I medfør af § 6, stk. 1 og 4, § 9, stk. 2, § 10, stk. 3, og § 24 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om ordninger under Den fælles Landbrugspolitik finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbruget m.v. (landbrugsstøtteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 115 af 6. februar 2020, og efter indstilling fra Hesteafgiftsfondens bestyrelse fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 5, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1273 af 27. november 2017 om Landbrugsstyrelsens opgaver og beføjelser:
Slagterier og slagtehuse skal betale en produktionsafgift på 175 kr. pr. hest, der er produceret i Danmark, og som slagtes samt ved offentlig kontrol godkendes til menneskeføde, jf. dog stk. 2. Afgiftspligten omfatter også heste, der slagtes for private til eget brug.
Stk. 2. Afgiftspligten i stk. 1 gælder ikke for føl med en slagtevægt på 25 kg eller derunder.
For heste, der slagtes på kreatureksportslagterier, offentlige slagtehuse og eksportsvineslagterier, påhviler det vedkommende slagteri eller slagtehus at opkræve det i § 1 nævnte afgiftsbeløb hos leverandøren. Hver måned skal slagteriet eller slagtehuset indberette antallet af de i den foregående måned slagtede heste til Hesteafgiftsfonden. På baggrund af indberetningen sender Hesteafgiftsfonden en faktura til det vedkommende slagteri eller slagtehus.
Stk. 2. For heste, der slagtes i private slagtehuse, påhviler det slagteren at indberette antallet af slagtede heste til Hesteafgiftsfonden umiddelbart efter den af dyrlægen foretagne kontrolstempling. Indberetningsskema kan rekvireres hos Hesteafgiftsfonden. På baggrund af indberetningen sender Hesteafgiftsfonden en faktura til det vedkommende slagteri.
Destruktionsvirksomheden skal betale en produktionsafgift på 175 kr. for hver hest, bortset fra føl under 3 mdr., der er produceret i Danmark, og som destrueres.
Stk. 2. Det påhviler destruktionsvirksomheden at opkræve det i stk. 1 nævnte afgiftsbeløb hos leverandøren. Destruktionsvirksomheden skal hvert kvartal indberette antallet af de i det foregående kvartal destruerede heste til Hesteafgiftsfonden. Destruktionsvirksomheden skal samtidig med indberetningen indbetale den herefter skyldige produktionsafgift til Hesteafgiftsfonden.
Eksportøren skal betale en produktionsafgift på 175 kr. for hver hest, der er produceret i Danmark, og som udføres levende fra Danmark.
Stk. 2. Undtaget fra afgiften er
føl med en levende vægt på 50 kg eller derunder,
cirkusheste,
trav-, galop- og konkurrenceheste, der genudføres efter deltagelse i væddeløb og sportsstævner,
trav-, galop- og konkurrenceheste, der udføres til væddeløb og sportsstævner og derefter genindføres,
heste der udføres efter korte ophold på grund af inseminering, dyrlægebesøg, ferieformål og lignende og
heste der udføres til korte ophold på grund af inseminering, dyrlægebesøg, ferieformål og lignende, og derefter genindføres.
Stk. 3. Hesteafgiftsfonden udsteder på baggrund af den månedligt modtagne eksportdata, fra Fødevarestyrelsen via Eksportportalen, faktura på produktionsafgiften til eksportøren, jf. stk. 4. Er eksportøren ikke producent af de pågældende dyr, skal eksportøren medtage produktionsafgiften i sin afregning til producenten.
Stk. 4. Som eksportør betragtes den, der har forhåndsanmeldt den stedfundne udførsel til Fødevarestyrelsen via Eksportportalen.
Beløb, der ikke betales rettidigt, tillægges efter landbrugsstøttelovens § 20, stk. 1, en årlig rente regnet fra forfaldsdagen i overensstemmelse med rentelovens § 5. Den tillagte rente kan mindst udgøre 50 kr.
Der er udpantningsret for forfaldne beløb efter § 11 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, herunder for de i § 5 nævnte rentebeløb.
Medmindre højere straf er forskyldt efter kapitel 5 i landbrugsstøtteloven straffes med bøde den der:
Undlader at betale produktionsafgifter i henhold til § 1, stk. 1, § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1.
Undlader at opkræve produktionsafgifter i henhold til § 2, stk. 1, 1. pkt. og § 3, stk. 2, 1. pkt.
Undlader at indberette antallet af heste i henhold til § 2, stk. 1, 2. pkt., stk. 2, 2. pkt. og § 3, stk. 2, 2. pkt.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
Ved de i § 7, stk. 1, oplistede forhold skal Hesteafgiftsfonden minimum rette én henvendelse til den, der kan straffes med bøde, om at berigtige forholdet inden for en af fonden fastsat frist. Henvendelsen skal ske inden for rimelig tid.
Stk. 2. Hvis forholdet ikke berigtiges efter stk. 1, kan fonden overdrage sagen til politiet. Forud for overdragelsen skal fonden tilkendegive overfor modtageren af henvendelsen, at sagen overdrages til politiet, hvis forholdet ikke berigtiges inden for en af fonden fastsat frist.
Betales skyldige afgifter ikke rettidigt, skal Hesteafgiftsfonden overdrage inddrivelsen af det skyldige beløb med tillæg af renter til Gældsstyrelsen. Forinden skal fonden skriftligt underrette den afgiftspligtige om overdragelse af sagen til Gældsstyrelsen.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 101 af 26. januar 2023 om produktionsafgift ved slagtning, destruktion og eksport af heste ophæves.
/ Ulf Steenfeldt