I medfør af § 3, stk. 1, § 7, stk. 3, og § 23, stk. 3, i lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme, som ændret ved lov nr. 782 af 4. maj 2021, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1808 af 28. december 2018 om henlæggelse af visse beføjelser efter lov om erhvervsfremme til Erhvervsstyrelsen og afskæring af administrativ rekurs af afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og bevillingsudvalg nedsat af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse:
Efter denne bekendtgørelse ydes tilskud til grønne iværksættere, der vil gennemføre et projekt om test eller certificering af deres grønne løsninger og teknologier hos eksterne udbydere af testfaciliteter, jf. dog § 3.
Stk. 2. Tilskuddet ydes som de minimis-støtte i overensstemmelse med reglerne i Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte med senere ændringer.
Der ydes alene tilskud til test og certificering, der afsluttes inden for et år fra det tidspunkt, hvor ansøger modtager et endeligt tilsagn om tilskud.
Der ydes ikke tilskud til projekter, der alene vedrører forskning eller finansielle tjenesteydelser.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
Grønne iværksættere: Grønne iværksættere forstås som virksomheder, hvis forretningsmodel har til formål at gøre en positiv forskel for klimaet og/eller miljøet. Ansøgeren skal have et gyldigt CVR-nummer, skal have under 50 ansatte samt have en dokumenteret årlig omsætning på under 75 mio. kr.
Test og certificering: En proces, hvor en løsning eller en teknologi skal testes, tilpasses eller certificeres for at teste kapabilitet, stabilitet og lignende, med henblik på senere kommercialisering.
Eksterne udbydere af testfaciliteter: Fysiske miljøer, hvor virksomheder kan få adgang til at udføre eller få udført test og certificering af deres løsninger mod betaling på markedsvilkår; fx hos andre virksomheder, på universiteter, hos GTS’er eller offentlige institutioner. Teststedet må ikke være koncernforbundet til ansøger. Testfaciliteterne skal have en etableret forretningsmodel og/eller service tilknyttet og kan tilgås af individuelle virksomheder efter aftale.
Stk. 2. Eksempler på testfaciliteter kan findes www.virksomhedsguiden.dk.
Puljen er omfattet af en tilskudsramme, idet ansøger kan søge om tilskud op til 100.000 kr., dog minimum 25.000 kr.
Stk. 2. Virksomheder kan kun opnå tilskud én gang.
Det er en betingelse for tildeling af tilskud, at ansøgningerne:
Kommer fra grønne iværksættere.
Har en løsning eller en teknologi de skal teste eller certificere.
Kan dokumentere at de konkrete tests eller certificeringer finder sted hos en ekstern udbyder af testfaciliteter og er afsluttet inden for et år.
Beskriver hvorfor de konkrete tests eller certificeringer er nødvendig for produktets senere kommercialisering.
Stk. 2. Det er en betingelse for tildeling af tilskud, at ansøger egenfinansierer de tilskudsberettigede tests og certificeringer, jf. Bekendtgørelsens kapitel 1, med et beløb svarende til minimum 33 % af det ansøgte tilskud.
Stk. 3. Tildeling af tilskud foretages på baggrund af ansøgningstidspunktet og under forudsætning af, at samtlige betingelser for tildeling af tilskud er opfyldt.
Tilskuddene skal administreres i overensstemmelse med forsvarlig økonomisk forvaltning. Der kan alene ydes tilskud til udgifter, der er i overensstemmelse med ansøgningen og er betalt og afholdt i den godkendte periode.
Ansøgning om tilskud skal foretages digitalt til Erhvervsstyrelsen inden for nærmere fastsatte frister, som offentliggøres på virk.dk.
Ansøgningen skal indeholde følgende:
Oplysninger om ansøger, testfacilitet og eventuelle samarbejdspartnere og regnskabsansvarlige personer.
En beskrivelse af den test eller certificering, der ansøges om tilskud til, og hvordan det opfylder puljens formål, jf. § 1 stk. 1.
Oplysninger om størrelsen på egenfinansiering, som indgår i projektet.
Stk. 2. Virksomheden skal indsende en erklæring om de minimis-støtte, som virksomheden har modtaget i indeværende og de to foregående regnskabsår i medfør af Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 med senere ændringer og/ eller andre de minimis-forordninger.
Erhvervsstyrelsen meddeler ansøgeren tilsagn eller afslag på ansøgningen om tilskud. Tilsagnet ledsages af nærmere vilkår for tilsagnet.
Stk. 2. I tilsagnsskrivelsen angives bl.a. størrelsen af tilskuddet og perioden det skal anvendes indenfor.
Stk. 3. Tilsagnet ledsages af en tro- og loveerklæring.
Tilskuddet gives som tilsagn om tilskud.
Stk. 2. Udbetalingen skal modsvare de faktiske bogførte, godkendte og betalte tilskudsberettigede omkostninger, som godkendes i forbindelse med projektet.
Stk. 3. Udbetaling af tilskud kan alene ske til ansøgervirksomhedens NemKonto.
Senest tre måneder efter afslutningen af projektet jf. §1, stk. 1, skal ansøger fremsende udfyldt tro- og loveerklæring senest 3 måneder efter afsluttet projekt, jf. § 10, stk. 3.
Endelig udbetaling af tilskud sker efter Erhvervsstyrelsens godkendelse af det fremsendte materiale, jf. § 12.
Stk. 2. Fremsendes materiale ikke rettidigt bortfalder retten til tilskud.
Stk. 3. I forbindelse med anmodning om udbetaling af tilskud fremsender Erhvervsstyrelsen et frivilligt spørgeskema til ansøger med henblik på erfaringsopsamling.
Ansøger skal straks underrette Erhvervsstyrelsen, hvis der sker væsentlige ændringer i de forudsætninger, der lå til grund for tilsagnet om tilskud, eller hvis de vilkår, hvorpå tilskuddet er givet, ikke vil kunne overholdes.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt ændringerne, jf. stk. 1, i projektet er så væsentlige, at tilsagn om tilskud helt eller delvist skal tilbagekaldes, at der skal indgives en ny ansøgning, eller at projektet kan fortsætte.
Ansøger kan på ethvert tidspunkt i projektperioden anmode Erhvervsstyrelsen om, at ansøgers tilsagn skal bortfalde helt eller delvist for den resterende projektperiode. Erhvervsstyrelsen afgør i denne forbindelse, om allerede udbetalt tilskud skal tilbagebetales helt eller delvist.
Erhvervsstyrelsen kan træffe afgørelse om, at tilsagn om tilskud helt eller delvist bortfalder eller kræve en allerede udbetalt tilskud helt eller delvist tilbagebetalt, hvis:
ansøger har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for ansøgningen,
betingelserne for at yde tilsagn ikke længere er til stede, herunder hvis ansøger eller samarbejdspartnere groft har forsømt deres forpligtigelser med hensyn til forsvarlig gennemførelse af projektet, eller ved alvorlige overskridelser af projektets tidsramme,
der i øvrigt mod bedre vidende uberettiget er modtaget tilskud,
der ikke er indsendt afsluttende dokumentation rettidigt, eller
vilkårene i det accepterede tilsagn ikke er overholdt.
Ansøger og eventuelle samarbejdspartnere er forpligtet til, efter anmodning fra Erhvervsstyrelsen, at afgive enhver oplysning, der har betydning for tilsagn, udbetaling af tilskud og at de fastsatte vilkår overholdes.
Erhvervsstyrelsens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 23. september 2022.
/ Camilla Hjermind