I medfør af § 51 a, stk. 5, og § 51 c i lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1115 af 31. august 2018, som ændret ved lov nr. 1682 af 30. december 2024, fastsættes:
Bekendtgørelsen finder anvendelse på tilskud, der efter ansøgning til Europa-Nævnet (nævnet) ydes til støtte til oplysning om Danmarks EU-formandskab 2025, til fremme af information og debatskabende aktiviteter i forbindelse med formandskabet, herunder vedrørende særlige danske formandsskabsprioriteter.
Tilskud fra puljen ”Oplysning om EU-formandskabet” kan ydes til organisationer, offentlige institutioner, juridiske personer, myndige privatpersoner, der er registreret i folkeregisteret, partier i Folketinget, partiernes ungdomsorganisationer og bevægelser indvalgt i Europa-Parlamentet.
Stk. 2. Tilskud ydes til gennemførelse af enkeltstående lokale aktiviteter eller større tværgående regionale eller landsdækkende aktiviteter, der gennemføres i 2025.
Stk. 3. Tilskud kan ydes til blandt andet
møder og konferencer,
oplysnings- og undervisningsmateriale,
medieproduktion og
udstillinger og foredrag mv.
Tilskud ydes på baggrund af en ansøgning. Nævnet udmelder ansøgningsrunden offentligt ved opslag på nævnets hjemmeside.
Stk. 2. Ansøgningen skal indgives inden den af nævnet udmeldte frist.
Stk. 3. Puljen skal søges gennem Slots- og Kulturstyrelsens Tilskudsportal.
Nævnet træffer efter ansøgningsrundens afslutning afgørelse om tilsagn af tilskud.
Stk. 2. Ved afgørelse om tilsagn om tilskud lægges der vægt på, om aktiviteten opfylder mindst en af følgende,
fremmer information og debatskabende aktiviteter i forbindelse med formandskabet,
øger oplysningen om Danmarks EU-formandskab eller
vedrører de danske formandsskabsprioriteter.
Stk. 3. Nævnet kan i forbindelse med ansøgningsrunden, inden for puljens formål, fastsætte yderligere fordelingskriterier, om fx relevans for målgruppen, gennemslagskraft, geografisk spredning mv.
Nævnet kan give tilsagn om tilskud til hele eller en del af den ansøgte aktivitet.
Stk. 2. Giver nævnet alene tilsagn om tilskud til en del af den ansøgte aktivitet, kan nævnet på forhånd godkende, at de i aktivitetsprogrammet beskrevne aktiviteter kan ændres. Nævnet kan som betingelse for tilskud bestemme, hvilke aktiviteter der som minimum skal gennemføres.
Tilsagn om tilskud gives på betingelse af,
at aktiviteterne samt udgifterne hertil gennemføres så vidt muligt som beskrevet i ansøgningen, jf. dog stk. 2,
at der aflægges regnskab, jf. § 9,
at tilskud ikke anvendes til studierejser og researchrejser eller til honorarer til og transport for medlemmer af Folketinget eller medlemmer af Europa-Parlamentet eller til køb af produktionsudstyr, IT-udstyr og inventar,
at det fremgår af støttede aktiviteter og materialer, at de er støttet af Europa-Nævnet, annoncer og plakater er dog undtaget fra informationsforpligtelsen,
at de støttede aktiviteter er offentlige og annonceres bredt i offentligheden, herunder at produkter og informationsressourcer tilbydes vederlagsfrit i mindst et halvt år efter tilskudsperioden, og
at de støttede aktiviteter ikke er gennemført og tilskudsmidler ikke anvendes til aktiviteter inden tilskudsperiodens start.
Stk. 2. Nævnet kan godkende, at aktivitetsprogram og budget for en aktivitet ændres. Hvis aktivitetsprogram og budget for et initiativ ændres med nævnets godkendelse, er det en betingelse for tilsagnet om tilskud, at aktiviteten gennemføres i overensstemmelse med det ændrede aktivitetsprogram og det ændrede budget.
Modtagere af tilskud får udbetalt 75 pct. af det tildelte tilskudsbeløb ved projektets start, og de resterende 25 pct. af tilskudsbeløbet, når afrapportering er godkendt af nævnets sekretariat, jf. § 9.
Ved tilsagn om tilskud til aktiviteter, hvor der medvirker eksterne organisationer eller personer, herunder oplægsholdere, påhviler arbejdsgiverforpligtelsen tilskudsmodtager, herunder opfyldelse af krav i henhold til skattelovgivningen.
Tilskudsmodtager skal aflægge regnskab i henhold til bekendtgørelse om regnskab og revision af projekt- og aktivitetstilskud fra Kulturministeriet om regnskab og revision af projekt- og aktivitetstilskud fra Kulturministeriet, og de til enhver tid gældende regler.
Uforbrugte midler tilbagebetales til nævnet.
Nævnet har ret til at tilbageholde udbetaling af tilskud eller kræve udbetalte beløb tilbagebetalt, hvis tilskudsmodtager ikke har anvendt et tilskud i overensstemmelse med de givne vilkår for tilskuddet. Det samme gælder, hvis tilskuddet er opnået ved svig eller der i øvrigt er afgivet urigtige oplysninger.
Oplysninger om meddelte tilsagn om tilskud offentliggøres på nævnets hjemmeside.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. marts 2025.
/ Søren Skou Bøllingtoft