I medfør af § 22 a og § 22 b i lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019, som ændret ved lov nr. 801 af 7. juni 2022, og efter forhandling med forsvarsministeren og sundhedsministeren, fastsættes:
Alarmcentralerne skal sikre, at de fra slutbrugere kan modtage alarmkommunikationer i form af:
opkald,
synkroniseret tale og tekst, herunder tekst i realtid, og
tale, tekst, herunder tekst i realtid, og video synkroniseret som totalkommunikation, hvis der leveres video.
Stk. 2. Alarmcentralerne skal sikre, at de fra slutbrugere med særligt behov herfor kan modtage alarmkommunikationer i form af SMS.
Stk. 3. Alarmcentralerne skal sikre, at de kan besvare alarmkommunikationer ved brug af de kommunikationsmidler, der er nævnt i stk. 1 og 2.
Alarmcentralerne skal sikre, at de i forbindelse med alarmkommunikationer kan modtage stedbestemmelsesoplysninger om slutbrugeres geografiske position, der stammer fra netinfrastrukturen hos ejere af elektroniske kommunikationsnet og udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.
Stk. 2. Alarmcentralerne skal sikre, at de i forbindelse med alarmkommunikationer kan modtage stedbestemmelsesoplysninger om slutbrugeres geografiske position, der stammer fra mobiltelefoner.
Beredskabstjenesterne skal sikre, at de er i stand til at modtage oplysninger, som fremsendes af alarmcentralerne til brug for alarmbehandlingen, jf. § 6, stk. 1, og § 9.
Alarmcentralerne behandler personoplysninger efter reglerne i dette kapitel med henblik på at sikre den rette hjælp til det rette sted i forbindelse med alarmkommunikationer i henhold til §§ 1 og 2 fra slutbrugere til den offentlige alarmtjeneste (112).
For at fastlægge identiteten på og positionen for slutbrugeren, og for at kunne komme i efterfølgende kontakt med slutbrugeren, indhenter alarmcentralerne:
slutbrugerens personnummer eller andre oplysninger om slutbrugerens identitet,
telefonnummer, navn og adresse tilknyttet den enhed, der benyttes til at foretage alarmkommunikationen (nummeroplysningsdata), og
oplysninger om det sted, hvor enheden befinder sig (stedbestemmelsesoplysninger).
Stk. 2. For at klarlægge årsagen til alarmkommunikationen og vurdere behovet for en akut indsats indhenter alarmcentralerne følgende oplysninger hos slutbrugere:
ved alarmkommunikationer angående sundhedshændelser tilgængelige relevante oplysninger om den nødstedte persons identitet, position og helbredstilstand,
ved alarmkommunikationer angående kriminelle handlinger tilgængelige oplysninger om den kriminelle handling og den formodede gerningspersons identitet eller signalement og færden, og
ved alarmkommunikationer angående brand-, miljø- og redningshændelser oplysninger om skadestedsadresse og eventuelle personer på adressen.
Stk. 3. Alarmcentralerne lydoptager alarmkommunikationen som dokumentation til brug for kontrol med alarmcentralernes alarmhåndtering og som bevis til brug for efterforskning og strafforfølgning af strafbare lovovertrædelser eller håndtering af andre retskrav.
Når der skønnes at være behov for en akut indsats fra beredskabstjenesterne, videregiver alarmcentralerne i nødvendigt og relevant omfang de i § 5, stk. 1 og 2, nævnte oplysninger til beredskabstjenesterne.
Stk. 2. Alarmcentralerne videregiver de i § 5, stk. 3, nævnte oplysninger til beredskabstjenesterne, når det er nødvendigt af hensyn til efterforskning og strafforfølgning af en strafbar lovovertrædelse, eller for at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.
De indsamlede oplysninger, herunder lydoptagelser, opbevares hos alarmcentralerne. Lydoptagelser slettes senest 6 måneder fra lagringstidspunktet, medmindre det konkret er nødvendigt at opbevare lydoptagelserne længere. Øvrige personoplysninger slettes senest 3 år fra lagringstidspunktet.
Alarmcentralerne sikrer, at information om følgende stilles til rådighed for de registrerede på alarmcentralernes hjemmeside:
Behandlingen af personoplysninger i henhold til denne bekendtgørelse.
Identiteten og kontaktoplysninger på den dataansvarlige og dennes eventuelle repræsentant.
Kontaktoplysninger på databeskyttelsesrådgiveren.
Relevante rettigheder for den registrerede efter databeskyttelsesforordningens kapitel III og retshåndhævelseslovens afsnit III.
Muligheder for at klage over behandlingen af personoplysninger.
I samarbejde med relevante aktører udarbejder og ajourfører Rigspolitiet retningslinjer for udveksling af oplysninger mellem alarmcentralerne og beredskabstjenesterne til brug for alarmbehandlingen. Retningslinjerne kan fastsætte:
hvilke nødvendige oplysningstyper, der skal udveksles, og
den tekniske infrastruktur til understøttelse af udveksling af nødvendige oplysningstyper.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2022, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 2 og 3, træder i kraft den 28. juni 2027.
/ Maria Carlsson