I medfør af tekstanmærkning nr. 144, stk. 3, ad 20.38.15.10, 20.38.15.20 og 20.38.15.30 til § 20 på finansloven for finansåret 2025 fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, stk. 1, nr. 41, i bekendtgørelse nr. 971 af 16. august 2024 om delegation til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Styrelsen for It og Læring af adgang til udstedelse af bekendtgørelser:
Bekendtgørelsen omfatter regnskabsaflæggelse, rapportering og revision for tre puljer, som administreres af Børne- og Undervisningsministeriet. Bekendtgørelsen omfatter følgende tre puljer:
Finanslovskonto 20.38.15.10. Pulje til grønne udstyrsinvesteringer.
Finanslovskonto 20.38.15.20. Pulje til faglig opkvalificering af undervisere.
Finanslovskonto 20.38.15.30. Pulje til udvikling og afprøvning af undervisningsforløb.
Tilskudsmodtager skal aflægge slutregnskab for tilskud, der er omfattet af § 1.
Stk. 2. Slutregnskabet udarbejdes til brug for Børne- og Undervisningsministeriet med det formål at give ministeriet et sikkert grundlag for kontrol med tilskuddets anvendelse.
Stk. 3. Slutregnskabet skal omfatte hele det tilskudsudløsende projekt eller hele den tilskudsudløsende aktivitet. Slutregnskabet skal være rigtigt og skal opstilles som anført i bevillingsbrevet. Dette indebærer, at slutregnskabets oplysninger om projektet eller aktiviteten og opnåede resultater er korrekte, og at den finansiering og de udgifter, der indgår i slutregnskabet, er opnået og afholdt i overensstemmelse med de fastsatte generelle og individuelle betingelser for opnåelsen af tilskud. Tilskud fra ministeriet, tilskudsmodtagerens eventuelle egenfinansiering og tilskud m.v. fra anden side til samme projekt eller aktivitet skal fremgå af slutregnskabet.
Stk. 4. Slutregnskabet skal være underskrevet og dateret af tilskudsmodtagers ledelse, eller en person, ledelsen har bemyndiget til at underskrive. Ledelsen, eller en person, ledelsen har bemyndiget til at underskrive, skal give underskrift i tilknytning til en ledelseserklæring, der omfatter de forhold, der er angivet i § 8, stk. 2, nr. 1-7.
Stk. 5. Underskrives slutregnskabet digitalt, bortfalder kravet i stk. 4 om, at underskriften og underskriftens datering skal gives i tilknytning til ledelseserklæringen. Underskriverens navn skal dog fremgå tydeligt i tilknytning til ledelseserklæringen.
Tilskudsmodtager skal, ud over slutregnskabet, årligt aflægge delregnskab.
Stk. 2. Et delregnskab skal være underskrevet og dateret af tilskudsmodtagers ledelse, eller en person, ledelsen har bemyndiget til at underskrive. Ledelsen, eller en person, ledelsen har bemyndiget til at underskrive, skal give underskrift i tilknytning til en ledelseserklæring, der omfatter de forhold, der er angivet i § 8, stk. 2, nr. 1-7.
Stk. 3. Underskrives delregnskabet digitalt, bortfalder kravet i stk. 2 om, at underskriften og underskriftens datering skal gives i tilknytning til ledelseserklæringen. Underskriverens navn skal dog fremgå tydeligt i tilknytning til ledelseserklæringen.
Tilskudsmodtager skal i overensstemmelse med § 12 i bogføringsloven eller § 44 i bekendtgørelsen om statens regnskabsvæsen mv. (regnskabsbekendtgørelsen) opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører.
Stk. 2. Tilskudsmodtager skal stille det i stk. 1 nævnte materiale til rådighed for ministeriet, i det omfang ministeriet anmoder om det.
Tilskudsmodtager skal udarbejde en slutrapport. Det skal fremgå af slutrapporten, hvordan og i hvilken grad formålet med tilskuddet om målene for de tilskudsudløsende aktiviteter er blevet opfyldt.
Stk. 2. Tilskudsmodtager skal, ud over slutrapporten, årligt aflægge delrapport.
Slutregnskabet skal revideres.
Stk. 2. Delregnskaberne skal ikke revideres.
Revisionen skal udføres af en person, der er godkendt som statsautoriseret eller registreret revisor efter lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven).
Stk. 2. Revisionen udføres efter aftale mellem tilskudsmodtager og den godkendte revisor. Det påhviler den godkendte revisor at påse, at forudsætningerne for, at revisor kan acceptere og gennemføre opgaven, er opfyldt.
Stk. 3. Gennemførelsen af revisionen i overensstemmelse med denne bekendtgørelse er en betingelse for, at tilskudsmodtager kan oppebære tilskud fra Børne- og Undervisningsministeriet. De vilkår for revisors opgave, der følger af denne bekendtgørelse, kan ikke tilsidesættes ved aftale mellem revisor og tilskudsmodtager.
