I medfør af § 7, stk. 6, § 7 a, stk. 5 og 6, § 17 f, § 17 g, stk. 2, og § 17 h, stk. 4, i lov om folkekirkens økonomi, jf. lovbekendtgørelse nr. 424 af 19. april 2023, og § 22 i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 864 af 25. juni 2013, fastsættes:
Provstiudvalgets beslutninger træffes i møder. Provstiudvalgets formand leder provstiudvalgets møder og afstemninger.
Stk. 2. Formanden kan på provstiudvalgets vegne afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl. Sådanne afgørelser forelægges provstiudvalget til efterretning på næste møde.
Stk. 3. Provstiudvalget kan bemyndige provsten til at ekspedere en konkret sag eller bestemte typer af sager efter udvalgets nærmere vedtagelse.
Stk. 4. Provstiudvalget træffer beslutning om, hvornår ordinære møder skal afholdes, og møderne bekendtgøres sammen med dagsorden forud for mødet efter provstiudvalgets bestemmelse.
Stk. 5. Provstiudvalget er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal.
Stk. 6. Provstiudvalgets beslutninger indføres i en beslutningsprotokol, der ved slutningen af mødet underskrives af de medlemmer, der har deltaget i mødet. Ethvert af disse medlemmer kan forlange sit særstandpunkt kort tilført beslutningsprotokollen og ved sager, der skal fremsendes til anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen.
Stk. 7. Provstiudvalgets beslutningsprotokol samt eventuelt bilagsmateriale skal med de begrænsninger, der følger af regler om tavshedspligt, offentliggøres. Konstitueringen af provstiudvalget skal offentliggøres på provsti.dk.
Et provstiudvalgsmedlem er udelukket fra at deltage i udvalgets forhandling og afstemning i konkrete enkeltsager, der vedrører et sogn, i hvilket den pågældende er medlem af menighedsrådet.
Stk. 2. Provstiudvalget træffer beslutning om, hvorvidt et medlem i øvrigt har en sådan interesse i en sag, at medlemmet er afskåret fra at deltage i udvalgets forhandling og afstemning om sagen.
Stk. 3. Et medlem, der er erklæret inhabilt, skal forlade mødelokalet under forhandling og afstemning i den pågældende sag.
Stk. 4. Et medlem skal underrette udvalget, hvis der foreligger forhold, der kan give anledning til tvivl om medlemmets habilitet.
Provsten er forretningsfører for provstiudvalget.
Stk. 2. I et fælles provstiudvalg beslutter provstiudvalget selv, hvilken af provsterne der skal være forretningsfører.
Stk. 3. Opnås der ikke enighed om hvem der skal være forretningsførende provst, afgøres valget ved afstemning. Opstår der stemmelighed foretages lodtrækning.
Bortset fra bestemmelserne i §§ 1-3 fastsætter provstiudvalget selv sin forretningsorden.
En stedfortræder indtræder i provstiudvalget, når et medlem dør eller udtræder af udvalget.
Stk. 2. Når provstiudvalgets formand får meddelelse om eller på anden måde får kendskab til, at et medlem vil være forhindret i at varetage sit hverv i en forventet periode på mindst 2 måneder, på grund af sin helbredstilstand, graviditet, barsel eller adoption, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger el.lign., indkalder formanden stedfortræderen til førstkommende møde i provstiudvalget.
Stk. 3. Når medlemmet på ny kan varetage sit hverv, udtræder stedfortræderen af provstiudvalget.
Stk. 4. Findes der ved et medlems afgang eller forfald, jf. stk. 2, ingen stedfortræder til at indtræde i medlemmets plads, afgør biskoppen efter indhentet erklæring fra de øvrige medlemmer af rådet, om besættelsen af den ledige plads kan udsættes til næste almindelige valg, eller om udfyldningsvalg skal finde sted.
