I medfør af § 24, stk. 3, nr. 1-3, og § 29, stk. 4, nr. 1 og 2, i lov nr. 1923 af 8. oktober 2021 om fremme af energibesparelser i bygninger fastsættes:
Denne bekendtgørelse omhandler fastsættelse, opkrævning og betaling af følgende gebyrer og honorarer for ydelser efter lov om fremme af energibesparelser i bygninger og bekendtgørelse om energimærkning af bygninger:
Gebyrer for indberetning af energimærkninger af bygninger.
Maksimale honorarer for energimærkning af bygninger.
I denne bekendtgørelse forstås uvildig ekspert ved: En ekspert til attestering (energimærkning) af bygninger i et andet EU-land i medfør af national lovgivning eller administrative bestemmelser om uvildige eksperter, som gennemfører bestemmelserne i artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/91/EF af 16. december 2002 om bygningers energimæssige ydeevne, som omarbejdet ved artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010.
Certificerede energimærkningsfirmaer omfattet af lov om fremme af energibesparelser i bygninger og bekendtgørelse om energimærkning af bygninger skal betale de omkostninger, som er forbundet med Energistyrelsens opgaver i relation til registrering af certificerede energimærkningsfirmaer, tilsyn, kontrol, kvalitetssikring, drift af registre og andre IT-systemer samt anden administration vedrørende energimærkningsordningen. Omkostningerne fordeles på de enkelte firmaer, således at hvert firma betaler et beløb som nævnt i stk. 2-4 i forbindelse med indberetningen af en energimærkning.
Stk. 2. Der betales kr. 240, når det certificerede energimærkningsfirma indberetter en energimærkning af en bygning med en af følgende anvendelseskoder i BBR (kodenummer i parentes), jf. dog stk. 3:
Fritliggende enfamiliehus (120).
Række-, kæde- eller dobbelthus (130).
Række-, kæde- og klyngehus (131).
Dobbelthus (132).
Stuehus til landbrugsejendom (110).
Etagebolig-bygning, flerfamiliehus eller to-familiehus med et samlet etageareal under 300 m2 (140).
Anneks i tilknytning til helårsbolig (185).
Anden bygning til helårsbeboelse (190).
Stk. 3. Der betales kr. 210, når det certificerede energimærkningsfirma indberetter en energimærkning af et enfamiliehus med anvendelseskode 110, 120, 130, 131 og 132, der er energimærket uden bygningsgennemgang i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om energimærkning af bygninger.
Stk. 4. Der betales kr. 430, når det certificerede energimærkningsfirma indberetter en energimærkning af en bygning i en kategori, som ikke er nævnt i stk. 2.
Gebyrer efter § 3 opkræves af Energistyrelsen.
Gebyr for indberetning af energimærkning, jf. § 3, stk. 2-4, opkræves hos de certificerede energimærkningsfirmaer ved indberetningen. Det er en forudsætning for indberetning, at der senest samtidigt sker betaling af gebyret.
Beløbene efter § 5, betales senest samtidig med indberetningen.
Gebyrerne reguleres i henhold til Statens Budgetvejledning, hvis gebyrindtægterne ikke svarer til Energistyrelsens langsigtede gennemsnitsomkostninger fordelt på de enkelte eftersyns- og mærkningsordninger.
Certificerede energimærkningsfirmaer må ved energimærkning af et en- eller flerfamiliehus med anvendelseskode 110, 120, 130, 131, 132 eller 140 ikke kræve højere honorar end følgende, jf. dog stk. 3 og § 9 om nedsættelse af honorar:
Under 100 m2: Maksimalt kr. 7.064 inkl. moms.
100-199 m2: Maksimalt kr. 7.771 inkl. moms.
200-299 m2: Maksimalt kr. 8.588 inkl. moms.
Stk. 2. Honorarer efter stk. 1 beregnes på baggrund af det samlede opvarmede etageareal for bygningen omfattet af mærkningen, beregnet i henhold til Håndbog for energikonsulenter, jf. bekendtgørelse om energimærkning af bygninger.
Stk. 3. Hvis der foretages fælles energimærkning af flere bygninger med anvendelseskode 130 eller 131, gælder de i stk. 1 nævnte maksimumshonorarer, når bygningerne tilsammen ikke overstiger 299 m2.
Stk. 4. Ved energimærkning af enfamiliehuse med anvendelseskode 110, 120, 130, 131 eller 132, der energimærkes uden bygningsgennemgang i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om energimærkning af bygninger, må honoraret ikke være højere end kr. 1.378 inkl. moms pr. bygning.
De i § 8, stk. 1, nævnte honorarer nedsættes med følgende beløb:
Kr. 331 inkl. moms, hvis ejendommen er opført efter 1. januar 1980.
Kr. 1.105 inkl. moms, hvis der foreligger en energimærkning af bygningen, som er udarbejdet i henhold til de fra den 1. september 2006 gældende regler.
Kr. 221 inkl. moms, hvis det certificerede energimærkningsfirma modtager målfaste bygningstegninger, som indeholder information om rørlængder og -dimensioner samt om isoleringstykkelser i skjulte konstruktioner.
Honorarer efter kapitel 4 er inklusive alle omkostninger.
Størrelsen af honorarer efter kapitel 4 er fastsat pr. 1. april 2025 og pristalsreguleres af Energistyrelsen med virkning fra den 1. januar hvert år efter Danmarks Statistiks nettoprisindeks. Reguleringen sker på grundlag af den årlige procentvise ændring i nettoprisindekset beregnet ud fra indekset i oktober måned. Energistyrelsen offentliggør størrelsen af de maksimale pristalsregulerede honorarer på Energistyrelsens hjemmeside.
Klage over det certificerede energimærkningsfirmas fastsættelse af honorar efter denne bekendtgørelse kan indbringes for Energistyrelsen.
Stk. 2. Energistyrelsen kan i forbindelse med en klagesag efter stk. 1 pålægge det certificerede firma at tilbagebetale honoraret delvist.
Afgørelser truffet af Energistyrelsen i henhold til denne bekendtgørelse kan ikke påklages til Energiklagenævnet eller til anden administrativ myndighed.
Bestemmelserne i § 3, §§ 4 og 5, §§ 6-9 og §§10-13, finder tilsvarende anvendelse for en uvildig ekspert, der med henblik på at udføre energimærkninger af bygninger er lovligt etableret i et andet EU-land, i et EØS-land eller i et andet land, som EU har indgået aftale med, og som midlertidigt eller lejlighedsvist udfører energimærkninger som godkendt energikonsulent her i landet, jf. bekendtgørelse om energimærkning af bygninger. Dette gælder uanset om eksperten er tilknyttet et certificeret energimærkningsfirma.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2025.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 60 af 27. januar 2011 om gebyrer og honorarer for ydelser efter lov om fremme af energibesparelser i bygninger ophæves.
/ Iben Møller Søndergård