I medfør af tekstanmærkning nr. 121 ad 28.21.23 til § 28 på finansloven for finansåret 2023 fastsættes efter bemyndigelse:
Ifølge Aftale om Infrastrukturplan 2035 af 28. juni 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne og i henhold til Udmøntning af midler fra pulje til bedre trafiksikkerhed til adfærdsregulerende tiltag i 2023 fra august 2022 er der afsat en pulje til en forsøgsordning med hjertezoner omkring skoler i 2023. Denne bekendtgørelse fastlægger proceduren for ansøgning om og tildeling af tilskud med henblik på udmøntning af denne pulje.
I denne bekendtgørelse forstås en ”hjertezone” som en zone omkring skolerne, hvor bilkørsel begrænses omkring skolernes mødetid. Hjertezoner ved skoler skal understøtte, at skoleveje bliver mere sikre for eleverne ved at mindske mængden af trafik, når eleverne møder ind om morgenen.
Den samlede pulje til medfinansiering af hjertezoner ved skoler er på i alt 2,1 mio. kr.
Tilskuddet udgør 40 pct. af de godkendte tilskudsberettigede omkostninger.
Stk. 2. Der kan ansøges om midler til fysiske tiltag, herunder skiltning og kampagner.
En kommunalbestyrelse kan højst søge om 150.000 kr. i medfinansiering.
Tilskudsmodtagers egenfinansiering kan ikke dækkes af andre statslige puljer inden for Transportministeriet område.
Ansøgning om tilskud kan indgives af kommunalbestyrelser.
Ansøgning om tilskud skal indgives til Vejdirektoratet ved at anvende det til enhver tid gældende ansøgningsskema med projektbeskrivelse og projektbudget på www.vejdirektoratet.dk.
Stk. 2. Ansøgningsfristen annonceres på www.vejdirektoratet.dk.
Stk. 3. Vejdirektoratet kan til enhver tid anmode om yderligere dokumentation i forbindelse med behandlingen af ansøgninger.
Ved tildelingen af midlerne er det en forudsætning, at hjertezonen etableres på en eller flere lokalveje i tilknytning til skolen.
Stk. 2. Ansøgningerne prioriteres efter følgende kriterier, som vægtes ligeligt:
Jo større elevtal i skoleåret 2022/2023, des højere prioriteres ansøgningen.
Jo højere procentdel af eleverne, som dagligt bliver kørt til skole, efter en opgørelse vedrørende den pågældende skole, des højere prioriteres ansøgningen.
Stk. 3. Den nærmere opgørelse efter stk. 2, nr. 2, vil fremgå af Vejdirektoratets ansøgningsmateriale efter § 8, stk. 1.
Vejdirektoratet udarbejder indstilling til transportministeren om tildeling af tilskud til projekter, jf. § 9.
Stk. 2. Transportministeren forestår på baggrund af forhandlinger med ordførerne fra forligskredsen, jf. § 1, tildeling af tilskud til de enkelte projekter.
Stk. 3. Transportministeren meddeler Vejdirektoratet, hvilke beslutninger der er truffet efter stk. 2, med henblik på, at Vejdirektoratet forestår administrationen heraf, jf. § 11.
Vejdirektoratet meddeler ansøgerne, om ansøgningen er imødekommet (tilsagn om tilskud).
Stk. 2. Vejdirektoratet forestår den videre praktiske administration, herunder udbetaling af tilskud.
Stk. 3. Vejdirektoratet kan stille vilkår for tilskud og tilsagn om tilskud.
Stk. 4. Ændring af et projekt skal godkendes af Vejdirektoratet, inden ændringen kan iværksættes. Ændring af et projekt kan godkendes, hvis Vejdirektoratets vurdering er, at projektet efter ændringen fortsat er i overensstemmelse med projektets formål.
Stk. 5. Tilskudsmodtager skal mindst en gang om året afrapportere om projektets status til Vejdirektoratet. Der skal endvidere foretages afrapportering af det endelige projekt.
Stk. 6. Vejdirektoratet fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes og kan i den forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra tilskudsmodtageren.
Stk. 7. Tilskudsmodtager skal straks underrette Vejdirektoratet, hvis
der foreligger forhold, som efter § 12 kan medføre krav om helt eller delvist bortfald af tilsagn om tilskud,
der foreligger forhold, som efter § 13 kan medføre krav om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud, eller
tilskudsmodtager skifter revisor i løbet af projektperioden.
Tilsagn om tilskud kan helt eller delvist bortfalde, hvis
tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger,
tilskudsmodtager tilsidesætter sin underretningspligt efter § 11, stk. 7,
udbetalte tilskudsmidler uden forudgående godkendelse har været anvendt til andre formål end beskrevet i projektbeskrivelsen,
projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning,
vilkår for tilskud, herunder den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks, ikke opfyldes, eller
tilskudsmodtager ikke opnår de nødvendige godkendelser fra politiet til at kunne gennemføre projektet.
Vejdirektoratet kan kræve, at udbetalte tilskud skal tilbagebetales helt eller delvist, hvis
der er sket helt eller delvist bortfald af tilsagn om tilskud i henhold til § 12, eller
tilskudsmodtager får ydet tilskud fra anden pulje under Transportministeriet til dækning af udgifter, som er finansieret med tilskud fra pulje til medfinansiering af forbedringer på kommunevejnettet.
Tilskudsmodtager skal ved projektets afslutning levere projektdokumentation efter retningslinjer udarbejdet af Vejdirektoratet.
For projekter, hvor tilskudsmodtager ikke har indsendt accept senest et år efter tilsagnsdatoen, jf. § 11, stk. 1, bortfalder tilsagn om tilskud.
For projekter, der ikke er afsluttet senest to år efter tilsagnsdatoen, bortfalder tilsagn om tilskud og udbetalt tilskud skal tilbagebetales, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. For projekter, som ikke er afsluttet senest to år efter tilsagnsdatoen, kan der søges om godkendelse til en ændring af projektet, jf. § 11, stk. 4, som reducerer indholdet af projektet.
Stk. 3. Transportministeren kan dispensere fra tidsfristen i stk. 1, hvis forsinkelsen skyldes uforudsigelige forhold, som har betydning for projektets gennemførelse.
Hvis et udbetalt tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales, opkræves det skyldige beløb til betaling senest 30 dage efter påkrav. Rente fastsættes i overensstemmelse med renteloven og beregnes fra forfaldsdagen.
Den til enhver tid gældende regnskabsinstruks og den til enhver tid gældende revisionsinstruks skal overholdes. Instrukserne vil blive gjort tilgængelige på www.vejdirektoratet.dk.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023
/ Stine Klingenberg