Stk. 4. I tilfælde af revisorskift i projektperioden skal den tiltrædende revisor rette henvendelse til den fratrædende revisor, der har pligt til at oplyse om årsagerne til fratrædelsen.
Revisionen foretages i overensstemmelse med internationale standarder om revision og de yderligere krav, der er gældende i Danmark, samt god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i rigsrevisorlovens § 3, og nærmere præciseret i standarderne for offentlig revision og i stk. 2 og 3 samt §§ 9-12. Dette indebærer, at revisor gennemfører juridisk-kritiske revisioner og forvaltningsrevisioner som led i opgaven.
Stk. 2. Ved revisionen skal revisor efterprøve følgende:
Om regnskabet er rigtigt, dvs. uden væsentlige fejl og mangler.
Om tilskudsbetingelserne i bevillingsbrevet er opfyldt.
Om tilskuddet er anvendt til formålet.
Om tilskudsmodtager har udvist sparsommelighed ved forvaltningen af de midler, der er omfattet af regnskabet.
Om de oplysninger, som tilskudsmodtager har meddelt ministeriet om opfyldelsen af projektets eller aktivitetens formål og mål, herunder resultatkravene i de tilfælde, hvor ministeriet har stillet krav om det, er dokumenterede.
Om tilskudsmodtager har foretaget en faglig afrapportering i de tilfælde, hvor ministeriet har stillet krav om det, og at de data, der ligger til grund herfor, er pålidelige.
Om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis.
Stk. 3. Revisionen kan efter revisors faglige vurdering udføres ved stikprøvevise undersøgelser.
Tilskudsmodtager skal give revisor de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af regnskabet og for revisors vurdering af forvaltningen, herunder om mål og opnåede resultater. Tilskudsmodtager skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, som revisor finder nødvendige, og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv.
Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med midlernes forvaltning, påhviler det revisor straks at give tilskudsmodtager meddelelse herom og at påse, at tilskudsmodtagers ledelse inden 3 uger giver ministeriet meddelelse herom. I modsat fald er det revisors pligt at orientere ministeriet. Revisors bemærkninger sendes sammen med meddelelsen.
Stk. 2. Det samme gælder, hvis
gennemførelsen af projektet, hvortil der ydes tilskud, er usikker af økonomiske eller andre årsager, eller
revisor agter at fratræde opgaven, fordi forudsætningerne for gennemførelsen af en revision i overensstemmelse med gældende etiske og faglige krav og standarder ikke længere er til stede, og dette skyldes forhold hos tilskudsmodtageren.
Revisor skal udarbejde en erklæring om den udførte revision, hvoraf det skal fremgå, at opgaven udføres på grundlag af bestemmelserne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Revisor skal oplyse i erklæringen, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med standarderne for offentlig revision. Eventuelle forbehold, fremhævelser om henholdsvis revision og regnskab samt andre rapporteringsforpligtelser skal fremgå af erklæringen. Revisor skal anvende det gældende erklæringsparadigme, som kan findes på Rigsrevisionens hjemmeside, www.rigsrevisionen.dk.
Stk. 3. Revisor skal i tilknytning til sin revisorerklæring angive sit MNE-nummer, jf. Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder.
Revisor skal udarbejde et revisionsprotokollat/en revisionsberetning, der skal indeholde de oplysninger, som revisor skriftligt kommunikerer til tilskudsmodtagerens øverste ledelse som led i opgaven.
Stk. 2. Revisionsprotokollatet/revisionsberetningen skal indeholde revisors rapportering af konklusionerne af alle juridisk-kritiske revisioner og forvaltningsrevisioner, som revisor gennemfører i overensstemmelse med standarderne for offentlig revision. Revisor skal redegøre for arten og omfanget af de udførte revisionsarbejder og konklusionen herpå. Revisor skal som minimum oplyse om pkt. 1-7 i § 8, stk. 2, når der er udført revision.
Stk. 3. Revisionsprotokollatet/revisionsberetningen kan afgives i tilslutning til erklæringen.
Stk. 4. Revisionsprotokollatet/revisionsberetningen skal underskrives af tilskudsmodtagers ledelse.
Stk. 5. Revisor skal påse, at tilskudsmodtager indsender en genpart af protokollatet/beretningen til tilskudsyder sammen med revisors erklæring og det reviderede regnskab.
Ved tilskud til tidsmæssigt afgrænsede projekter eller aktiviteter, skal regnskab, rapport, ledelses- og revisorerklæring samt revisionsprotokollat/revisionsberetning fremsendes senest 3 måneder efter afslutningen af det tilskudsudløsende projekt eller den tilskudsudløsende aktivitet, medmindre andet er fastsat i bevillingsbrevet. Materialet kan sendes ved brug af elektronisk kommunikation.
Stk. 2. Delregnskaber og delrapporter fremsendes inden for de frister, der er fastsat i bevillingsbrevet.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2025.
Kontorchef
/ Pia Nørskov Nielsen