I medfør af § 5, stk. 4, i lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v., fastsættes:
Transport- og bygningsministeren kan pålægge vejmyndigheder at deltage i udvalg vedrørende fremkommeligheden og trafiksikkerheden på en eller flere strækninger, der passerer gennem myndighedernes områder.
Stk. 2. Transport- og bygningsministeren kan pålægge vejmyndighederne at udarbejde fælles aftaler på vejstrækninger, der vurderes særligt væsentlige for fremkommeligheden.
Udvalgene kan undersøge alle former for konkrete tiltag for en given strækning, der må anses for relevante for fremkommeligheden, f.eks. ud- og ombygninger af kryds og strækninger, omkørselsruter, adgangssanering og signaloptimering samt samordning. Udvalget kan derudover undersøge optimering af den kollektive transport og cykeltrafik med henblik på en samlet forbedring af fremkommeligheden.
Transport- og bygningsministeren fastsætter de enkelte udvalg på baggrund af behovet for fælles koordinering.
Stk. 2. Transport- og bygningsministeren kan nedsætte fremkommelighedsudvalg af egen drift eller efter anmodning fra en vejmyndighed.
Stk. 3. Transport- og bygningsministeren bestemmer udvalgets sammensætning, herunder om der skal suppleres med repræsentanter fra andre myndigheder eller organisationer. Vejdirektoratet og politiet er faste deltagere.
Hver vejmyndighed udpeger 2 personer til udvalget.
Stk. 2. Vejdirektoratet varetager sekretariatsfunktionen.
Udvalgene fastsætter en dagsorden for udvalgsmøderne på baggrund af overordnede temaer, der forinden er bestemt af transport- og bygningsministeren.
Udvalgene skal inden årets udgang fremlægge udvalgets arbejde for transport- og bygningsministeren. Disse indberetninger skal som minimum indeholde referater af samtlige afholdte møder, beskrivelse af de fremkommelighedsforslag, der er udarbejdet, en implementeringsplan, angivelse af eventuelle uenigheder samt en handlingsplan for det efterfølgende år.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte andre afleveringsfrister.
Aftaler, som indgås mellem vejmyndighederne, skal offentliggøres.
Transport- og bygningsministeren kan nedlægge udvalget, når formålet med udvalgsarbejdet ikke længere er til stede.
Beslutningerne i samarbejdet skal baseres på konsensus. Hvis der ikke kan opnås enighed, skal dette fremgå af de årlige indberetninger
Alle parter i samarbejdet varetager egen myndighedsudøvelse og ansvar. Samarbejdet kan således ikke træffe myndighedsafgørelser på parternes vejnet.
Stk. 2. Hver part hæfter for fejl, udeladelser eller forsømmelser på deres egne vejstrækninger.
Parterne kan indgå aftale med tredje part, som på visse områder overlapper aktiviteterne i samarbejdet. Disse aftaler må dog ikke forhindre eller begrænse parterne i deres samarbejde.
Såfremt udvalgene ikke kan blive enige om aftaler for de enkelte vejstrækninger og leder dette til væsentlige forringelser for fremkommeligheden i området, kan transport- og bygningsministeren optage vejen som statsvej, jf. lov om offentlige veje § 5, stk. 3.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.
/ Sysser Davidsen