I medfør af § 2 i lov om fordeling af visse fra udlandet modtagne erstatninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 135 af 14. marts 1988, fastsættes:
Nævnets opgave er at foretage fordelingen af de i loven omhandlede erstatninger fra udlandet.
Nævnets sammensætning fremgår af loven.
Nævnets sekretariatsarbejde varetages af en dertil udpeget sekretær.
_Stk. 2. Formanden antager den i øvrigt fornødne medhjælp. _
_Stk. 3. Nævnets adresse er, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Kampmannsgade 1, 1604 København V. _
Formanden tilrettelægger nævnets arbejde og leder forhandlingerne på nævnets møder samt fastsætter tid for nævnets møder og drager omsorg for mødernes afholdelse.
_Stk. 2. Indkaldelse sker så vidt muligt med mindst en uges varsel. _
_Stk. 3. Medlemmer, der er forhindret i at give møde, skal give meddelelse herom. _
_Stk. 4. For at beslutninger kan træffes, skal alle medlemmer være til stede og være enige. _
Nævnet opretter den eller de til hvert samlet erstatningsbeløbs modtagelse og fordeling fornødne konti hos Danmarks Nationalbank, evt. andre pengeinstitutter. Ved ind- og udbetalinger tegnes nævnet af dets formand eller den eller de personer, som nævnet bemyndiger hertil.
_Stk. 2. Fordelingen til de erstatningsberettigede sker i overensstemmelse med de af nævnet tiltrådte lister over fordelingen af erstatningssummerne og kan ske a conto eller samlet. _
De med nævnets virksomhed forbundne vederlag og omkostninger udredes af erstatningssummen og afholdes af den eller de til erstatningsbeløbets modtagelse og fordeling oprettede konti.
En samlet erstatning, der fordeles af nævnet, skal så vidt muligt fordeles fuldt ud efter fradrag af vederlag og omkostninger, idet dog en eventuel restsum på ikke over 500 kr. kan overtages af statskassen.
_Stk. 2. Efter fordelingen af en samlet erstatning aflægger nævnet regnskab og beretning til industriministeren. _
Over nævnets møder føres en protokol, hvori tid angives for mødernes afholdelse, og om hvilke medlemmer, der deltager i møderne. Nævnets beslutninger indføres i protokollen.
Når der er opnået aftale med et andet land om en erstatningssum, der omfattes af ovennævnte lov, træder nævnet sammen så snart som muligt efter aftalens ikrafttræden og mødes siden så vidt muligt mindst hver 14. dag, indtil fordelingen af erstatningssummen er afsluttet.
Nævnets medlemmer, sekretær samt andre, der deltager i nævnets arbejde, og den til nævnet knyttede medhjælp er forpligtet til at bevare tavshed om, hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1989.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, den 12. januar 1989
OLE BLØNDAL
/Edvard K. Jørgensen
Officielle noter
Ingen