I medfør af § 7, stk. 2 og 3, § 9, stk. 4, § 19, § 21, stk. 2, 3 og 4 og § 22, stk. 2, i lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion, jf. lovbekendtgørelse nr. 1036 af 12. september 2024 fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 4 i bekendtgørelse nr. 259 af 6. marts 2025 om Energistyrelsens opgaver og beføjelser:
Bekendtgørelsen finder anvendelse på tilskud til etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger.
Stk. 2. Energistyrelsen kan yde tilskud efter stk. 1 til:
Private bygningsejere, som ved denne bekendtgørelse forstås som privatpersoner, interessentskaber, private andelsboligforeninger eller moderejendomme for bebyggelser, der er opdelt i ejerlejligheder, til etablering af solcelleanlæg på deres etageboligbygninger, hvor bygningens hovedanvendelse i henhold til bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR) er registreret som en etageboligbygning, flerfamiliehus eller tofamiliehus med vandret adskillelse mellem enhederne (anvendelseskode 140), kollegium (anvendelseskode 150).
Virksomheder, i denne bestemmelse forstået som aktieselskaber, anpartsselskaber eller andet selskab (undtagen interessentskaber), foreninger, legater eller selvejende institutioner, samt almene boligorganisationer, til etablering af solcelleanlæg på deres etageboligbygninger, hvor bygningens hovedanvendelse i henhold til bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR) er registreret som en etageboligbygning, flerfamiliehus eller tofamiliehus med vandret adskillelse mellem enhederne (anvendelseskode 140), kollegium (anvendelseskode 150).
Stk. 3. Ved tilskud til etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger kan der desuden ydes et tilskud til en rådgivningsrapport, såfremt rapporten er udarbejdet og vedlagt ansøgningen om tilsagn.
Stk. 4. Tilskud kan ydes inden for det beløb, der udmøntes hertil fra den bevillingsmæssige ramme afsat på finansloven. Energistyrelsen kan opdele det årlige beløb afsat på finansloven i flere ansøgningsrunder, og herunder fastsætte størrelsen af de enkelte ansøgningsrunder samt ansøgningsperioderne for disse.
Tilskud efter denne bekendtgørelse til etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger udgør statsstøtte i medfør af artikel 107, stk. 1, i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde i det omfang, tilskuddet ydes til virksomheder og er omfattet af artikel 107, stk. 1. Tilskud ydes til private bygningsejere, jf. § 1, stk. 2, nr. 1, der udøver økonomisk aktivitet, og virksomheder, jf. § 1, stk. 2, nr. 2, i overensstemmelse med Europa-Kommissionens forordning (EU) nr. 2023/2831 af 13. december 2023 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte (herefter de minimis-forordningen).
I denne bekendtgørelse forstås ved:
Bygning: Bygning som entydigt identificeret og som registreret under én bestemt fast ejendom identificeret ved et BFE-nummer i BBR.
Etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger: Et projekt, hvor der etableres et nyt solcelleanlæg på tag- eller facadearealet af en etageboligbygning.
Projektets afslutning: Projektet er afsluttet, når solcelleanlægget, der er meddelt tilsagn om tilskud til, er tilsluttet det kollektive elforsyningsnet og registreret i stamdataregistreret.
Rådgivningsrapport: En screeningsrapport med tekniske og økonomiske anbefalinger til etablering af solcelleanlæg på en etageboligbygning.
Solcelleanlæg: Samlet anlæg til produktion af elektricitet, der består af solcellemoduler med tilhørende kabler og inverter, og som ved en fotovoltaisk proces omdanner energien i sollys til elektrisk energi.
Tilskud efter denne bekendtgørelse kan efter forudgående ansøgning ydes til private bygningsejere, jf. § 1, stk. 2, nr. 1, og virksomheder, jf. § 1, stk. 2, nr. 2, til etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger, jf. § 11.
Energistyrelsen indkalder ansøgninger om tilsagn om tilskud på Statens-tilskudspuljer.dk og på Energistyrelsens hjemmeside, herunder oplyses blandt andet om en eventuel ansøgningsrunde jf. § 1, stk. 4, og de tilskudsberettigede projekter.
