Lovguiden Logo
Gældende

BEK nr 1516 af 29/06/2021

Kulturministeriet

Bekendtgørelse om ikkekommerciel lokalradiovirksomhed § 17

Ansøgning om tilladelse sker til Radio- og tv-nævnet.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse skal indeholde oplysninger om:

  1. Ansøgers navn, adresse, telefonnummer, e-post-adresse, CVR- og P-nr. Såfremt ansøgeren har flere adresser, oplyses disse med en beskrivelse af, hvilke funktioner der varetages fra de forskellige adresser.

  2. Dokumentation for foreningens stiftelse, herunder stiftelsesprotokollat eller anden dokumentation for foreningens virke, oplysninger om bestyrelsens sammensætning, bestyrelsesmedlemmers bopæl, vedtægter, regler for tegningsberettigelse m.v.

  3. Det navn, som radiostationen vil blive drevet under.

  4. Økonomiske forhold, herunder hvordan driften vil blive finansieret.

  5. Karakteren af programvirksomheden, herunder beskrivelse af de programkategorier, dvs. eksempelvis nyheder, aktualitet, sport, kultur og underholdning, virksomheden omfatter, samt den tidsmæssige fordeling heraf. Det oplyses endvidere, om virksomheden retter sig mod bestemte målgrupper, fx alders- eller befolkningsgrupper.

  6. Oplysninger om, hvorledes kravene i § 11 opfyldes.

  7. Oplysninger om, hvorvidt og i givet fald hvorledes tilladelseshaver vil tilbyde public access, dvs. facilitere at programmer produceret af borgere hjemmehørende i tilladelsesområdet udsendes på radiostationen, jf. § 11, stk. 3.

Stk. 3. Der skal sammen med ansøgningen indsendes en egenproduceret optagelse af minimum 10 minutters varighed, der giver eksempler på ansøgers planlagte programvirksomhed.

Stk. 4. Nævnet kan i øvrigt kræve de oplysninger, det finder nødvendige for behandlingen af ansøgningen. Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelsen af oplysninger. Såfremt nævnet ikke kan få tilstrækkelige oplysninger, kan der gives afslag på ansøgningen.

Stk. 5. Ændringer i forhold til det i ansøgningen oplyste, skal meddeles Radio- og tv-nævnet, idet ændringer i forhold til det i stk. 2, nr. 5-7, dog forinden skal godkendes af Radio- og tv-nævnet, jf. § 10, stk. 3.

Stk. 6. Med indgivelse af ansøgning accepterer ansøgerne vilkårene i udbudsmaterialet.

Stk. 7. Radio- og tv-nævnet tager i udbudsmaterialet forbehold for ændringer af materialet og eventuel aflysning af udbuddet.

Detaljer

Relateret indhold