Provstiudvalget fastsætter i henhold til budgetprocessen i provstiet driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger for
kirkekasser,
selvstændige juridiske enheder, hvor de deltagende menighedsråd har besluttet at flytte kompetencen til fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger til provstiudvalget, og
præsteembeders faste ejendomme, hvor flere menighedsråd er fælles om de faste ejendomme.
Stk. 2. Provstiudvalget påser, at kirkekassernes og de selvstændige juridiske enheders kassers budgetter er i overensstemmelse med de fastsatte rammer og bevillinger, jf. stk. 1.
Stk. 3. Provstiudvalget udøver legalitetskontrol af kirkekasserne og de selvstændige juridiske enheders budgetter.
Provstiudvalget fastsætter i henhold til budgetprocessen i provstiet driftsrammer, anlægsbevillinger og projektbevillinger for provstiudvalgskassen.
Provstiudvalget fastsætter i henhold til budgetprocessen i provstiet størrelsen på provstiets reserve op til 5 % af ligningsbeløbet til folkekirkens lokale kasser i provstiet.
Stk. 2. Hvis budgetsamrådet har truffet beslutning om, at der kan afsættes en reserve, der overstiger 5 % af ligningsbeløbet til folkekirkens lokale kasser i provstiet, fastsætter provstiudvalget størrelsen på denne.
Provstiudvalget vælger uden for sin midte en bygningskyndig til sammen med provsten at foretage syn over kirke og kirkegård, præsteboliger og anden fast ejendom, der bestyres af menighedsrådet på kirkens eller præsteembedets vegne.
Stk. 2. Når det i stk. 1 omtalte syn vedrører provstens tjenestebolig, beskikker biskoppen en anden provst til at lede synsforretningen.
Stk. 3. Den bygningskyndige må ikke påtage sig lønnet arbejde for menighedsrådene i provstiet.
Provstiudvalget skal afgive erklæring i følgende sager:
Sager om køb, salg, opførelse, nedrivning, istandsættelse eller ombygning af fast ejendom, som efter de gældende regler skal forelægges biskoppen eller Kirkeministeriet til godkendelse.
Øvrige sager af væsentlig økonomisk betydning for de kirkelige kasser.
Stk. 2. Kirkeministeriet og biskoppen kan indhente udtalelse fra provstiudvalget i andre sager. For så vidt angår stiftsmiddellån, kan stiftsrådet indhente udtalelse fra provstiudvalget.
Provstiudvalget kan antage medhjælp (provstisekretær) efter de af Kirkeministeriet til enhver tid fastsatte bestemmelser herom. Regler om opslag af stillinger som kirkefunktionær i folkekirken, finder tilsvarende anvendelse for ansættelse i stillinger i provstiet.
Stk. 2. Provstiudvalget kan til understøttelse af samarbejder med menighedsråd eller ved løsning af opgaver på delegation fra menighedsråd antage medhjælp efter de af Kirkeministeriet til enhver tid fastsatte bestemmelser herom. Regler om opslag af stillinger som kirkefunktionær i folkekirken, finder tilsvarende anvendelse for ansættelse i stillinger i provstiet.
Stk. 3. Der tilkommer udvalgets medlemmer diæter for deltagelse i møder efter de bestemmelser, Kirkeministeriet fastsætter herom.
Provstiudvalgets afgørelse om størrelsen af de i §§ 6-8 fastsatte rammer, bevillinger og reserve, er endelig. Provstiudvalgets øvrige afgørelser i medfør af denne bekendtgørelse kan påklages til biskoppen.
Stk. 2. Biskoppens afgørelser i medfør af stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Bestemmelserne i §§ 1, 3, 5, stk. 1-3, og 11, stk. 3, finder ligeledes anvendelse for budgetudvalgene.
Stk. 2. Bortset fra de i § 13, stk. 1, nævnte bestemmelser fastsætter budgetudvalget selv sin forretningsorden.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2023.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 302 af 26. marts 2007 om provstiudvalgenes og budgetudvalgenes virksomhed ophæves.
/ Jacob Ølgaard-Nicolajsen