelig på arealet.
Forpligtelser ved ekstensiv skovdrift, jf. § 5, stk. 1, nr. 1:
Krav til foryngelse:
– Ved foryngelse skal arealet forynges baseret på naturligt frøfald, og der må ikke foretages supplerende såning og plantning. Der må dog foretages supplerende såning eller plantning de steder, hvor den naturlige foryngelse ikke indfinder sig efter 2 år fra frøfald. Dette kræver dog godkendelse fra Landbrugsstyrelsen. Såningen eller plantning skal i så fald foretages med hovedtræarterne i den oprindelige bevoksning med op til 10 % indblanding af øvrige hjemmehørende træ- og buskarter, jf. bilag 4.
Krav til jordbunden:
– Jordbunden skal være uforstyrret af maskinel påvirkning. Jordbunden må dog højst forstyrres på 1/3 af arealet, herunder ved brug af jordbearbejdning eller kørsel i skovbunden med tunge maskiner.
Krav til driften af arealet:
– Der må ikke anvendes gødning, kemisk bekæmpelse eller kalkning på arealet.
– Afvandingen af arealet må ikke øges.
– Der må ikke etableres nye grøfter eller dræn. Eksisterende grøfter må dog gerne vedligeholdes.
– Eksisterende grøfter må ikke uddybes.
Krav til vedligeholdelse:
– For arealer med Natura 2000-skovnaturtyper skal det dominerende kronedække af de karakteristiske træarter for skovnaturtypen, jf. bilag 5, bevares, når der fældes træer.
– For arealer, der ikke er Natura 2000-skovnaturtyper, skal de naturligt hjemmehørende træarter, jf. bilag 4, bevares på bekostning af øvrige træarter, når der fældes træer.
– Alt dødt træ, som findes på tilsagnstidspunktet skal bevares til naturligt henfald.
– Træer med hulheder (spættehuller og større hulheder) må ikke fældes. Landbrugsstyrelsen kan dog give dispensation til, at døde træer eller træer med hulheder vil kunne fældes, hvis de udgør en sikkerhedsrisiko for mennesker eller bygninger. Træerne skal i så fald efterlades på arealet til naturligt henfald.
Forpligtelser ved fastholdelse af etablerede naturlige vandstandsforhold, jf. § 5, stk. 1, nr. 2:
– Der må ikke forsætligt ændres på tilstanden af de hævede vandstandsforhold.
Forpligtelser ved bevaring af træer til naturligt henfald, jf. 5, stk. 1, nr. 3:
– Træerne må ikke forsætligt skades. Landbrugsstyrelsen kan dog give tilladelse til, at højst 25 % af de træer, der indgår i projektet må skades forsætligt for at fremskynde naturligt henfald.
– Hvis træerne, som skal bevares, falder ned over hegn, stier, veje, fortidsminder og lignende, må de skæres op i nødvendigt omfang for at kunne skubbes/trækkes til side. Alt træ skal i så fald efterlades på stedet til naturligt henfald.
Bilag 4
Liste over hjemmehørende træarter, som bruges i forbindelse med afgrænsning af støtteberettigede arealer og tilskud til træer til naturligt henfald.
