I medfør af § 10, stk. 1 og § 26, stk. 2, i lov nr. 871 af 21. juni 2022 om Danmarks Eksport- og Investeringsfond og akt nr. 175 af 18. april 2024 fastsættes:
Bekendtgørelsen finder anvendelse for en statslig garantistillelse på op til 2.850 mio. kr. som en del af Ukrainefondens erhvervsspor med henblik på, at Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan stille en garanti til et vindmølleprojekt i Ukraine opført at den ukrainske energivirksomhed DTEK, hvor Vestas skal levere materiel.
Stk. 2. Med garantien kan Danmarks Eksport- og Investeringsfond garantere de långivende bankers engagement i projektet i en 15 årig periode.
Garantien har til formål at understøtte større ukrainsk energiuafhængighed og omstilling af den ukrainske energisektor.
Stk. 2. Henset til den betydelige risiko, der er forbundet med finansieringer i Ukraine, forventes modtagene renter og præmier ikke at kunne dække de forventede tab på ordningen, hvorfor der er afsat en tabsramme på 855 mio. kr. til garantien.
Stk. 3. Danmarks Eksport- og Investeringsfonds administration af låne- og garantiordningen følger Danmarks Eksport- og Investeringsfonds øvrige politikker ift. corporate responsibility, skattepolitik mv., idet der dog i administrationen må tages hensyn til den operationelle kontekst i Ukraine.
Stk. 4. Danmarks Eksport- og Investeringsfond vil som betaling for garantien opkræve en præmie i henhold til OECD’s regler for eksportkreditter for projekter med en risikoprofil af denne type.
Garantien skal overholde reglerne for eksportfinansiering, herunder præmier, løbetid, m.m., fastlagt i OECD Arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter, som administreres af OECD og er lovfæstet i EU.
Erhvervsministeriet fører tilsyn med Danmarks Eksport- og Investeringsfonds overholdelse af den statslige garantidækning som en del af det almindelige tilsyn med Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
Stk. 2. Danmarks Eksport- og Investeringsfond skal i sine regnskabssystemer holde separat regnskab for låne- og garantiordningen og skal årligt aflægge separat regnskab for låne- og garantiordningen.
Stk. 3. Danmarks Eksport- og Investeringsfond har pligt til at holde erhvervsministeren orienteret om alle væsentlige forhold, herunder væsentlige afvigelser fra den forventede udvikling ved garantistillelsen.
Stk. 4. Erhvervsministeren modtager ved ordningens ophør en afrapportering fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
For at sikre, at Danmarks Eksport- og Investeringsfond ikke skal hæfte for eventuelle tab på ordningen, der overstiger den afsatte tabsramme, jf. § 2, stk. 3, hæfter staten for et evt. samlet tab på ordningen på op til 2.850 mio. kr. ved en direkte statslig garanti.
Stk. 2. Danmarks Eksport- og Investeringsfonds omkostninger til administration dækkes under ordningen.
Stk. 3. Danmarks Eksport- og Investeringsfonds indtægter fra renter og præmier i projektet vil finansiere de første eventuelle tab. Eventuelle yderligere tab dækkes først af den afsatte tabsramme på 855 mio. kr., herunder først af de 550 mio. kr. omprioriteret i EIFO og derefter af de yderligere 305 mio. kr. afsat i tabsramme, jf. akt nr. 175 af 18. april 2024, og yderligere tab herudover dækkes af staten. Der udarbejdes et slutregnskab for samlede tab ved ordningens ophør og evt. uforbrugte dele af tabsrammen vil tilgå staten efter statsgarantiens udløb.
Stk. 4. Såfremt der derimod kan konstateres en samlet gevinst, vil uforbrugte dele af tabsrammen samt indtægter fraregnet Danmarks Eksport- og Investeringsfonds administrations- og fundingomkostninger tilgå staten efter statsgarantiens udløb. Samlet tab såvel som samlet gevinst tilgår således staten, hvormed Danmark Eksport- og Investeringsfond udelukkende er administrator af ordningen.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. maj 2024.
/ Julie Sonne