Fyldestgørende ansøgning om tilsagn om tilskud skal indgives inden for den eventuelt fastsatte ansøgningsrunde via den ansøgningsportal, som tilgængeliggøres på Energistyrelsens hjemmeside, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Hvis ansøgning på grund af særlige omstændigheder ikke kan indgives via ansøgningsportalen, kan Energistyrelsen tillade, at ansøgning kan indgives på anden vis og give anvisninger herom.
Stk. 3. Ansøgning om tilsagn om tilskud, jf. stk. 1 og 2, skal indeholde dokumentation til brug for behandling af ansøgning om tilskud til etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger, herunder oplysninger om eventuel anden tildelt de minimis-støtte i de seneste 3 år og om anden eventuel statsstøtte til de samme støtteberettigede omkostninger.
Ansøger skal erklære, at de oplysninger, der er indgivet med ansøgningen, er korrekte.
Energistyrelsen påser, at de modtagne ansøgninger er fyldestgørende og modtaget rettidigt, jf. §§ 6 og 7. Ufyldestgørende ansøgninger afvises som klart udgangspunkt og indgår ikke i ansøgningsrækken, jf. § 9, stk. 3.
Stk. 2. Ansøger skal efter anmodning fra Energistyrelsen og inden for en nærmere fastsat frist fremsende yderligere oplysninger, som Energistyrelsen finder nødvendige for at vurdere ansøgningen.
Energistyrelsen træffer afgørelse om ansøgninger om tilsagn om tilskud på grundlag af de indgivne ansøgninger, jf. §§ 6-8, oplysninger fra BBR og øvrigt indhentede oplysninger, og efter reglerne i denne bekendtgørelse, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Tilsagn om tilskud kan meddeles inden for det beløb, der udmøntes til ordningen fra den bevillingsmæssige ramme afsat på finansloven, jf. § 1, stk. 4.
Stk. 3. Energistyrelsen påbegynder behandlingen af ansøgninger om tilsagn om tilskud indgivet inden for den eventuelt fastsatte ansøgningsrunde jf. § 1, stk. 4, i den rækkefølge, som de fyldestgørende ansøgninger, jf. § 8, stk. 1, er modtaget i.
Stk. 4. Energistyrelsen lægger oplysningerne på ansøgningstidspunktet, jf. stk. 3, til grund for afgørelsen efter stk. 1.
Stk. 5. Afgørelse efter stk. 1 fremsendes via den ansøgningsportal, som tilgængeliggøres på Energistyrelsens hjemmeside.
Stk. 6. Afgørelse efter stk. 1 kan træffes på grundlag af en automatiseret, digital behandling af de indgivne ansøgninger.
Tilsagn om tilskud er betinget af, at tilskuddet ydes i overensstemmelse med de minimis-forordningen, herunder set i forhold til eventuel anden tildelt de minimis-støtte, jf. stk. 2.
Stk. 2. Tilsagn om tilskud til private bygningsejere, jf. § 1, stk. 2, nr. 1, der udøver økonomisk aktivitet, og virksomheder, jf. § 1, stk. 2, nr. 2, er betinget af, at den private bygningsejer eller virksomheden, over de seneste 3 år, samlet set ikke modtager mere end, tilladt inden for rammerne i de minimis-forordningen.
Stk. 3. Ved beregningen af modtaget de minimis-støtte, jf. stk. 2, indgår bl.a. forbindelser i overensstemmelse med definitionen af virksomheder i artikel 2, stk. 2 i de minimis-forordningen.
Stk. 4. Tilsagn om tilskud til ejere af private udlejningsejendomme til projekter om etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger er betinget af, at tilskuddet fratrækkes i den forbedringsudgift, hvoraf udlejer beregner en eventuel lejeforhøjelse, samt at tilskudsmodtagers lejere informeres om, at tilskuddet er fratrukket i den samlede forbedringsudgift, inden beregning af en sådan eventuel lejeforhøjelse.
