I medfør af § 36, stk. 7, og § 39, stk. 4, i lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1268 af 28. november 2024, fastsættes:
De sundhedsvidenskabelige, forskningsfaglige fora ved Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet indstiller personer, som er aktive inden for den sundhedsvidenskabelige forskning, til medlemmer af de regionale videnskabsetiske komiteer.
Stk. 2. Indstillingsretten efter stk. 1 overgår til bestyrelserne for Danmarks Frie Forskningsfond og Danmarks Innovationsfond, hvis et eller flere af de i stk. 1 nævnte forskningsfaglige fora ikke ser sig i stand til at indstille personer, som er aktive inden for den sundhedsvidenskabelige forskning, til medlemmer af de regionale videnskabsetiske komiteer, eller hvis et eller flere af disse fora nedlægges eller på anden vis ophører.
Medlemmerne af de regionale videnskabsetiske komiteer og deres eventuelle suppleanter modtager udgiftsgodtgørelse efter reglerne i lov om kommunernes styrelse § 16, stk., 11, og regionslovens § 11.
Stk. 2. Regionsrådet kan beslutte, at medlemmerne og deres eventuelle suppleanter herudover ydes diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a, stk. 1-4 og 6-10, i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 3. Regionsrådet kan endvidere beslutte, at hvervet som medlem af de regionale videnskabsetiske komiteer vederlægges med indtil 16.000 kr. årligt (2024 niveau), at hvervet som formand for de regionale videnskabsetiske komiteer vederlægges med indtil 100.000 kr. årligt (2024 niveau), og at hvervet som næstformand vederlægges med indtil 43.000 kr. årligt (2024 niveau). En formand eller næstformand, der modtager vederlag efter stk. 3, kan ikke samtidig modtage diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 2.
Stk. 4. Vederlagene i denne bekendtgørelse PL-reguleres én gang årligt den 1. januar med den generelle pris- og lønstigning, jf. økonomistyrelsens pris- og lønforudsætninger. Det herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste hele kronebeløb.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 178 af 28. februar 2012 om indstilling af forskningsaktive medlemmer til de regionale videnskabsetiske komiteer og vederlag til medlemmer af de regionale videnskabsetiske komiteer ophæves.
/ Berit Faber