I medfør af § 48, stk. 2, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 248 af 16. marts 2019, som ændret ved lov nr. 805 af 9. juni 2020, fastsættes:
Bekendtgørelsen finder anvendelse på udbydere af fjernsynsvirksomhed og on demand audiovisuelle medietjenester, der hører under dansk myndighed, og som er omfattet af kapitel 8 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. om udøvelse af programvirksomhed på grundlag af tilladelse og registrering og af bestemmelser fastsat i medfør af lovens kapitel 8.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på DR’s, TV 2 DANMARK A/S’ og de regionale TV 2-virksomheders public service-programvirksomhed efter lovens §§ 12, 31 og 38 a, og på public service-programvirksomhed efter lovens § 11, stk. 2, jf. § 45, stk. 1 og 2.
Stk. 3. DR’s, TV 2 DANMARK A/S’ og de regionale TV 2-virksomheders public serviceforpligtelser om tilgængelighed af programvirksomheden for personer med handicap fastsættes i disses public service-kontrakter og public service-tilladelse, jf. lovens §§ 12, 31 og 38 a.
Stk. 4. For udøvelse af public service-programvirksomhed efter lovens § 11, stk. 2, jf. § 45, stk. 1 og 2, i form af tv-kanaler og on demand audiovisuelle medietjenester, fastsættes vilkår om tilgængelighed af programvirksomheden for personer med handicap i tilladelser til sådan public service-programvirksomhed meddelt af Radio- og tv-nævnet efter udbud.
Udbydere, der er omfattet af § 1, stk. 1, skal ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger løbende og gradvis gøre programvirksomheden mere tilgængelig for personer med handicap.
Stk. 2. Foranstaltninger til at opnå tilgængelighed omfatter eksempelvis tegnsprogstolkning, tekstning for døve og hørehæmmede, oplæste undertekster og synstolkning m.v.
Udbyderne skal forelægge Radio- og tv-nævnet handlingsplaner, hvori udbyderne redegør for, hvordan de vil søge at opfylde kravet i § 2. Handlingsplanerne skal som udgangspunkt gælde for tre år.
Stk. 2. Ved udvælgelsen af hvilke tilgængelighedsforanstaltninger, der tilbydes, skal der tages hensyn til den teknologiske udvikling ud fra en samlet vurdering af brugerbehov, nytteværdi og ressourcer.
Stk. 3. Radio- og tv-nævnet vurderer, om handlingsplanen kan tages til efterretning eller kræver ændringer.
Udbyderne skal regelmæssigt aflægge rapport til Radio- og tv-nævnet om gennemførelsen af handlingsplanerne.
Stk. 2. Afrapporteringen efter stk. 1 skal som udgangspunkt ske hvert tredje år.
Radio- og tv-nævnet fører tilsyn med, at udbyderne udarbejder handlingsplaner, etablerer tilgængelighedsforanstaltninger og afrapporterer efter reglerne i §§ 2-4.
Stk. 2. Radio- og tv-nævnet påtaler overtrædelse af reglerne, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Radio- og tv-nævnet træffer afgørelse om overholdelse af reglerne, der er nævnt i stk. 1.
Radio- og tv-nævnet behandler i henhold til § 5, stk. 3, klager om, hvorvidt udbyderne har etableret tilgængelighedsforanstaltninger efter reglerne i §§ 2 og 3.
Stk. 2. Information og vejledning om reglerne i bekendtgørelsen og oplysning om klageadgang kan tilgås på et lettilgængeligt online kontaktpunkt på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.
Radio- og tv-nævnet kan afkræve udbyderne oplysninger, dokumenter m.v. og skriftlige udtalelser om virksomhedens drift m.v., der er af betydning for vurderinger af, om bekendtgørelsens regler er overholdt. Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelsen af sådanne oplysninger m.v.
Efter § 50 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. kan Radio- og tv-nævnet træffe afgørelse om at inddrage en programtilladelse midlertidigt eller endeligt eller træffe afgørelse om midlertidig eller endelig indstilling af programvirksomhed, hvis udbyderen groft eller gentagne gange overtræder loven eller regler fastsat efter loven.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020.
/ Katrine Tarp
Officielle noter