I medfør af § 64, stk. 1, i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1662 af 17. december 2018, som ændret ved lov nr. 501 af 16. maj 2023, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, stk. 1, nr. 6, i bekendtgørelse nr. 261 af 23. marts 2020 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang m.v.:
Denne bekendtgørelse gælder for klager fra ansatte om bord på danske fiskeskibe.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder tillige for klager fra ansatte om bord på udenlandske fiskeskibe, der opholder sig i dansk havn.
Stk. 3. I tilfælde af tvivl om, hvorvidt den pågældende må anses som ansat om bord, afgøres spørgsmålet af Søfartsstyrelsen efter forudgående høring af de arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, som spørgsmålet vedrører.
Formålet med denne bekendtgørelse er at sikre fiskere, der arbejder på fiskeskibe, adgang til at klage over forhold vedrørende mindstealder, sundhedsbeviser, fiskeres kvalifikationer, ansættelsesaftaler, anvendelse af autoriserede, certificerede eller regulerede forhyrings- og formidlingstjenester, hviletimer, skibets bemanding, arbejds- og opholdsrum, fritidsfaciliteter om bord, fødevarer og forplejning, beskyttelse af sundhed og sikkerhed samt forebyggelse af ulykker, sygdomsbehandling om bord og betaling af løn.
Klagen kan indbringes for Søfartsstyrelsen.
Stk. 2. Medmindre klagen anses for ubegrundet, foretager Søfartsstyrelsen de nødvendige undersøgelser med henblik på at sikre, at forholdene er i overensstemmelse med den relevante lovgivning.
Stk. 3. Vedrører klagen et udenlandsk fiskeskib, der opholder sig i dansk havn, skal Søfartsstyrelsen ud over undersøgelsen, som anført i stk. 2, underrette flagstatens administration om sagen.
Stk. 4. Arbejdsmiljømæssige spørgsmål, herunder om sikkerhed og sundhed, i fiskeskibe kan tillige rettes til repræsentanter for sikkerhedsorganisationen for det pågældende fiskeskib i overensstemmelse med den til enhver tid gældende bekendtgørelse om sikkerhedsarbejde i fiskeskibe (Arbejdsmiljø i skibe).
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 144 af 1. februar 2021 om klage i henhold til ILO-konvention nr. 188 om bord på fiskeskibe ophæves.
Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.
/ Kristina Ravn
Officielle noter