Tilsagn om tilskud til etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger, er betinget af følgende:
Bygningens hovedanvendelse i henhold til bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR) er registreret som en etageboligbygning, flerfamiliehus eller tofamiliehus med vandret adskillelse mellem enhederne (anvendelseskode 140), kollegium (anvendelseskode 150).
Etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger ved køb af solcelleanlægget, og installation af solcelleanlægget skal udføres og faktureres af en virksomhed.
At solcelleanlæggets kapacitet overstiger en minimumsgrænse i kW, som fastsættes og offentliggøres på Energistyrelsens hjemmeside.
At der til gennemførelse af projektet om etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger ikke er ydet eller ydes støtte efter anden lovgivning.
At anlægs- eller etableringsarbejdet i forbindelse med opstilling af solcelleanlægget ikke er påbegyndt før tilsagn modtages.
At solcelleanlægget lever op til eventuelle kriterier fastsat og offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside i henhold til Europa-Kommissionens forordning (EU) 2024/1735 af 13. juni 2024 om fastlæggelse af en ramme for foranstaltninger til styrkelse af Europas økosystem for fremstilling af nettonulteknologiprodukter.
Stk. 2. Hvis der ved tilskud til etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger ydes et supplerende tilskud til en udarbejdet rådgivningsrapport, jf. § 1, stk. 3, er dette endvidere betinget af:
Rådgivningsrapporten vedrører samme bygning, som der ydes tilsagn om tilskud til etablering af solcelleanlæg til.
Rådgivningsrapporten er udarbejdet inden for 2 år før ansøgning om tilsagn om tilskud.
Rådgivningsrapporten er udarbejdet og faktureret af en virksomhed.
Rådgivningsrapporten lever op til eventuelt supplerende kriterier som fastsat og offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside.
At der ikke er ydet eller ydes støtte til udarbejdelse af rådgivningsrapporten efter anden lovgivning.
Tilskud til etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger, herunder eventuelt supplerende tilskud til en udarbejdet rådgivningsrapport, beregnes på grundlag af tilskudssatser pr. kW og maksimale samlede støttebeløb for de enkelte projekter, som offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside.
Stk. 2. Tilskud til etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger jf. § 4, stk. 1, ydes med ét tilskud pr. bygning.
Størrelsen af et tilskud fastsættes i tilsagnet om tilskud, jf. § 9, på baggrund af udmåling efter § 12.
Energistyrelsen kan i tilsagn om tilskud meddelt i henhold til § 9, fastsætte yderligere vilkår, herunder om:
Afrapporteringer om projektets gennemførelse.
Seneste tidspunkt for igangsættelse af projektet.
Seneste tidspunkt for projektets færdiggørelse.
Seneste tidspunkt for ansøgning om udbetaling.
Dokumentation af projektets gennemførelse ud over dokumentationskrav, jf. §§ 18-19, herunder om fotodokumentation.
At tilsagnsmodtager skal stå til rådighed for erfaringsopsamling og evaluering af ordningen.
Energistyrelsen kan i særlige tilfælde og efter begrundet ansøgning fra tilsagnsmodtager ændre den meddelte afgørelse om tilsagn, herunder frister fastsat i tilsagnet.
Energistyrelsen kan i overensstemmelse med betingelserne for meddelelse af tilsagn efter begrundet ansøgning ved ejerskifte ændre den meddelte afgørelse om tilsagn, således at den nye bygningsejer indtræder i de rettigheder og pligter, der følger af et allerede meddelt tilsagn om tilskud.
Stk. 2. Ansøgningen efter stk. 1 skal være underskrevet af såvel overdrager som erhverver af bygningen.
Stk. 3. Ansøgningen efter stk. 1 skal vedlægges oplysninger fra erhverver af bygningen om eventuel anden tildelt de minimis-støtte i de seneste 3 år og om eventuel anden statsstøtte til de samme støtteberettigede omkostninger, og en erklæring om, at oplysningerne er korrekte.
