Lovguiden Logo
Gældende

BEK nr 2237 af 29/12/2020

Beskæftigelsesministeriet

Bekendtgørelse om seniorpension § 7

Opfylder ansøgeren kravet om langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, jf. § 26 a, stk. 2, nr. 1, i lov om social pension, skal Seniorpensionsenheden vurdere personens arbejdsevne i forhold til seneste job, jf. § 3.

Stk. 2. Vurderer Seniorpensionsenheden, at sagen ikke er tilstrækkelig oplyst, kan Seniorpensionsenheden anmode kommunen om oplysninger, indhente oplysninger fra ansøger eller benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionens kliniske funktion og ansøgerens praktiserende læge.

Stk. 3. Har Seniorpensionsenheden anmodet kommunen om at oplyse sagen, skal kommunen sende oplysningerne i et skema udarbejdet i samarbejde mellem Seniorpensionsenheden, KL, Danske Regioner og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Kommunen sender skemaet og bilag til Seniorpensionsenheden inden 3 måneder fra Seniorpensionsenhedens anmodning.

Stk. 4. Kommunens sagsoplysning skal udarbejdes, så ansøgerens sag er tilstrækkelig oplyst til, at Seniorpensionsenheden kan træffe afgørelse om seniorpension. Kommunen skal i relevant og nødvendigt omfang indhente helbredsmæssige oplysninger og benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionens kliniske funktion og ansøgerens praktiserende læge. Kommunen skal inddrage de oplysninger, som allerede foreligger i kommunen, herunder helbredsmæssige oplysninger, oplysninger om eventuelle hidtidige indsatser for ansøgeren på beskæftigelsesområdet samt eventuelle hidtidige sociale indsatser for ansøgeren og ansøgerens familie, i det omfang det er relevant for Seniorpensionsenhedens vurdering. Kommunen skal inddrage ansøgeren i oplysningen af sagen. Dialogen kan foregå personligt, telefonisk og skriftligt.

Stk. 5. Kommunens sagsoplysning skal være beskrivende og dokumenterende og uden indstilling om, hvorvidt ansøgeren er berettiget til seniorpension.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer