I medfør af § 17, stk. 4-6, § 18, stk. 3-5, § 19, stk. 3-5, og § 21, stk. 4, i lov nr. 696 af 20. juni 2025 om nemkonto fastsættes:
En privat udbetaler kan via en privat kontoformidler foretage kontoopslag på en betalingsmodtagers nemkonto i nemkontosystemet, når den private udbetaler skal foretage en udbetaling til betalingsmodtageren inden for fire bankdage, og betalingsmodtagerens nemkonto er rette betalingssted.
En privat udbetaler skal, inden der kan foretages kontoopslag på en betalingsmodtager første gang, give betalingsmodtageren underretning om, at betalingsmodtageren til enhver tid kan meddele den private udbetaler, at udbetalinger ikke skal indsættes på modtagerens nemkonto.
Stk. 2. En privat udbetaler skal efter anmodning fra Digitaliseringsstyrelsen uden vederlag fremsende dokumentation for underretningen efter stk. 1 til Digitaliseringsstyrelsen. Den private udbetaler skal opbevare dokumentation for underretning efter stk. 1 så længe, der består en betalingsrelation til betalingsmodtageren.
En privat udbetaler skal underrette betalingsmodtageren om muligheden for kreditorbeskyttelse, hvis udbetalingen indsættes på en særskilt konto i bank eller sparekasse eller på anden måde er holdt klart adskilt fra betalingsmodtagerens øvrige formue, inden udbetaling til nemkonto af beløbstyper, der er omfattet af retsplejelovens § 513. En sådan underretning skal angive en rimelig frist for, hvornår betalingsmodtageren skal angive, om udbetaling skal foretages til en anden konto end betalingsmodtagerens nemkonto.
Stk. 2. En privat udbetaler skal efter anmodning fra Digitaliseringsstyrelsen uden vederlag fremsende dokumentation for underretningen efter stk. 1 til Digitaliseringsstyrelsen. Den private udbetaler skal opbevare dokumentation for underretning efter stk. 1 så længe, der består en betalingsrelation til betalingsmodtageren.
Digitaliseringsstyrelsen kan udelukke en privat udbetaler, en privat kontoformidler eller en operatør af finansiel digital infrastruktur fra nemkontosystemet, når Digitaliseringsstyrelsen vurderer, at det er påkrævet for at sikre nemkontosystemets stabilitet, sikkerhed og drift eller ved mistanke om misbrug af nemkontosystemet eller oplysninger heri.
Digitaliseringsstyrelsen kan udelukke en privat udbetaler, en privat kontoformidler eller en operatør af finansiel digital infrastruktur fra nemkontosystemet, hvis den pågældende overtræder regler eller vilkår for tilslutning til og anvendelse af nemkontosystemet, herunder i følgende tilfælde:
Hvis der i nemkontosystemet foretages kontoopslag på en betalingsmodtager, uden at betalingsmodtagerens nemkonto er rette betalingssted.
Hvis der i nemkontosystemet foretages kontoopslag på en betalingsmodtager, efter betalingsmodtageren har meddelt den private udbetaler, at en udbetaling ikke skal ske til betalingsmodtagerens nemkonto.
Hvis oplysninger om en betalingsmodtagers nemkonto genbruges i anden sammenhæng end udbetaling til betalingsmodtageren inden for fire bankdage.
Hvis der i nemkontosystemet foretages kontoopslag på en betalingsmodtager uden en forestående udbetaling.
Hvis der i nemkontosystemet foretages kontoopslag uden forudgående underretning efter § 2 eller § 3.
Stk. 2. Digitaliseringsstyrelsen kan ved mindre alvorlige overtrædelser af regler eller vilkår for tilslutning og anvendelse af nemkontosystemet i stedet for udelukkelse efter stk. 1 meddele en påtale.
Stk. 3. Udelukkelse efter stk. 1 kan gøres tidsbestemt i en periode mellem 1 og 5 år eller permanent afhængig af overtrædelsens grovhed.
Stk. 4. Digitaliseringsstyrelsen kan udelukke en privat kontoformidler eller en operatør af finansiel digital infrastruktur fra nemkontosystemet ved manglende betaling af gebyr efter §§ 6, 7, 8 eller 9.
