BEK nr 316 af 27/03/2025
Børne- og Undervisningsministeriet
Bekendtgørelse om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser § 1
Institutionen fastsætter sine studie- og ordensregler, jf. lovens § 43, for den eller de gymnasiale uddannelser, som institutionen udbyder, inklusive de tilhørende prøver, så reglerne medvirker til at opfylde uddannelsesformålene og bidrager til et godt undervisningsmiljø og god trivsel for eleverne.
Stk. 2. Institutionens studie- og ordensregler gælder for eleverne. De gælder tillige for følgende persongrupper med de fravigelser, der er begrundet i deres særlige forhold:
-
Hf-enkeltfagskursister, jf. lovens § 41, og kursister, jf. lovens § 45, stk. 3.
-
Selvstuderende ved deres deltagelse i vejledningsaktiviteter m.v., herunder laboratoriekurser, som institutionen afholder efter bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser.
-
Kursister i gymnasial supplering, jf. lovens § 65.
Stk. 3. De studie- og ordensregler, som institutionen fastsætter efter bekendtgørelsen, omfatter alene en eventuel kostafdeling, i den udstrækning der er tale om forhold, som ellers ville være omfattet af institutionens studie- og ordensregler for den eller de gymnasiale uddannelser, som institutionen udbyder.
Stk. 4. Institutionen fastsætter sine studie- og ordensregler efter høring af elevrådet og et eventuelt pædagogisk råd og på baggrund af mindst én behandling på et møde i institutionens bestyrelse. Institutionen offentliggør sine studie- og ordensregler på sin hjemmeside på en let tilgængelig måde.
Stk. 5. Institutionen informerer eleverne om studie- og ordensreglerne, så alle elever under hele deres uddannelse er informeret om reglerne på en måde, som i forhold til de lokale forhold bedst bidrager til, at eleverne er opmærksomme på vigtigheden af, at de overholder reglerne.