I medfør af § 8 i lov om Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 70 af 17. januar 2014, som ændret ved lov nr. 139 af 28. februar 2018, § 26, stk. 2, i lov om skibes besætning, jf. lovbekendtgørelse nr. 74 af 17. januar 2014, § 17, stk. 9, og § 21, stk. 2, i lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 1629 af 17. december 2018, § 10 a i lov om skibsmåling, jf. lovbekendtgørelse nr. 71 af 17. januar 2014, § 22 i lov om dykkerarbejde og dykkermateriel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 69 af 17. januar 2014, § 75 a i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1662 af 17. december 2018, § 3, stk. 1 og 2, i lov om ferie, jf. lovbekendtgørelse nr. 1025 af 4. oktober 2019, § 516 i søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1505 af 17. december 2018, § 12, nr. 6, i lov om Dansk Internationalt Skibsregister, jf. lovbekendtgørelse nr. 68 af 17. januar 2014, § 6 i lov nr. 1432 af 21. december 2005 om overtagelse af brugsretten til danske skibe og § 33 a i lodsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 352 af 12. april 2016, fastsættes:
Beføjelser, som efter følgende love er tillagt erhvervsministeren, udøves af Søfartsstyrelsen, jf. dog §§ 2 og 3:
Lov om Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd.
Lov om skibes besætning.
Lov om sikkerhed til søs.
Lov om skibsmåling.
Lov om dykkerarbejde og dykkermateriel m.v.
Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.
Lov om ferie.
Søloven.
Lov om Dansk Internationalt Skibsregister.
Lov om overtagelse af brugsretten til danske skibe.
Stk. 2. Endvidere udøves beføjelser, som er tillagt erhvervsministeren i medfør af § 5, stk. 2, § 10, § 26 a og § 26 b i lodsloven, af Søfartsstyrelsen.
Stk. 3. De beføjelser, som henlægges til Søfartsstyrelsen efter stk. 1, omfatter fastsættelse af tidspunkt for loves ikrafttræden.
Følgende beføjelser henlægges ikke til Søfartsstyrelsen:
Beføjelser efter § 3 i lov om Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd til at godkende Arbejdsmiljø- og Velfærdsrådets vedtægter.
Beføjelser efter § 21, stk. 1, 5 og 7, og § 26, i lov om sikkerhed til søs, til at nedsætte et Ankenævn for Søfartsforhold, udnævne dets formand, medlemmer samt stedfortræderen for formanden og fastsætte regler om dets virksomhed, samt at nedsætte et Skibstilsynsråd, udnævne dets formand og fastsætte rådets forretningsorden.
Beføjelser efter § 12, nr. 5, i lov om Dansk Internationalt Skibsregister til at fastsætte regler om krav til dansk kapitalandel eller indflydelse.
Beføjelser efter § 7 i søloven til at fastsætte regler om ansøgning, registrering, sletning m.v. af skorstensmærker og kontorflag samt regler om gebyrer for indlevering af ansøgninger og udskrifter af registret.
Beføjelser efter § 482 i søloven til at nedsætte en særlig undersøgelseskommission.
Beføjelser efter § 2, stk. 3, i lov om overtagelse af brugsretten til danske skibe til mod erstatning at tilsidesætte eventuelle fragtaftaler, der er indgået på tidspunktet før overtagelsen.
Beføjelser efter § 4, stk. 1 og 5, i lov om overtagelse af brugsretten til danske skibe til at nedsætte et skibsfartsnævn og udnævne dets formand, medlemmer og suppleanter samt at fastsætte nævnets forretningsorden.
Beføjelsen efter § 14, stk. 2, 3. pkt., i søloven til at træffe afgørelse om registrering af skibe, selv om betingelserne herfor efter sølovens § 1 eller § 2 ikke er til stede, udøves af skibsregistrator, hvis afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Søfartsstyrelsen registrerer og videregiver oplysninger om fysiske og juridiske personer i det omfang, det er nødvendigt for administrationen af de love, som er nævnt i § 1. Lovgivningens almindelige bestemmelser om registrering og videregivelse finder anvendelse, såfremt der ikke i særlige forskrifter er gjort undtagelse herfra.
Afgørelser truffet af Søfartsstyrelsen i medfør af lov om Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd, lov om skibsmåling, og lov om overtagelse af brugsretten til danske skibe kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
Afgørelser truffet af Søfartsstyrelsen i medfør af lov om skibes besætning kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Afgørelser om afslag på ansøgning om sønæringsbevis, samt afslag på ansøgning om bevis til udmønstring med henblik på tjeneste som dæks-, maskin- og enhedsmandskab kan indbringes for Ankenævnet for Søfartsforhold, dog ikke hvis afslaget er begrundet i syns- og høreevnens betydning for arbejde i skib.
Stk. 3. Afgørelser om inddragelse af et anerkendelsesbevis kan af indehaveren indbringes for Ankenævnet for Søfartsforhold.
Stk. 4. Afgørelser om besætningsfastsættelse, herunder forhåndsfastsættelse, i henhold til § 4, stk. 2, § 5, § 6, stk. 3, § 9, stk. 2 og 3, § 10, stk. 2 og 3, § 12, § 15, stk. 1, og § 18, stk. 2, i lov om skibes besætning kan af vedkommende rederi eller søfarendes organisation indbringes for Ankenævnet for Søfartsforhold, jf. § 16 i lov om skibes besætning.