Ansøgning om udbetaling af tilskud skal indgives via den ansøgningsportal, som tilgængeliggøres på Energistyrelsens hjemmeside.
Stk. 2. Hvis ansøgning på grund af særlige omstændigheder ikke kan indgives via ansøgningsportalen, jf. stk. 1, kan Energistyrelsen tillade, at ansøgningen kan indgives på anden vis og give anvisninger herom.
Stk. 3. Ansøgningen skal indgives efter projektet er afsluttet jf. § 3, stk. 1, nr. 3 og senest 3 år efter tilsagn om tilskud er meddelt, medmindre der i tilsagnet er fastsat vilkår om andet, jf. § 14, nr. 4.
Ansøgning om udbetaling af tilskud skal indeholde dokumentation for, at bekendtgørelsens betingelser og vilkår fastsat i tilsagnet vedrørende det støtteberettigede projekt er opfyldt.
Stk. 2. Ansøgning om udbetaling af tilskud skal tillige indeholde følgende dokumentation:
Et projektregnskab med oplysninger om størrelsen af de afholdte og betalte omkostninger for det støtteberettigede projekt, vedlagt en liste over regningsbilag og bilag med dokumentation for betalte udgifter.
En udfyldt ansøgererklæring, udformet efter Energistyrelsens anvisning, samt eventuelt dokumentation i medfør af vilkår i tilsagnet, jf. § 14, nr. 5.
Hvis tilskudsbeløbet er under 500.000 kr., skal projektregnskabet vedlægges samtlige regningsbilag samt dokumentation for, at udgifterne er betalt.
Hvis tilskudsbeløbet udgør 500.000 kr. eller derover, skal projektregnskabet revideres og påtegnes af en godkendt revisor i overensstemmelse med en revisionsinstruks udarbejdet af Energistyrelsen.
En erklæring, udarbejdet efter Energistyrelsens anvisning, hvor tilsagnsmodtager erklærer, at de oplysninger, der er indgivet med ansøgningen, er korrekte, og at projektet er gennemført i overensstemmelse med tilsagnet.
En erklæring om at eventuelle oprindelsesgarantier udstedt for solcelleanlæggets elproduktion ikke udstedes direkte til producenten, men til en leverandør eller forbruger, der køber energien enten i et konkurrencepræget miljø eller i en langsigtet VE-elkøbsaftale.
Solcelleanlæggets GSRN-nummer som det fremgår i Energistyrelsens stamdataregister jf. bekendtgørelse om stamdataregistret for elproducerende anlæg m.v.
Stk. 3. Ansøger skal efter anmodning fra Energistyrelsen, og inden for en nærmere fastsat frist, fremsende yderligere oplysninger, som Energistyrelsen finder nødvendige for at vurdere ansøgningen.
Regningsbilag, der anvendes som dokumentation for afholdte omkostninger til etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger, skal af den udførende virksomhed være påført oplysninger om følgende:
Den udførende virksomheds CVR-nummer eller andet nationalt identifikationsnummer.
Den adresse arbejdet vedrører.
De materialer, produkter og anlægskomponenter, der er indkøbt og det arbejde, der er udført i forhold til det tilskudsberettigede projekt.
Startdato for udførelsen af arbejdet.
Stk. 2. Indeholder et regningsbilag både tilskudsberettigede og ikke-tilskudsberettigede materialer, produkter eller arbejder, skal det klart fremgå, hvilke dele af regningen, der vedrører henholdsvis det tilskudsberettigede projekt og andre dele.
Energistyrelsen træffer afgørelse om udbetaling af tilskud.
Stk. 2. Udbetaling af tilskud er betinget af, at projektet er gennemført i overensstemmelse med tilsagnet om tilskud og reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Anlæggets kapacitet i relation til tilskudssatser og minimumsgrænse lægges til grund på baggrund af oplysninger i stamdataregisteret jf. bekendtgørelse om stamdataregistret for elproducerende anlæg m.v.
Stk. 4. Energistyrelsen kan nedsætte størrelsen af det tilskud, der er fastsat i tilsagnet om tilskud, hvis det vil udgøre overkompensation, jf. § 18, stk. 2, nr. 1.
