I medfør af § 40 a i lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1338 af 1. september 2020, som ændret ved lov nr. 1853 af 9. december 2020 og lov nr. 98 af 25. januar 2022, fastsættes:
Gebyret for behandling af sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter i en videnskabsetisk medicinsk komité udgør kr. 5.404 (2022 pris- og lønniveau).
Stk. 2. For behandling af ændringer til allerede godkendte forskningsprojekter jf. stk. 1, betales et reduceret gebyr, der udgør kr. 2.027 (2022 pris- og lønniveau).
Stk. 3. Komitéen kan reducere gebyrerne efter stk. 1 og stk. 2 for behandling af forskningsprojekter, der er en del af en sundhedsfaglig videregående uddannelse.
Gebyrerne efter § 1, stk. 1 og 2, pris- og lønreguleres én gang om året og udmeldes af Sundhedsministeriet.
De videnskabsetiske medicinske komitéer fastsætter regler for indbetaling af gebyrerne.
Stk. 2. De videnskabsetiske medicinske komitéer kan gøre behandlingen af et forskningsprojekt afhængig af, at gebyret er betalt.
Gebyret kan ikke kræves tilbagebetalt i tilfælde af, at et forskningsprojekt ikke kan godkendes af komitéen.
Fornyet behandling af et tidligere afvist eller ikke-godkendt forskningsprojekt, herunder ændring af et allerede godkendt forskningsprojekt, forudsætter betaling af et nyt gebyr.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. januar 2022.
/ Cecilie Kaltoft Augustinus