Stk. 5. Afgørelser om afvisning af en forhåndsfastsættelse, jf. § 15, stk. 2, i lov om skibes besætning, kan dog ikke indbringes for Ankenævnet for Søfartsforhold.
Stk. 6. Klage efter stk. 2-4, skal være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt. Ankenævnet kan se bort fra fristen, når der er særlig grund hertil.
Stk. 7. Når en forhåndsfastsættelse, som er foretaget af Søfartsstyrelsen, ikke inden 4 uger har været indbragt for Ankenævnet for Søfartsforhold, kan en afgørelse om den endelige besætningsfastsættelse i overensstemmelse med forhåndsfastsættelsen kun indbringes for Ankenævnet for Søfartsforhold, når der er sket ændringer i de forudsætninger, der har været afgørende for fastsættelsen.
Afgørelser truffet af Søfartsstyrelsen i medfør af lov om sikkerhed til søs kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Følgende afgørelser kan af vedkommende rederi indbringes for Ankenævnet for Søfartsforhold:
Afgørelser om tilbageholdelse af skibe og anløbsforbud, jf. § 16, stk. 4, i lov om sikkerhed til søs.
Afgørelser om tilbagekaldelse af skibscertifikater, som er foreskrevet i medfør af loven, samt afslag på ansøgninger om fornyelse af sådanne certifikater.
Afgørelser om tilbagekaldelse af rederiers ISM-overensstemmelsesdokumenter, samt afslag på ansøgning om fornyelse af sådanne dokumenter.
Afgørelser om forbud mod sejlads til et ro-ro-passagerskib eller højhastighedspassagerfartøj.
Stk. 3. Klage efter stk. 2 skal være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt. Ankenævnet kan se bort fra fristen, når der er særlig grund hertil.
Afgørelser truffet af skibsregistrator og Søfartsstyrelsen i medfør af lov om Dansk Internationalt Skibsregister kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
Afgørelser truffet af Søfartsstyrelsen i medfør af lov om dykkerarbejde og dykkermateriel m.v. kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Afgørelser om afslag på ansøgning om erhvervsdykkerbevis, som er begrundet i ansøgerens helbredsmæssige forhold, kan indbringes for Ankenævnet for Søfartsforhold.
Stk. 3. Klage efter stk. 2 skal være indgivet skriftligt, inden 8 uger efter at afgørelsen er meddelt. Ankenævnet kan se bort fra fristen, når der er særlig grund hertil.
Afgørelser truffet af Søfartsstyrelsen i medfør af lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 2-3.
Stk. 2. Afgørelser truffet af søfartslæger vedrørende søfarende og fiskeres egnethed til skibstjeneste kan af den undersøgte, rederiet eller Søfartsstyrelsen indbringes for Ankenævnet for Søfartsforhold. Dette gælder dog ikke søfartslægens afgørelse om syns- og høreevnens betydning for arbejde i skib, som af den undersøgte eller rederiet kan indbringes for Søfartsstyrelsen.
Stk. 3. Afgørelser truffet af Søfartsstyrelsen om, at en søfarende eller en fisker, der har gyldigt sundhedsbevis, skal gennemgå ny lægeundersøgelse hos en af Søfartsstyrelsen anvist læge, kan af vedkommende eller rederiet indbringes for Ankenævnet for Søfartsforhold.
Stk. 4. Klage efter stk. 2-3 skal være indgivet skriftligt, inden 8 uger efter at afgørelsen er meddelt. Ankenævnet kan se bort fra fristen, når der er særlig grund hertil. Søfartsstyrelsen kan ligeledes se bort fra fristen ved indbringelse af afgørelser i henhold til stk. 2, 2. pkt., når der er særlig grund hertil.
Afgørelser truffet af skibsregistrator og Søfartsstyrelsen i medfør af søloven kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Afgørelser truffet af Søfartsstyrelsen i medfør af sølovens § 154, stk. 1, § 170, stk. 4, § 187 og § 199 om bortvisning af, anløbsforbud for og tilbageholdelse af skibe kan indbringes for Ankenævnet for Søfartsforhold.
Stk. 3. Klage efter stk. 2 skal være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt. Ankenævnet kan se bort fra fristen, når der er særlig grund hertil.
Afgørelser truffet af Søfartsstyrelsen i medfør af lodsloven kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Følgende afgørelser kan indbringes for Ankenævnet for Søfartsforhold, jf. lodslovens § 33 a, stk. 2:
Afgørelser om afslag på lodscertifikat efter § 12.
Afgørelser om afslag på gennemsejlingslodsning efter § 13.
Afgørelser om tilbagekaldelse af en tilladelse til gennemsejlingslodsning efter 13 a.
Afgørelser om afslag på lodsfritagelsesbevis efter § 14.
Afgørelser om afslag på registrering som lodseri efter § 24, stk. 4-5.
Afgørelser om inddragelse af lodscertifikat eller lodsfritagelsesbevis eller sletning af registrering som lodseri efter § 27, stk. 1.
Afgørelser om midlertidig inddragelse af lodscertifikat eller lodsfritagelsesbevis eller midlertidig sletning af registrering som lodseri efter § 32.
Stk. 3. Klage efter stk. 2 skal være indgivet skriftligt, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt. Ankenævnet kan se bort fra fristen, når der er særlig grund hertil.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2020.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 744 af 24. juni 2013 om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen og om klageadgang m.v. ophæves.
/ Kristina Ravn