Stk. 5. Afgørelse efter stk. 1 fremsendes via den ansøgningsportal, som tilgængeliggøres på Energistyrelsens hjemmeside.
Tilskud udbetales til tilsagnsmodtagers NemKonto.
Energistyrelsen fører kontrol med, at tilsagnsmodtageren overholder betingelser og vilkår for tilsagnet.
Stk. 2. Energistyrelsen og de, der er særligt bemyndiget dertil, jf. lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion § 19, har, jf. § 9, stk. 2 i loven, hvis det skønnes nødvendigt for at tilvejebringe oplysninger til brug for kontrolopgaver i henhold til denne bekendtgørelse, mod behørig legitimation og uden retskendelse få adgang til fysiske installationer og konstruktioner i virksomheder, hvortil der er givet tilsagn om tilskud til projekter om etablering af solcelleanlæg på etageboligbygninger. På tilsvarende måde har Energistyrelsen og de, der er særligt bemyndiget dertil, adgang til virksomheders regnskaber, forretningsbøger, papirer m.v., herunder materiale, der opbevares i elektronisk form.
Tilsagnsmodtagere er forpligtet til efter anmodning at afgive enhver oplysning, der har betydning for Energistyrelsens behandling af ansøgninger om tilsagn eller udbetaling samt kontrol med de fastsatte betingelser og vilkår.
Stk. 2. Tilsagnsmodtager skal gøre Energistyrelsen opmærksom på ændrede forhold, der kan være af betydning for tilsagn om tilskud eller udbetaling af tilskud, eller som strider imod de af Energistyrelsen fastsatte betingelser og vilkår.
Energistyrelsen kan træffe afgørelse om helt eller delvist bortfald af tilsagn om tilskud, hvis
projektet ikke er gennemført som forudsat i afgørelse om tilsagn om tilskud,
tilsagnsmodtageren ikke opfylder tilsagnets vilkår,
betingelser for tilsagn om tilskud eller udbetaling af tilskud ikke er opfyldt,
tilsagnsmodtageren har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen om tilsagn eller udbetaling af tilskud,
den fastsatte frist for projektets gennemførelse, eller for indgivelse af udbetalingsansøgning overskrides, eller
tilskuddet er ydet i strid med Europa-Kommissionens de minimis-forordning.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 fremsendes via den ansøgningsportal, som tilgængeliggøres på Energistyrelsens hjemmeside.
Hvis tilskuddet er udbetalt, kan Energistyrelsen kræve tilskuddet helt eller delvist tilbagebetalt i henhold til de i § 24 opregnede tilfælde. Det samme gælder, hvis det udbetalte tilskud udgør overkompensation, jf. § 20, stk. 4.
Stk. 2. Tilbagebetaling af tilskuddet skal ske senest 14 dage efter påkrav. Tilbagebetales det skyldige beløb ikke rettidigt, tillægges renter efter forfaldsdagen, svarende til den rente, der er fastsat i § 5 i renteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 459 af 13. maj 2014.
Afgørelser truffet efter denne bekendtgørelse kan påklages til Energiklagenævnet, og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Afgørelser truffet efter denne bekendtgørelse kan først indbringes for domstolene, når Energiklagenævnets afgørelse foreligger.
Stk. 2. Klager over afgørelser efter stk. 1, skal indgives skriftligt til Energistyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den tilsagnsmodtager, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med
ansøgning om tilskud, jf. §§ 6-7,
ansøgning om udbetaling af tilskud, jf. §§ 17-19,
Energistyrelsens anmodning om afgivelse af yderligere oplysninger efter § 8, stk. 2 eller § 18, stk. 3, eller
tilsagnsmodtagers underretningspligt, jf. § 23, stk. 2.
Stk. 2. Tilsagnsmodtager kan straffes med bøde for ikke at yde fornøden vejledning og hjælp ved kontrollens gennemførelse i overensstemmelse med lovens § 9, stk. 3.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025.
/ Anders Roubin Brix