Dansk navn | Latinsk betegnelse |
---|---|
Navr | Acer campestre |
Spidsløn | Acer platanoides |
Ær (Ahorn) | Acer pseudoplatanus |
Rødel | Alnus glutinosa |
Vortebirk | Betula pendula |
Dunbirk | Betula pubescens |
Avnbøg | Carpinus betulus |
Bøg | Fagus sylvestris |
Ask | Fraxinus excelsior |
Skovæble | Magus sylvestris |
Skovfyr | Pinus sylvestris |
Bævreasp | Populus tremula |
Fuglekirsebær | Prunus avium |
Vintereg | Quercus petrea |
Stilkeg | Quercus robur |
Småbladet lind | Tilia cordata |
Bilag 5
Arter, der kan optræde invasivt, og hvor der kan søges tilskud om rydning:
Dansk navn | Latinsk betegnelse |
---|---|
Urter | |
Canadisk bakkestjerne | Conyza canadensis |
Japan-pileurt | Fallopia japonica ssp. Japonica |
Kæmpe-pileurt | Fallopia sachalinensis |
Mangebladet lupin | Lupinus polyphyllus |
Rød hestehov | Petasites hybridus |
Canadisk gyldenris | Solidago canadensis |
Sildig gyldenris | Solidago gigantea |
Vedplanter – løv | |
Arter af bærmispel: almindelig bærmispel. aksbærmispel | Amelachier lamarckii, Amelanchier spicata |
Hæk-berberis | Berberis thunbergii |
Hvid kornel | Cornus alba ssp. Stolonifera |
Bukketorn | Lycium barbarum |
Glansbladet hæg | Prunus serotina |
Gyvel | Cytisus scoparius |
Hjortetaktræ | Rhus typhina |
Robinie | Robinia pseudoacacia |
Rynket rose | Rosa rugosa |
Kamtchatka-rose | Rosa kamtchatica |
Hvid snebær | Symphoricarpos albus var. laevigatus |
Vedplanter – nål | |
Arter af ædelgran: Almindelig ædelgran, normannsgran, nobilis m.fl. | Abies alba, Abies normanniana, Abies procera |
Arter af lærk: Europæisk lærk m.fl. | Larix decidua ssp. Decidua |
Arter af gran: Hvid-gran, Sitkagran m.fl. | Picea Glauca, Picea sitchensis |
Arter af fyr (Skovfyr undtaget): Klit-fyr, Bjergfyr, Østrisk fyr | Pinus contorta, Pinus Mugo, Pinus nigra var. nigra |
Douglasgran | Pseudotsuga menziesli |
Bilag 6
Oversigt over træarter i skovnaturtyperne, som omfattet af bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter (Habitatbekendtgørelsen).
Skovnaturtype | Hovedtræart | Karakteristiske træarter | Eksempler på naturligt forekommende træarter |
---|---|---|---|
2180 Skovklit | Hjemmehørende selvsåede træarter (inkl. skovfyr) | Hjemmehørende selvsåede træarter (inkl. skovfyr) | Stilkeg, bøg, skovfyr, bævreasp, dunbirk, vortebirk, alm. røn |
9110 Bøg på mor | Bøg | Bøg, rødgran | Bøg, rødgran, vortebirk, dunbirk, alm. røn, stilkeg, vintereg |
9120 Bøg på mor med kristtorn | Bøg | Bøg, taks | Bøg, vortebirk, dunbirk, alm. røn, stilkeg, vintereg, taks |
9130 Bøg på muld | Bøg | Bøg | Bøg, ask, avnbøg, elm, stilkeg, vintereg |
9150 Bøg på kalk | Bøg | Bøg | Bøg, ask, avnbøg, elm, stilkeg, vintereg |
9160 Egeblandskov | Stilkeg, avnbøg | Stilkeg, avnbøg, navr, småbladet lind | Stilkeg, avnbøg, navr, småbladet lind |
9170 Vinteregeskov | Vintereg, avnbøg | Vintereg, avnbøg, tarmvridrøn, navr | Vintereg, avnbøg, tarmvridrøn, navr, småbladet lind, spidsløn |
9190 Stilkegekrat | Stilkeg | Stilkeg, vortebirk, dunbirk, alm. røn, bævreasp | Stilkeg, vintereg, vortebirk, dunbirk, alm. røn, bævreasp |
91D0 Skovbevoksede tørvemoser | Birk, skovfyr, rødgran | Dunbirk, skovfyr, rødgran | Dunbirk, vortebirk, skovfyr, rødgran, alm. røn |
90E0 Elle- og askeskove ved vandløb, søer og væld | El og ask | Ask, rødel, gråel, hvidpil, skørpil, dunbirk, skovelm | Ask, rødel, gråel, hvidpil, skørpil, dunbirk, skovelm |
Bilag 7
Point tildeles ud fra følgende kriterier: | Point |
---|---|
Arealer, som indeholder 50 % eller mere Natura 2000 skovnaturtyper i tilstandsklasse 1 og 2. | 6 |
Arealer, som indeholder 50 % eller mere Natura 2000 skovnaturtyper i tilstandsklasse 3, 4 og 5. | 5 |
Arealer, som indeholder mindre end 50 % Natura 2000 skovnaturtyper i tilstandsklasse 1 og 2. | 4 |
Arealer, som indeholder mindre end 50 % Natura 2000 skovnaturtyper i tilstandsklasse 3, 4 og 5. | 3 |
Skovnaturtyper med kortlagt HNV som har en naturværdiscore på 8 eller mere ifølge HNV-skovkort eller biotopregistrering i driftsplan, certificering eller lignende. | 2 |
Skovnaturtyper med kortlagt HNV som har en naturværdiscore på mindre end 8 ifølge HNV-skovkort. | 1 |