I medfør af § 14, stk. 6, i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 8. januar 2024, fastsættes:
Ved valg af medlemmer til Europa-Parlamentet må ingen vælger stemme både ved valget i Danmark og i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, jf. lovens § 5, stk. 1.
Modtager indenrigs- og sundhedsministeren underretning om, at en person, der har dansk indfødsret og har fast bopæl i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, er optaget på valglisten i bopælslandet, undersøger indenrigs- og sundhedsministeren, om den pågældende tillige er optaget på valglisten til Europa-Parlamentsvalg i Danmark.
Stk. 2. Viser undersøgelsen, at personen er optaget på valglisten i Danmark, afgør indenrigs- og sundhedsministeren, om der er grund til at tro, at vælgeren vil stemme i begge lande.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren lægger i sin afgørelse efter stk. 2 vælgerens erklæringer i forbindelse med optagelse på valglisten i Danmark og bopælsregistreringer i CPR til grund, medmindre der er grundlag for at antage, at disse er behæftet med fejl eller mangler.
Stk. 4. Må det anses for godtgjort, at personen vil stemme i begge lande, træffer indenrigs- og sundhedsministeren afgørelse om, at personen skal slettes af valglisten i Danmark, og sørger for, at personen bliver slettet af valglisten, jf. stk. 5.
Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan pålægge kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor personen er optaget på valglisten, at sørge for, at personen manuelt bliver slettet af valglisten.
Indenrigs- og sundhedsministeren underretter skriftligt de personer, der er slettet af valglisten i medfør af § 2, herom.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2024.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 79 af 31. januar 1994 om slettelse af valglisten til Europa-Parlamentsvalg af personer med dansk indfødsret, der er optaget på valglisten i en af de øvrige medlemsstater i Den Europæiske Union, ophæves.
Nikolaj Stenfalk
/ Christine Boeskov
Officielle noter