I medfør af tekstanmærkning nr. 121 ad 28.21.23. til § 28 på finansloven for finansåret 2022 fastsættes efter bemyndigelse:
Ifølge Aftale om udmøntning af midler i puljen til grøn transport af d. 25. juni 2021 mellem Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet er der afsat en pulje til grøn drivmiddelinfrastruktur til erhvervstransport. Denne bekendtgørelse er en udmøntning af pulje til grøn drivmiddelinfrastruktur til erhvervstransport og fastlægger processen for ansøgning og tildeling af tilskud fra puljen.
Der kan ydes tilskud til projekter, der fremmer etablering af offentligt tilgængeligt tank- og ladeinfrastruktur og til etablering af virksomheders egen tank- eller ladeinfrastruktur.
Stk. 2. Der ydes ikke tilskud til indkøb af køretøjer.
Den samlede pulje til omstilling af erhvervstransport er på i alt 71,3 mio. kr.
Tilskud kan udgøre op til 25 pct. af tilskudsmodtagers totalomkostninger til det ansøgte projekt efter § 2.
Stk. 2. Vejdirektoratet kan stille vilkår for tilsagn om tilskud, herunder fastsætte en tidsfrist for gennemførelsen af tilskudsmodtagers projekt.
Stk. 3. Hvis der søges om tilskud til indkøb af udstyr, der kan videresælges, skal det angives i ansøgningen, for hvilken periode udstyret vil blive anvendt i projektet, som der søges tilskud til.
Stk. 4. Det er en betingelse for tilskud, at tilskudsmodtagers projekt vil kunne gennemføres inden ophør af denne bekendtgørelse, jf. § 14, stk. 2.
Tilskudsmodtagers egenfinansiering kan ikke dækkes af andre statslige puljer eller af EU-tilskud.
Ansøgning om tilskud kan indgives til Vejdirektoratet af operatører og partnerskaber.
Stk. 2. Der kan kun være én juridisk tilskudsmodtager pr. ansøgning, uagtet at flere parter indgår i et samarbejde om et projekt, herunder i form af et partnerskab.
Ansøgning om tilskud skal indgives ved at anvende det til enhver tid gældende ansøgningsskema med projektbeskrivelse og projektbudget på www.virk.dk.
Stk. 2. Frist for ansøgning annonceres på www.vejdirektoratet.dk.
Stk. 3. Vejdirektoratet kan til enhver tid anmode om yderligere oplysninger i forbindelse med behandlingen af ansøgninger.
Vejdirektoratet forestår tildeling af tilskud til projekter under pulje til grøn drivmiddelinfrastruktur til erhvervstransport.
Stk. 2. Ved tildeling af tilskud til offentligt tilgængelig infrastruktur lægges der vægt på følgende forhold:
Behov for tank- og ladeinfrastruktur, som ikke vil blive dækket på markedsvilkår.
Sammenhæng mellem udbudt infrastruktur og forventet forbrug.
Geografisk dækning ift. eksisterende tank- og ladeinfrastruktur.
Projektets modenhed.
Medfinansieringsgrad fra ansøger.
Tilgængelighed til faciliteter for øvrige potentielle brugere for så vidt angår ikke-offentlig tilgængelig infrastruktur.
Vejdirektoratet meddeler ansøgerne, om ansøgning om tilskud er imødekommet.
Stk. 2. Vejdirektoratet forestår udbetaling af puljemidler. Dette sker, når tilskudsmodtager kan dokumentere at have afholdt samtlige udgifter, jf. § 4, stk. 1, til projektet.
Stk. 3. Ændring af et projekt, hvor Vejdirektoratet har meddelt tilsagn om tilskud, skal godkendes af Vejdirektoratet, inden ændringen iværksættes. Vejdirektoratet kan godkende ændringen, hvis den efter Vejdirektoratets vurdering er i overensstemmelse med projektets formål.
Stk. 4. Tilskudsmodtager skal senest den 1. august hvert år lave en skriftlig statusredegørelse om projektets fremdrift til Vejdirektoratet. Der skal endvidere laves en skriftlig slutrapportering af det endelige projekt til Vejdirektoratet.
Stk. 5. Vejdirektoratet fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes, og kan i den forbindelse anmode om enhver oplysning til brug herfor fra tilskudsmodtageren. Vejdirektoratet kan endvidere foretage besigtigelse af det ansøgte projekt.
Stk. 6. Tilskudsmodtager skal straks underrette Vejdirektoratet, hvis
der foreligger forhold, som efter § 10 kan medføre krav om helt eller delvist bortfald af tilsagn om tilskud,
der foreligger forhold, som efter § 11 kan medføre krav om hel eller delvis tilbagebetaling af allerede udbetalt tilskud, eller
tilskudsmodtager skifter revisor i løbet af projektperioden.
Tilsagn om tilskud kan bortfalde, hvis
tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger,
tilskudsmodtager har modtaget midler til projektet fra andre statslige puljer eller EU-tilskud, jf. § 5,
tilskudsmodtager har tilsidesat sin underretningspligt efter § 9, stk. 3 eller stk. 6,
projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med den godkendte ansøgning, eller
vilkår for tilskud, jf. § 4, stk. 2, herunder den til enhver tid gældende instruks for regnskab og den til enhver tid gældende revisionsinstruks, ikke opfyldes.
Vejdirektoratet kan kræve, at udbetalte tilskud skal tilbagebetales helt eller delvist, hvis
der er sket helt eller delvist bortfald af tilsagn om tilskud i henhold til § 10, eller
de udbetalte tilskudsmidler uden forudgående godkendelse har været anvendt til andre formål end beskrevet i projektbeskrivelsen.
Hvis et udbetalt tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales, opkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Rente fastsættes i overensstemmelse med renteloven og beregnes fra forfaldsdagen.
Den til enhver tid gældende regnskabsinstruks og den til enhver tid gældende revisionsinstruks skal overholdes. Instrukserne vil blive gjort tilgængelige på www.vejdirektoratet.dk.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. januar 2022.
Stk. 2. Bekendtgørelsen ophæves den 31. december 2025.
/ Helga Theil Thomsen