I medfør af § 4, stk. 1, 2 og 4, i lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 667 af 20. juni 2006, § 61, stk. 1, i beredskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 660 af 10. juni 2009, og § 7, stk. 1, i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde, jf. lovbekendtgørelse nr. 226 af 13. marts 2006, fastsættes:
Den personeladministrerende myndighed kan hjemsende en værnepligtig, der møder senere end 2 dage efter det fastsatte mødetidspunkt.
Stk. 2. Ved den personeladministrerende myndighed forstås den myndighed, der foretager den daglige administration og uddannelse af den værnepligtige.
En værnepligtig, der er hjemsendt i henhold til § 1, indkaldes igen senest 1 år efter hjemsendelsestidspunktet med mindst 4 ugers varsel.
Den personeladministrerende myndighed kan hjemsende en værnepligtig, der under tjenesten:
ulovligt har været fraværende i tilsammen mere end 10 tjenestedage,
har været varetægtsfængslet i mere end 10 tjenestedage eller
skal afsone frihedsstraf i mere end 10 tjenestedage.
Stk. 2. Hjemsendelse i henhold til stk. 1 kan kun ske én gang.
En værnepligtig, der er hjemsendt i henhold til § 3, indkaldes igen senest 1 år efter hjemsendelsestidspunktet med mindst 4 ugers varsel. Har den værnepligtige før hjemsendelsen aftjent værnepligt i mindst 30 dage efter fradrag for ulovligt fravær, fraregnes den aftjente værnepligt i den resterende tjenestetid. Værnepligtens længde kan dog ikke overstige i alt 12 måneder.
Stk. 2. En værnepligtig under militærnægterordningen, der er hjemsendt i henhold til § 3, og som tidligere er hjemsendt efter ulovligt fravær i forbindelse med værnepligtstjeneste i Forsvaret eller redningsberedskabet, kan ikke indkaldes igen.
Forsvarsministeriets Personalestyrelse foretager den overordnede forvaltning af den værnepligtige og kan fritage en værnepligtig for fornyet indkaldelse.
En værnepligtig, der af en session er erklæret uegnet eller for tiden uegnet til værnepligtstjeneste, hjemsendes af Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
Stk. 2. En værnepligtig, der er erklæret uegnet eller for tiden uegnet i henhold til stk. 1, og som ved en senere, ansøgt sessionsbehandling erklæres egnet eller begrænset egnet til værnepligtstjeneste, indkaldes ikke uansøgt til ny tjeneste.
Stk. 3. En værnepligtig i Forsvaret eller redningsberedskabet, der er hjemsendt i henhold til stk. 1, placeres ikke i Værnsfælles Forsvarskommandos totalforsvarsregister eller Beredskabsstyrelsens personelreserve.
Stk. 4. En værnepligtig ved redningsberedskabet, der er erklæret uegnet eller for tiden uegnet i henhold til stk. 1, og som ved en senere, ansøgt sessionsbehandling erklæres egnet eller begrænset egnet til værnepligtstjeneste, overføres til Beredskabsstyrelsens personelreserve.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. januar 2017.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 328 af 30. marts 2016 om hjemsendelse og fornyet indkaldelse af værnepligtige i det militære forsvar, redningsberedskabet og under militærnægterordningen.
/ Pernille Jans