I medfør af § 35, stk. 4, i selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1082 af 14. november 2012, som ændret ved lov nr. 528 af 28. maj 2014, fastsættes:
Skattepligtige selskaber m.v., som fra indkomståret 2014 i henhold til selskabsskattelovens § 35, stk. 1 og 2, ønsker resterende fremførselsberettigede underskud anvendt ved indkomstopgørelsen, skal i perioden fra og med den 1. oktober 2014 til og med den 1. august 2015 til SKAT indberette de oplysninger, som følger af stk. 2 og 3.
Stk. 2. Indberetningen skal indeholde en specifikation af restunderskuddet for indkomstårene 2002-2013 for hvert selskab fordelt på indkomstår og/eller delperiode.
Stk. 3. For skattefrie omstruktureringer, der er vedtaget indtil indberetningstidspunktet, og som har betydning for anvendelsen af de indberettede underskud, skal indberetningen indeholde følgende specifikationer:
Hvilken type skattefri omstrukturering, der er gennemført,
den skattemæssige virkningsdato for den skattefri omstrukturering,
hvilke selskaber m.v., der er henholdsvis indskydende og modtagende,
restunderskud, som enten er opgjort i kr. eller angivet i procent, der er overført fra det indskydende selskab til det modtagende selskab, og
hvilke sambeskattede datterselskaber, der overgår fra det eller de indskydende selskaber til det eller de modtagende selskaber i forbindelse med den skattefri omstrukturering.
Stk. 4. Administrationsselskabet skal indberette restunderskud for de selskaber m.v., som var omfattet af sambeskatningskredsen pr. 1. oktober 2014.
Oplysningerne efter § 1 skal indberettes digitalt ved brug af TastSelv Selskabsskat.
SKAT kan, hvis der foreligger særlige omstændigheder, se bort fra en overskridelse af fristen for indberetningen, jf. § 1.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2014.
/ Lise Bo Nielsen