En privat kontoformidler eller en operatør af finansiel digital infrastruktur betaler til Digitaliseringsstyrelsen for tilslutning til det eksisterende nemkontosystem et gebyr på 20.500 kr. pr. system. Tilsvarende betales et gebyr på 20.500 kr. pr. system ved ændringer i og tilpasninger til den tekniske tilslutning til nemkontosystemet.
En privat kontoformidler eller en operatør af finansiel digital infrastruktur betaler til Digitaliseringsstyrelsen et gebyr for tilslutning til det nye nemkontosystem på 15.000 kr. for tilslutning ved brug af IBM Message Queue og 8.000 kr. for tilslutning ved brug af Representational State Transfer (REST) og Secure File Transfer Protocol (SFTP).
En privat kontoformidler eller en operatør af finansiel digital infrastruktur betaler til Digitaliseringsstyrelsen årligt et gebyr for tilslutning til nemkontosystemet på:
25.000 kr. ved tilslutning af én privat udbetaler.
75.000 kr. ved tilslutning af to-fem private udbetalere.
150.000 kr. ved tilslutning af mere end fem private udbetalere.
Private kontoformidlere betaler til Digitaliseringsstyrelsen et gebyr på 0,34 kr. pr. kontoopslag, som fremsendes til nemkontosystemet.
Stk. 2. Er den private kontoformidler tilsluttet nemkontosystemet via en operatør af finansiel digital infrastruktur, opkræver Digitaliseringsstyrelsen dog gebyret efter stk. 1 hos operatøren af finansiel digital infrastruktur.
Gebyrerne i §§ 6-9 reguleres i overensstemmelse med Finansministeriets budgetvejledning og Økonomistyrelsens vejledning om prisfastsættelse. De aktuelle gebyrtakster offentliggøres på en hjemmeside anvist af Digitaliseringsstyrelsen.
Stk. 2. Gebyrerne i §§ 6-7 betales ved tilslutning. Gebyret i § 8 betales én gang årligt, og gebyret i § 9 betales månedligt bagud til Digitaliseringsstyrelsen. Overskrides betalingsfristen, kan der pålægges et rykkergebyr pr. erindringsskrivelse. Rykkergebyret fastsættes i overensstemmelse med rentelovens bestemmelser herom.
Stk. 3. Fakturaer fremsendes digitalt enten som elektronisk postforsendelse eller på anden digital vis.
En privat kontoformidler eller en operatør af finansiel digital infrastruktur afholder selv omkostninger forbundet med tilslutning til nemkontosystemet.
Digitaliseringsstyrelsen, system- og driftsleverandører, offentlige udbetalere eller kontoindberettende institutter kan ikke gøres økonomisk ansvarlig for manglende tilgængelighed af nemkontosystemet, forsinkelser i levering af kontooplysninger, systemfejl i nemkontosystemet, fejl i betalingsmodtageres kontooplysninger eller andre fejl.
Digitaliseringsstyrelsen har ingen pligt til at bistå private udbetalere, private kontoformidlere eller operatører af finansielle digitale infrastrukturer med at tilvejebringe kontooplysninger på anden vis, hvis nemkontosystemet ikke er tilgængeligt eller på anden vis ikke er fuldt til rådighed.
En privat udbetaler har pligt til uden vederlag at meddele Digitaliseringsstyrelsen oplysninger til brug for Digitaliseringsstyrelsens behandling af sager om indsigelsesret efter databeskyttelsesforordningens artikel 21.
En privat kontoformidler og en operatør af finansiel digital infrastruktur har pligt til uden vederlag at bistå Digitaliseringsstyrelsen med oplysninger til brug for identifikation og håndtering af mulige tekniske fejl i tilslutningen til og anvendelsen af nemkontosystemet.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. §§ 6-10 træder i kraft den 1. januar 2026.
Stk. 3. I perioden fra den 1. juli 2025 til den 31. december 2025 opkræver Digitaliseringsstyrelsen betaling for private kontoformidleres og operatører af finansiel digital infrastrukturers tilslutning til og anvendelse af nemkontosystemet efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed.
/ Tanja Franck
Officielle noter
EU Noter