I medfør af § 195, stk. 3, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025, fastsættes:
Oplysninger om personer i stofmisbrugsbehandling i henhold til sundhedslovens § 142, stk. 1, og om patienter i integreret behandling af en psykisk lidelse og en samtidig rusmiddelproblematik i henhold til sundhedslovens § 82 c, stk. 1, skal indberettes til Sundhedsdatastyrelsen via Stofmisbrugsdatabasen efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Indberetningen skal for kommunerne indeholde de oplysninger, som fremgår af det til enhver tid gældende »Fællesindhold for indberetning til Stofmisbrugsdatabasen under afsnittet om indikatorer for den lægelige stofmisbrugsbehandling«, og for regionerne indeholde de oplysninger, som fremgår af gældende »Indberetningsvejledning til LPR«, som begge er tilgængelige via Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside.
Stk. 3. Indberetningen om lægelig stofmisbrugsbehandling i henhold til sundhedslovens § 142, stk. 1, skal ske senest 1 måned efter indskrivning i behandling, og derefter løbende og senest 1 måned efter nye oplysninger om behandling/afslutning.
Stk. 4. Indberetningen skal ske uanset indberetning/anmeldelse til andre centrale registre.
Stk. 5. Indberetningen skal for kommunerne ske elektronisk i overensstemmelse med den til enhver tid gældende indberetningsvejledning »Vejledning for indberetning til Stofmisbrugsdatabasen«, og for regionerne ske i overensstemmelse med »Indberetningsvejledning til LPR«, som begge er tilgængelige via Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside.
Kommunalbestyrelsen og regionsrådet er ansvarlige for, at indberetning af oplysninger sker i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan dog overlade indberetningen af oplysninger til de institutioner, hvorpå behandlingen i henhold til sundhedslovens § 142, stk. 1, og § 82 c, stk. 1, finder sted.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1700 af 21. december 2010 om indberetning af lægelig stofmisbrugsbehandling og indsats mod hepatitis C blandt stofmisbrugere ophæves.
Lene Brøndum Jensen
/ Tammie Carlslund Hansen