I medfør § 2, stk. 2, og § 16, stk. 1-3, i lov om visse landdistriktsrelaterede tilskudsordninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 34 af 4. januar 2017, § 2, stk. 1 og 2, og § 6, stk. 2, i lov om Landdistriktsfonden, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 6. februar 2020, § 3, nr. 1-4, § 5, § 7, stk. 4, og § 11, stk. 4, i lov nr. 316 af 31. marts 2007 om udvikling af landdistrikterne (landdistriktsloven), som ændret ved lov nr. 341 af 27. april 2011, jf. § 13, stk. 3, i lov om Landdistriktsfonden, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 6. februar 2020, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 5, stk. 1, nr. 4, 5 og 31, i bekendtgørelse nr. 1273 af 27. november 2017 om Landbrugsstyrelsens opgaver og beføjelser:
Bekendtgørelsen finder anvendelse for Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs behandling af anmodning om samlet udbetaling af resterende tilskud for følgende 20-årige tilsagn:
Tilsagn om tilskud til etablering af vådområder i medfør af bekendtgørelse nr. 84 af 12. februar 2004 om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger med senere ændringer.
Tilsagn om miljøvenlig drift af vådområder i medfør af bekendtgørelse nr. 893 af 22. september 2005 om tilskud til miljøvenlig drift af vådområder med senere ændringer.
Tilsagn om fastholdelse af vådområder i medfør af bekendtgørelse nr. 605 af 14. juni 2007 om tilskud til fastholdelse og pleje af vådområder med senere ændringer.
Tilsagn om fastholdelse af vådområder og naturlige vandstandsforhold i medfør af bekendtgørelse nr. 1019 af 26. august 2010 om tilskud til fastholdelse af vådområder med senere ændringer.
Tilsagn om fastholdelse af vådområder og naturlige vandstandsforhold i medfør af bekendtgørelse nr. 370 af 26. april 2012 om tilskud til fastholdelse af vådområder og naturlige vandstandsforhold med senere ændringer.
Tilsagn i medfør af bekendtgørelse nr. 1850 af 15. december 2015 om tilskud til fastholdelse af vådområder, naturlige vandstandsforhold og lavbundsområder med senere ændringer, om:
a) Fastholdelse af statslige kvælstofvådområder.
b) Fastholdelse af kommunale kvælstofvådområder.
c) Fastholdelse af fosforvådområder.
d) Fastholdelse af naturlige vandstandsforhold.
e) Fastholdelse af lavbundsområder.
I 2025 kan tilsagnshaver anmode styrelsen om samlet udbetaling af tilskud for de resterende tilsagnsår for arealer, som er omfattet af tilsagn, jf. § 1.
Stk. 2. Anmodning om udbetaling i henhold stk. 1 er betinget af følgende forhold:
At tilsagnet er påbegyndt senest 1. september 2020 og derved har været gældende i mindst fem år den 31. august 2025, jf. dog § 3, stk. 1.
At projektet gennemføres, og at der senest den 1. december 2025 for samtlige ejendomme med arealer inden for projektområdet bliver tinglyst servitut, som omhandlet af den i § 1 anførte bekendtgørelse, som tilsagnet om tilskud er givet efter.
At tilsagnshaver opfylder de til tilsagnet knyttede kriterier og forpligtelser indtil tilsagnets ophør.
Stk. 3. Tilskud for resterende tilsagnsår, jf. stk. 1, udbetales senest den 31. december 2025. Tilsagnet udløber 31. august 2025. Tilsagnshavers ret til yderligere udbetaling af tilskud bortfalder for den resterende periode, hvortil det oprindelige tilsagn blev givet.
Tilsagnshaver kan anmode om samlet udbetaling af tilskud for resterende tilsagnsår for tilsagn, der er påbegyndt den 1. september 2021 eller den 1. september 2022 og har været gældende i fem år henholdsvis den 31. august 2026 eller den 31. august 2027. Betingelserne i § 2, stk. 2, nr. 2 og 3, skal være opfyldte.
Stk. 2. Restudbetaling af tilskud, jf. stk. 1, udbetales senest den 31. december 2025. Tilsagnet udløber dog først ved udgangen af det femte tilsagnsår regnet fra datoen for tilsagnets begyndelse, jf. stk. 1. Tilsagnshavers ret til yderligere udbetaling af tilskud bortfalder for den resterende periode, hvortil det oprindelige tilsagn blev givet.
Stk. 3. Tilsagnshaver skal for hvert tilsagnsår efter 2025 indgive årlig erklæring om, at alle betingelser for tilsagnet er opfyldt. Erklæringen indgives senest ved fristen i § 3, jf. dog § 9, i bekendtgørelse nr. 1257 af 27. november 2024 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv.
Stk. 4. Hvis erklæringen i stk. 3 indgives for sent, bortfalder en femtedel af det samlede tilskud under tilsagnsordningen, der skal tilbagebetales.
Anmodning om restudbetaling af tilskud, jf. §§ 2 og 3, skal indgives på et særligt skema, fællesskema 2025, senest ved fristen i § 3, jf. dog § 9, i bekendtgørelse nr. 1257 af 27. november 2024 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv.
Anmodning om restudbetaling af tilskud for et tilsagnsareal skal indgives af den, der ved udløbet af fristen for indgivelse i § 4, driver arealet som ejer eller forpagter, og som er registreret i styrelsen som tilsagnshaver eller i tilfælde af producentskifte vil indtræde i tilsagnet. Tilskud for arealet udbetales til den, der har indgivet anmodningen om udbetaling af tilskud.
Stk. 2. Indgives anmodning af den, der er forpagter af arealet, skal anmodningen vedlægges en ejererklæring, hvori ejer af tilsagnsarealet accepterer, at der i 2025 udbetales samlet tilskud for den resterende del af den oprindelige tilsagnsperiode til forpagter af tilsagnsarealet.
Stk. 3. Er et tilsagnsareal bortforpagtet, og ønsker ejer at indgive anmodning om samlet udbetaling af resterende tilskud, jf. §§ 2 eller 3, stk. 1, vil udbetaling være betinget af, at der er gennemført et producentskifte til ejer ved indgivelse af producentskifteerklæring i henhold til § 6.
Producentskifteerklæring skal indgives på et særligt skema, der fås via styrelsens hjemmeside eller ved henvendelse til styrelsen. Producentskifteerklæringen skal være modtaget i styrelsen senest ved fristen for indgivelse af fællesskema, jf. § 4.
Stk. 2. Hvis den nævnte overdragelse finder sted mindre end otte uger før fristen for indgivelse af fællesskema, jf. § 4, skal producentskifteerklæringen dog være modtaget i styrelsen senest otte uger efter den nævnte overdragelse. Hvis den anførte frist for styrelsens modtagelse af producentskifteerklæringen er en helligdag, en lørdag eller en søndag, udløber fristen den første arbejdsdag, der følger herefter.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 9. februar 2025.
/ Peter Ritzau Eigaard